Udlevering til Indien nægtet grundet risiko for umenneskelig behandling

Sagen omhandler en anmodning fra Indien om udlevering af en dansk statsborger, Sagens person, til strafforfølgning for en våbennedkastning i Purulia, Vestbengalen, i december 1995. Anklagemyndigheden påstod udlevering med fastsatte vilkår, mens Sagens person modsatte sig udlevering, subsidiært på betingelse af overholdelse af vilkår.

Sagens Baggrund

Udleveringsanmodning

Sagen blev indbragt for retten den 27. juni 2023 i medfør af [Udleveringsloven § 35, stk. 1]. Anmodningen fra Indien af 8. december 2016 vedrører strafforfølgning for en række strafbare handlinger, herunder sammensværgelse om at føre krig mod den indiske regering, forsøg på krigsførelse, indsamling af våben, bedrageri, besiddelse og transport af våben og ammunition samt tilsidesættelse af flysikkerheden. Disse sigtelser er baseret på indisk straffelov og særlovgivning om våben, eksplosivstoffer og luftfartøjer.

Tidligere Forløb

• En tidligere udleveringsanmodning fra 2002 blev afvist af Østre Landsret i 2011. Landsretten fandt, at udlevering ville stride mod [Udleveringsloven § 6, stk. 2], da der var en reel risiko for, at Sagens person ville blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling i Indien.
• Den nuværende anmodning fra 2016 indeholder 14 nye vilkår, som Rigsadvokaten har aftalt med de indiske myndigheder, for at imødegå de tidligere betænkeligheder.

Sagens Persons Forklaring

Baggrund og Motivation

Sagens person forklarede, at han i sin ungdom var politisk aktiv og blev inspireret af en neohumanistisk filosofi, der fokuserede på at forbedre livsvilkår og skabe bæredygtige lokalsamfund. Han var involveret i "Organisation 1" og "Organisation 2", som arbejdede for social udvikling og mod diktatur i Filippinerne og vold i Indien. Han afviste Rigsadvokatens forståelse af "revolution" som voldelig, idet han mente, at forandring skulle ske indefra og gennem moralsk styrke.

Våbentransporten

• Sagens person erkendte at have deltaget i våbentransporten i 1995, men forklarede, at formålet var at bevæbne et vagtværn til beskyttelse af lokalbefolkningen mod angreb fra "kommunistiske goondas".
• Han bestred at have haft forsæt til at "føre krig mod staten" eller at have kendskab til, at forsendelsen indeholdt raketkastere og granater, idet han troede, det kun var håndvåben til selvforsvar.
• Han forklarede, at han flygtede fra Indien efter nedkastningen, da han opdagede de tungere våben, og at han siden har opholdt sig i Danmark.

Frygt for Sikkerhed i Indien

Sagens person frygtede for sin sikkerhed ved udlevering til Indien, idet han henviste til udbredt politisk vold, straffrihed for myndighedspersoner, og at han offentligt er blevet betegnet som "international terrorist". Han anførte, at de indiske myndigheders garantier ikke er tilstrækkelige til at sikre hans sikkerhed og en retfærdig rettergang, især i lyset af tidligere domme og rapporter om menneskerettighedskrænkelser i Indien.

Anklagemyndighedens Påstande

Vilkår for Udlevering

Anklagemyndigheden påstod, at Sagens person skulle udleveres til Indien på 14 specifikke vilkår, herunder:

• Sagens person vil kun blive stillet for retten i forbindelse med våbennedkastningssagen i Purulia og ikke udleveres til et tredjeland.
• Han vil blive stillet for en almindelig domstol, ikke en særdomstol.
• Dødsstraf vil blive omsat til fængsel på livstid.
• Han vil blive overført til Danmark for afsoning inden for tre uger efter endelig dom.
• Han vil blive behandlet i overensstemmelse med FN's internationale konventioner og standardminimumsregler for fanger.
• Danmarks Ambassade og Konsulat vil have adgang til at besøge ham, og han vil have uhindret adgang til at kontakte dem.
• Indiens regering vil sikre hurtig og effektiv retsforfølgning, med forventning om endelig dom inden for 12 måneder.
• Han vil blive anbragt i et særligt udvalgt "correctional home" (arresthus) som eneste indsatte, under observation af danske politibetjente døgnet rundt.

Argumenter for Udlevering

Anklagemyndigheden argumenterede for, at ingen af [Udleveringsloven]s bestemmelser er til hinder for udlevering. De lagde vægt på, at:

• Der ikke er fare for tortur eller umenneskelig behandling, jf. [Udleveringsloven § 6, stk. 2], da Sagens person vil være under observation af danske politibetjente.
• Kravet om dobbelt strafbarhed, jf. [Udleveringsloven § 18, stk. 2], er opfyldt for de fleste forhold, da handlingerne ville være strafbare efter dansk ret (f.eks. [Straffeloven § 114] og [Straffeloven § 192a]).
• Der er truffet beslutning om anholdelse, jf. [Udleveringsloven § 20].
• Sigtelserne har tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. [Udleveringsloven § 23].
• Handlingernes politiske karakter er ikke til hinder for udlevering, da de er omfattet af FN's konvention om terrorbombninger, jf. [Udleveringsloven § 25, stk. 3, nr. 3].
• Forældelse, jf. [Udleveringsloven § 26], finder ikke anvendelse, da de strafbare handlinger ikke er omfattet af dansk straffemyndighed, og forældelsesfristen er afbrudt.

Forsvarerens Anbringender

Sikkerhedsrisiko og Menneskerettigheder

Forsvareren gjorde gældende, at der fortsat er reel fare for tortur og umenneskelig behandling i Indien, og at de diplomatiske garantier ikke er tilstrækkelige. Der blev henvist til rapporter om forværrede menneskerettighedsforhold i Indien og manglende uafhængigt tilsyn med fængsler. Det blev fremhævet, at Østre Landsret i 2011 afviste udlevering på grund af denne risiko.

Bevismæssigt Grundlag

Forsvareren bestred, at der er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for sigtelserne om medvirken til væbnet opstand, idet Sagens person nægtede forsæt til at "føre krig mod staten". Det blev anført, at tidligere frifindelser af medtiltalte for lignende sigtelser i Indien understøtter tvivlen om det bevismæssige grundlag.

Forældelse

Det blev anført, at sagen er forældet efter dansk ret, jf. [Straffeloven § 93, stk. 1, nr. 3] og [Straffeloven § 94, stk. 6], og at ændringer i [Udleveringsloven § 26] ikke har tilbagevirkende kraft, der kan genoplive en forældet sag. Det blev også fremført, at danske myndigheder har udvist passivitet i sagen i en lang periode.

Retskraft og Politisk Karakter

Forsvareren argumenterede for, at Østre Landsrets kendelse fra 2011 har retskraft, og at de indiske myndigheder ikke har godtgjort, at omstændighederne er ændret tilstrækkeligt. Det blev desuden fremført, at sagen har en politisk karakter, og at udleveringsanmodningen er et resultat af politisk pres fra Indien på Danmark, snarere end et reelt hensyn til retshåndhævelse. Det blev påpeget, at danske og britiske efterretningstjenester angiveligt var involveret i våbentransporten, og at danske myndigheder tidligere har modarbejdet udlevering.

Retten fandt, at der fortsat består en reel risiko for, at Sagens person ved udlevering til Indien vil blive udsat for en behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Dette skyldes, at pålidelige kilder fortsat har rapporteret om en udbredt myndighedspraksis, der strider mod konventionens principper. De yderligere diplomatiske garantier, som de indiske myndigheder har stillet, herunder om placering i et særligt arresthus med danske observatører og adgang til lægebehandling, giver ikke tilstrækkelig sikkerhed. Retten bemærkede, at garantierne efter deres indhold ikke sikrer, at Sagens person ikke vil befinde sig alene i indisk politis eller sikkerhedsstyrkers varetægt. På denne baggrund fandt retten, at udleveringslovens § 6, stk. 2, er til hinder for udlevering. Anklagemyndighedens anmodning om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien blev derfor ikke taget til følge. Statskassen skal betale sagens omkostninger i det anførte omfang.