Højesterets kendelse om afvisning af kæremål vedrørende spørgsmål om værneting

Denne sag omhandler et kæremål til Højesteret vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om stedlig kompetence kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse for at kunne kæres til landsretten.

Sagens Baggrund

Sagen udspringer af to sager, hvor Retten i Nykøbing Falster den 1. september 2014 afsagde kendelser om henvisning af sagerne til Retten i Glostrup. Dette skete, da Retten i Nykøbing Falster fandt, at sagsøgtes hjemting ikke længere var i retskredsen, og at sagsøgerens ansættelsessted heller ikke var i Nykøbing Falster. Retten henviste til Retsplejeloven § 238 vedrørende sagsøgtes hjemting og Retsplejeloven § 242, stk. 1 samt Retsplejeloven § 248, stk. 2 for henvisningen.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

• Retten i Nykøbing Falster: Afsagde kendelser den 1. september 2014 om henvisning af sagerne til Retten i Glostrup, da Retten i Nykøbing Falster ikke fandtes at være rette værneting.

• Østre Landsret: HK Danmark, som mandatar for Kærende 1 og Kærende 2, kærede kendelserne til Østre Landsret. Landsretten afviste kæremålene ved kendelse af 12. november 2014 under henvisning til Retsplejeloven § 253, stk. 4, jf. stk. 3, hvilket indebærer et krav om Procesbevillingsnævnets tilladelse for at kære.

Parternes Anbringender for Højesteret

• HK Danmark (Kærende 1 og 2):

  • Principalt nedlagt påstand om, at kæremålene skal behandles.
  • Subsidiært anført, at afvisning alene kan ske efter Retsplejeloven § 389 a, stk. 1, 1. pkt..
  • Argumenterede for, at en afgørelse om stedlig kompetence ikke er en delafgørelse med materiel betydning, men alene afgør, hvor sagen skal behandles. Derfor burde kære kunne ske direkte til landsretten efter Retsplejeloven § 389, stk. 1, da kendelserne ikke var afsagt under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse.

• DSB:

  • Påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.
  • Anført, at Østre Landsret med rette havde afvist kæremålene, da der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvilket er en betingelse, uanset om kendelserne var omfattet af Retsplejeloven § 253 eller Retsplejeloven § 389 a.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse på baggrund af de grunde, som landsretten havde anført.

Afgørelse

Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part.