Dom om overtrædelse af gødningsanvendelsesloven og anvendelse af straffelovens § 3

Sagen omhandler en landmand, T, der var tiltalt for omfattende overtrædelser af gødningsanvendelsesloven i planperioderne 2006/2007, 2007/2008, 2008/2009 og 2009/2010. Han blev anklaget for at have tilført sin landbrugsvirksomhed mere kvælstof end tilladt ifølge de gældende kvoter. Derudover var han tiltalt for at have købt og anvendt et ikke-godkendt plantebeskyttelsesmiddel.

Tiltaltes påstande og anbringender

T påstod frifindelse, subsidiært strafbortfald eller strafnedsættelse. Hans hovedargumenter var:

• Lempeligere lovgivning: T gjorde gældende, at de lempeligere gødningsregler, der trådte i kraft efter gerningstidspunktet, skulle anvendes i henhold til Straffeloven § 3, stk. 1, 1. pkt.. Han anførte, at lempelserne var baseret på politiske og samfundsmæssige betragtninger om at fremme fødevareproduktionen, og at undtagelsen i Straffeloven § 3, stk. 1, 2. pkt. ikke fandt anvendelse. Han henviste desuden til EU-Charterets artikel 49 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 7, som ifølge ham kræver anvendelse af den lempeligere lovgivning.
• Ugyldighed af retsgrundlag: T anførte, at de danske gødningsregler var ugyldige, da de ikke var underlagt de krævede miljøvurderinger efter SMV-direktivet og konsekvensvurderinger efter Habitatdirektivet. Han henviste til EU-Domstolens praksis, der ifølge ham medførte, at tilsidesættelse af disse direktiver skulle føre til annullation af de nationale regler og dermed manglende straffehjemmel.
• Strafnedsættelse: T påberåbte sig sine økonomiske forhold, herunder gældssanering, samt sagens lange sagsbehandlingstid som grundlag for strafbortfald eller nedsættelse.

Anklagemyndighedens påstande og anbringender

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af dommen og afviste Ts argumenter:

• Straffeloven § 3: Anklagemyndigheden fastholdt, at Straffeloven § 3 ikke fandt anvendelse, da den grundlæggende forbudsnorm i Gødningsanvendelsesloven § 5 og straffenormen i Gødningsanvendelsesloven § 29 var uændrede. De ændrede kvoter var tekniske justeringer inden for en tidsbegrænset regulering og ændrede ikke ved strafværdigheden af overtrædelser i tidligere perioder.
• EU-direktiver: Anklagemyndigheden argumenterede, at eventuelle processuelle mangler i overholdelsen af SMV-direktivet og Habitatdirektivet ikke kunne føre til ugyldighed af gødningsanvendelsesloven eller straffrihed for overgødskning. Formålet med direktiverne var miljøbeskyttelse, og en vurdering ville ikke have medført lempeligere regler.
• Strafnedsættelse: Anklagemyndigheden anerkendte den lange sagsbehandlingstid som grundlag for en nedsættelse af bøden, men fandt ikke grundlag for yderligere nedsættelse eller strafbortfald.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.

Anvendelse af Straffeloven § 3

Højesteret fandt, at Straffeloven § 3 ikke fandt anvendelse i sagen. Retten lagde vægt på, at den bestemmelse, T havde overtrådt, Gødningsanvendelsesloven § 5 (nu Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag § 12), ikke var ændret. Det var fortsat strafbart at overskride den årligt fastsatte kvælstofkvote, og kriterierne for bødestraf var uændrede. De ændrede kvælstofkvoter var fastsat i bekendtgørelser, der kun gjaldt for den specifikke planperiode og ikke var ophævet for de perioder, sagen omhandlede. Derfor var den nugældende straffelovgivning ikke forskellig fra den, der var gældende, da handlingerne blev begået. Højesteret fastslog, at hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 7 eller Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 49 var til hinder for straf.

Forholdet til EU-direktiver

Højesteret afviste Ts argument om, at de danske gødningsregler var ugyldige på grund af manglende miljø- og konsekvensvurderinger efter SMV-direktivet og Habitatdirektivet. Retten anførte, at reglerne i gødningsanvendelsesloven havde til formål at opfylde Danmarks forpligtelser under Nitratdirektivet. En miljø- eller konsekvensvurdering efter de nævnte direktiver ville ikke have medført en pligt for myndighederne til at fastsætte lempeligere regler for kvælstofudledning. Derfor kunne en eventuel tilsidesættelse af procedurereglerne i disse direktiver ikke føre til, at T ikke kunne straffes. Højesteret fandt det derfor unødvendigt at tage stilling til, om procedurereglerne var tilsidesat.

Strafudmåling

Højesteret fandt ikke grundlag for yderligere nedsættelse af bøden eller strafbortfald ud over den nedsættelse, Landsretten allerede havde foretaget på grund af den lange sagsbehandlingstid. Ts økonomiske forhold, herunder gældssanering, kunne ikke føre til et andet resultat.

Endelig afgørelse

Landsrettens dom blev stadfæstet, og T skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.