Højesteret stadfæster dom om afsoningsforhold for transkønnet forvaret

Sagen omhandler en transkønnet indsats (Appellant 1), der er idømt forvaring, og hendes krav om at blive placeret i en kvindeafdeling samt at undgå nøgenvisitationer og urinprøver udført af mandligt personale, der ikke er sundhedspersonale. Sagen har været behandlet i Københavns Byret og Østre Landsret, før den blev anket til Højesteret.

Appellantens Baggrund og Kriminalitet

Appellant 1, født i 1961, har en omfattende kriminalitetshistorik, herunder domme for grov vold og voldtægt mod kvinder. I 2015 fik hun tildelt et nyt personnummer og foretog et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde. Hun har siden da afsonet sin forvaringsdom i fængsler, primært på afdelinger for mænd.

Appellantens Påstande

Appellant 1 nedlagde flere påstande over for Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængsel:

• Principalt: Anerkendelse af, at hun ikke skal nøgenvisiteres eller afgive urinprøver i nærvær af mandligt personale, som ikke er sundhedspersonale.
• Subsidiært: Anerkendelse af, at det var retsstridigt, at hun ikke blev tilbudt nøgenvisitation/urinprøver af kvindeligt personale.
• Principalt: Anerkendelse af, at hun ikke skal placeres på en afdeling for mænd.
• Subsidiært: Anerkendelse af, at det var retsstridigt, at hun ikke blev placeret på en kvindeafdeling eller en afdeling med mulighed for socialt samvær med kvinder.
• Erstatning: Betaling af 80.000 kr. med tillæg af rente.
• Anerkendelse af krænkelse: Anerkendelse af, at hun er blevet krænket ved nøgenvisitationer og urinprøver udført af mandligt personale og ved placering på en mandeafdeling.

Kriminalforsorgens Praksis og Risikovurdering

Direktoratet for Kriminalforsorgen har nedlagt påstand om stadfæstelse af de tidligere domme og afvisning/frifindelse af de subsidiære påstande. Deres praksis for placering af kønsminoriteter er baseret på en konkret og individuel vurdering, der tager hensyn til både juridisk køn, kønsidentitet og biologisk køn. Sikkerhedshensyn, herunder den indsattes kriminalitet og risiko for personalet eller medindsatte, er afgørende.

En risikovurdering fra oktober 2022 anså Appellant 1 for farlig for sine omgivelser med en væsentlig risiko for recidiv til sædeligheds- og voldelig kriminalitet. Kriminalforsorgens vejledning fra oktober 2023 fastslår, at undersøgelser, der indebærer afklædning og urinprøveudtagning, skal foretages af personale af samme biologiske køn som den indsatte, medmindre der er tale om sundhedspersonale.

Appellantens Afsoningsforhold

Appellant 1 har under sin afsoning været placeret på afdelinger for mænd og har oplevet nøgenvisitationer og urinprøver udført af mandligt personale. Hun har gentagne gange ansøgt om overførsel til en kvindeafdeling, men har fået afslag. Hun blev i juli 2024 overflyttet til Fængsel 2, hvor hun er den eneste kvinde på en afdeling for sårbare indsatte. Hun oplever, at de intime procedurer udført af mandligt personale krænker hendes privatliv, og hun føler sig utilpas ved at afgive urinprøver i nærvær af mænd, der ikke er sundhedspersonale. Hun benægter de voldtægter, hun er dømt for.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom og afviste Appellant 1's påstande. Retten fandt, at:

• Placering i mandeafdeling: Appellant 1's placering i en afdeling for mænd var berettiget. Dette skyldes en konkret og individuel vurdering, der tog hensyn til hendes biologiske køn, hendes omfattende kriminalitet (herunder grov vold og voldtægt mod kvinder) og den risikovurdering fra oktober 2022, som anså hende for farlig med væsentlig risiko for recidiv til sædeligheds- og voldelig kriminalitet. Placeringen blev ikke anset for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv.

• Nøgenvisitationer og urinprøver: De udførte nøgenvisitationer og urinprøver foretaget af mandligt fængselspersonale var i overensstemmelse med Straffuldbyrdelsesloven § 60 og Straffuldbyrdelsesloven § 60 a. Højesteret fastslog, at begrebet "køn" i Straffuldbyrdelsesloven § 60, stk. 6 som udgangspunkt skal forstås som en persons biologiske køn. Disse procedurer blev ikke anset for at udgøre nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller en krænkelse af privatlivet i strid med artikel 8.

• Erstatningskrav: Appellant 1's krav om godtgørelse blev afvist, da der ikke blev fundet grundlag for at tilsidesætte fængselsmyndighedernes beslutninger.

Sagsomkostninger

Appellant 1 blev pålagt at betale sagsomkostninger for Højesteret på 50.000 kr. til Direktoratet for Kriminalforsorgen og 50.000 kr. til Fængsel. Beløbene skal betales inden 14 dage efter domsafsigelsen og forrentes efter Renteloven § 8 a.