Topdanmark Forsikring A/S – Afvisning af dækning for skade sket efter årsrejseforsikringens udløb i Thailand
Dato
1. februar 2010
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Rejse
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
Topdanmark
Dokument
Klageren havde tegnet en årsrejseforsikring hos Topdanmark Forsikring A/S med dækning i hele verden. Klageren var på ferie i Thailand med sin husstand fra den 21. november til den 31. december 2008.
Den 11. februar 2009 modtog selskabet en skadeanmeldelse fra klageren, hvori det fremgik, at en medforsikret person den 16. december 2008 havde fået bøjet to ribben under en rygmassage. Den 23. december 2008 afbrød de en planlagt tur, og den tilskadekomne blev undersøgt på et hospital, hvor det blev konstateret, at der var tale om bøjede ribben.
Topdanmark afviste at yde forsikringsdækning, da de behandlingsudgifter var afholdt efter forsikringsdækningens ophør, idet forsikringen dækkede ferierejser op til 1 måned, og lægebesøget fandt sted den 23. december 2008, efter dækningsperiodens udløb den 20. december 2008.
Klageren anførte, at vedkommende i september 2008 havde kontaktet Topdanmark for at få ændret rejseforsikringen, da de havde planlagt en 5½ uges ferie til Thailand, og at klageren havde gjort opmærksom på vigtigheden af at være 100 % dækket. Klageren mente at have fået oplyst, at de var dækket ind på alle måder, og at der derfor ikke var grund til at bekymre sig om forsikringen.
Topdanmark anførte, at de sælger to forskellige typer rejseforsikring: Årsrejseforsikring og Enkeltrejseforsikring. Årsrejseforsikringen dækker alle private ferierejser af maksimalt en måneds varighed. Selskabet oplyste, at deres kundeservicemedarbejdere altid oplyser kunderne om dette og tilbyder Enkeltrejseforsikringen for dage ud over den første måned. Selskabet fastholdt, at første lægebesøg var foretaget den 23. december 2008, og at der ikke var dokumentation for, at skaden var indtrådt inden den 20. december 2008.
Nævnet fandt, at forsikringen ifølge både policen og forsikringsbetingelserne dækkede rejser af op til 1 måneds varighed. Efter gennemgang af sagen fandt nævnet det ikke godtgjort, at der mellem klageren og selskabet var indgået en aftale om, at forsikringen skulle dække ud over 1 måned.
Nævnet fandt det heller ikke godtgjort, at selskabets medarbejder havde ydet mangelfuld eller fejlagtig rådgivning.
På baggrund heraf kunne nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse, og klagen blev derfor ikke taget til følge.
Lignende afgørelser