Sag om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter piskesmældsskade

Klageren var via sin arbejdsplads omfattet af en heltidsulykkesforsikring i Runa Forsikring A/S og klagede over selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning for en ulykke anmeldt i august 2008. Selskabet afviste dækning med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 29 om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren kom til skade i en færdselsulykke den 13. august 2003 og pådrog sig en piskesmældsskade. Modpartens forsikringsselskab og klagerens eget ulykkesforsikringsselskab anerkendte skaden og udbetalte erstatning svarende til et mén på 5 procent.

Klageren anmeldte skaden til Runa Forsikring A/S den 18. august 2008. Hun forklarede, at hun tidligere havde kontaktet modpartens forsikringsselskab og sit eget forsikringsselskab, men først senere fandt ud af, at hun var forsikret hos Runa. Hun havde forgæves forsøgt at finde en ulykkesforsikring via sit arbejde.

Klageren anførte, at hun i 2001 havde underskrevet en indmeldelsesblanket, der indikerede en ulykkesforsikring, men hun havde siden ikke modtaget dokumentation herfor. Hun mente derfor ikke at have haft mulighed for at vide, at hun var forsikret hos Runa.

Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at klageren ved indmeldelsen i sin faglige organisation underskrev en blanket, hvoraf det fremgik, at medlemskabet inkluderede en heltidsulykkesforsikring. Selskabet mente, at klageren ikke kunne være uvidende om ordningens eksistens, da hun lidt over to år senere kom ud for et ulykkestilfælde. Selskabet henviste til, at kravet senest var forældet to år efter udgangen af 2005, dvs. den 1. januar 2008.

Klageren undrede sig over selskabets henvisning til, at hun burde kende til kravet, da hun modtog erstatning fra det andet selskab, idet hun ikke kendte til eksistensen af sin ulykkesforsikring i selskabet. Hun kritiserede igen, at hun aldrig havde modtaget et medlemsbevis.

Selskabet anførte, at man ikke havde mulighed for at udstede individuelle navngivne policer, da der var tale om en gruppeordning.

Klageren anførte, at andre selskaber tilsyneladende havde mulighed for at udstede gruppemedlemsbeviser, og at hendes arbejdsgiver nu havde skiftet gruppeforsikringsselskab, og at dette nye selskab straks havde sendt et medlemsbevis ud til alle.

Klageren mente, at hun havde gjort alt, hvad der stod i hendes magt, for at finde ud af, om hun havde en ulykkesforsikring via sit job, og at hovedårsagen til, at hun nu stod i denne situation, var Runas manglende information om hendes medlemskab.

Nævnets flertal fandt, at klagen ikke kunne tages til følge, da kravet var forældet ved anmeldelsen til selskabet i 2008. Flertallet henviste til, at klageren senest i 2005, da hun modtog erstatning fra sin egen ulykkesforsikring og modpartens ansvarsforsikring, måtte være klar over, at hendes følger berettigede til et krav fra en ulykkesforsikring.

Mindretallet fandt, at forældelsen af klagerens krav måtte anses som suspenderet på grund af klagerens utilregnelige uvidenhed herom, og at selskabet derfor skulle yde klageren forsikringsdækning.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal.