Udlevering til Indien nægtet grundet risiko for umenneskelig behandling

Denne sag omhandler gyldigheden af Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien i medfør af Udleveringsloven § 2. Anklagemyndigheden påstod, at afgørelsen var lovlig, mens Sagens person påstod, at den ikke skulle godkendes.

Sagens Forløb og Baggrund

Sagens person begærede Justitsministeriets afgørelse indbragt for retten den 10. april 2010. Hovedforhandlingen fandt sted den 23. og 24. september 2010 samt den 25. oktober 2010. Sagen vedrører en våbennedkastning i Indien i december 1995, hvor Sagens person er sigtet for overtrædelse af indisk straffelov, våbenlov, eksplosivstoflov og luftfartslov.

Retten Behandler Centrale Spørgsmål

Tidligere Afgørelse

Retten fandt, at der ikke var truffet en endelig bindende afgørelse, som forhindrede Justitsministeriet i at træffe afgørelse om udlevering efter senere lovændringer, da der på daværende tidspunkt ikke forelå en udleveringsbegæring fra Indien.

Ligebehandling

Retten lagde til grund, at to andre involverede danske statsborgere havde en væsentlig mindre betydende rolle, og at der ikke var fremsat udleveringsbegæring for dem. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at Justitsministeriet havde varetaget usaglige hensyn eller behandlet Sagens person i strid med lighedsprincippet.

Dobbelt Strafbarhed og Strafferammekrav

Justitsministeriets beslutning om udlevering var truffet i henhold til Udleveringsloven § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2. Retten tiltrådte Justitsministeriets vurdering af, at handlinger svarende til de sigtede forhold ville være strafbare efter dansk ret, herunder under Straffeloven § 114, Straffeloven § 114f og Straffeloven § 192a. Strafferammekravet i Udleveringsloven § 2, stk. 1, nr. 2 blev anset for opfyldt for våben- og eksplosivstofsigtelserne, men ikke for luftfartssigtelserne.

Politisk Forbrydelse og Terrorbombekonventionen

Retten fandt, at handlingen, uanset det hævdede formål, var omfattet af FN's terrorbombekonvention, og at undtagelsesbestemmelsen i Udleveringsloven § 5, stk. 3, nr. 3 derfor ikke var til hinder for udlevering, selvom konventionen først blev vedtaget efter gerningstidspunktet.

Forældelse

Retten tiltrådte Justitsministeriets vurdering af, at forældelsesfristen på 10 år (Straffeloven § 93, Straffeloven § 94, stk. 1) var afbrudt ved retsskridt i 1996 og 2003 (Straffeloven § 94, stk. 5). Strafansvaret var derfor ikke forældet, og perioden hvor Sagens person unddrog sig strafforfølgning fra 1995 til 2001 skulle ikke medregnes (Straffeloven § 94, stk. 6).

Humanitære Forhold og EMRK Artikel 8

Retten tiltrådte Justitsministeriets vurdering af, at udlevering ikke ville være uforenelig med humanitære hensyn efter Udleveringsloven § 7 eller i strid med EMRK artikel 8, trods Sagens persons personlige og familiemæssige forhold, grundet kriminalitetens alvorlige karakter.

Betydningen af Diplomatiske Garantier

Justitsministeriet havde opstillet 8 vilkår for udleveringen i medfør af Udleveringsloven § 10, som de indiske myndigheder havde bekræftet at ville overholde. Disse vilkår omfattede bl.a. forbud mod dødsstraf, specialitetsprincip, forbud mod særdomstol, hurtig overførsel til Danmark efter dom, human behandling under frihedsberøvelse, adgang for danske myndigheder og pårørende, samt hurtig fremme af sagen. Retten fandt dog, at de opstillede vilkår manglede tilstrækkelig præcision og detaljeringsgrad, særligt med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse i Indien. Retten lagde til grund, at fængselsvæsen og lokalt politi i Indien er delstatsanliggender uden uafhængigt tilsyn, og at der var betydelige problemer med menneskerettighedskrænkelser i Vest Bengalen. Retten fandt derfor, at der var en konkret og reel risiko for, at Sagens person ville blive udsat for forhold og behandling i strid med Udleveringsloven § 6, stk. 2 (tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf).

Retten godkender ikke Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien. Statskassen skal betale sagens omkostninger.