Command Palette

Search for a command to run...

PBU Pædagogernes Pensionskasse: Afslag på løbende invalidepension grundet bortfald af dækning før konstateret invaliditet

Dato

8. juni 2009

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Arbejdsmarkedsp

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

PBU Pædagogernes pen.k.

Dokument

Klageren, der er født i 1959 og omfattet af en pensionsordning i PBU Pædagogernes Pensionskasse, klager over, at selskabet har afvist at udbetale løbende invalidepension. Selskabet begrunder afslaget med, at denne del af pensionsordningen var bortfaldet, før klagerens erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad.

Sagens omstændigheder

Klageren blev afskediget fra sin stilling som assistent/pædagog den 22. april 2004 og indgav den 19. maj 2004 ansøgning om helbredsbetingede ydelser, da hun siden den 3. juni 2003 havde været sygemeldt som følge af en hjerneblødning. Selskabet afslog den 11. oktober 2004 udbetaling af invalidesum, da de ikke kunne vurdere, om hendes erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad. Den 28. juli 2005 vurderede selskabet, at klagerens erhvervsevne var varigt nedsat med mindst 50 %, og tilkendte klageren en gruppeinvalidesum på 240.000 kr. Klageren blev efterfølgende tilkendt førtidspension, og den 8. august 2006 bevilgede selskabet klageren varig bidragsfritagelse, men oplyste, at der ikke var månedlig løbende invalidepension på hendes ordning.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren er utilfreds med, at selskabet ikke vil udbetale invalidepension. Klageren anfører, at hun ved sygdommens opståen havde en berettiget forventning om, at den erstatning, der fremgik af pensionspolicen, også var gældende på det tidspunkt, hvor det måtte erkendes, at hun var varigt invalid. Hun mener, at det er uhørt, at en forsikringsordning til ugunst for sikrede med tilbagevirkende kraft kan ændres efter forsikringsbegivenheden har fundet sted.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet fastholder afslaget og henviser til, at klageren er omfattet af PBU's Regulativ 1, som er en lønafhængig pensionsordning. Pensionsydelserne indgår i pensionsordningen i en bestemt rækkefølge, og kun en del af de ønskede niveauer for pension vil kunne opnås, såfremt der ikke er bidrag nok. Selskabet anfører, at den løbende invalidepension var faldet væk på grund af stigningen i bidragsprocenten. Selskabet vurderer, at det først på tidspunktet for fleksjobvisiteringen var muligt at vurdere, om klagers erhvervsevne varigt var nedsat med mindst halvdelen.

Nævnet fandt, at klageren var omfattet af de dækninger, der var gældende, når klagerens erhvervsevne var nedsat med halvdelen eller 2/3 af den fulde erhvervsevne, og at nedsættelsen ikke måtte være af forbigående karakter. Nævnet vurderede, at klagerens erhvervsevne var nedsat i juni 2003, men at betingelsen om, at erhvervsevnetabet ikke måtte være af forbigående karakter, betød, at forsikringsbegivenheden først var sket, når det kunne konstateres, at erhvervsevnetabet ikke var af forbigående karakter. Dette tidspunkt lå efter nævnets opfattelse utvivlsomt senere end det tidspunkt, hvor den løbende invalidepension var bortfaldet.

Derfor blev det bestemt, at klagen ikke kunne tages til følge.

Lignende afgørelser