Afvisning af retshjælpsdækning ved tvist om båd efter manglende kaskoforsikring
Dato
1. marts 2010
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Retshjælp
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Danske Forsikring (ved Topdanmark)
Dokument
Klageren havde en familieforsikring med tilknyttet retshjælpsforsikring i Danske Forsikring og klagede over selskabets afvisning af at yde retshjælpsdækning i forbindelse med en tvist om en båd.
Sagens omstændigheder
Klageren solgte en båd, og køberne anlagde efterfølgende en sag mod klageren grundet osmose i båden. Klageren ønskede retshjælpsdækning fra sit forsikringsselskab og ønskede ligeledes at adcitere den person, hun selv havde købt båden af.
Danske Forsikring afviste at yde retshjælpsdækning med henvisning til, at klageren ikke havde tegnet en kaskoforsikring for båden, hvortil der normalt er knyttet en retshjælpsforsikring. Retshjælpsforsikringen i tilknytning til hjemforsikringen dækker ikke tvister, hvor sikrede er part som ejer eller bruger af lystfartøj, dog dækker forsikringen i indtil 14 dage efter, at sikrede er blevet ejer af båden, hvis der ikke forinden er tegnet bådforsikring. Selskabet anførte, at klageren blev bekendt med kravet mere end 14 dage efter købet af båden, hvorfor der ikke var dækning.
Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, hvoraf det fremgår, at forsikringen kun dækker omkostninger ved tvister, hvor søgsmålsgrunden er opstået samtidig med eller efter hovedpolicens ikrafttræden, og at tvister vedrørende lystfartøjer er undtaget fra dækning, medmindre der er tegnet en bådforsikring med kaskodækning.
Nævnet fandt, at familieforsikringens dækning i 14 dage efter køb af et lystfartøj forudsætter, at der umiddelbart efterfølgende tegnes en kaskoforsikring for båden. Da dette ikke var tilfældet, og da tvister vedrørende lystfartøjer i øvrigt er dækningsundtaget i medfør af retshjælpsforsikringsbetingelsernes pkt. 14 D 2., kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde retshjælpsdækning til sagen.
Som følge heraf blev klagen ikke taget til følge.
Lignende afgørelser