Udvisning af polsk statsborger fra Rusland efter voldsdom krænkede ikke retten til privatliv (EMRK artikel 8)

En polsk statsborger, T, der var født og opvokset i Rusland, klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over en afgørelse om udvisning. Klageren havde kun boet i Polen i en treårig periode som barn.

Baggrund for udvisningen

Efter at have afsonet en fængselsstraf på 6 år for grov vold begået i forening, blev T meddelt udvisning af Rusland med et indrejseforbud på 8 år. På tidspunktet for afgørelsen var han ca. 21 år gammel og havde tilbragt næsten hele sit liv i Rusland.

Parternes argumenter

Klageren argumenterede for, at udvisningen krænkede hans ret til privat- og familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Han fremhævede sin stærke tilknytning til Rusland, hvor han var opvokset og havde hele sit sociale netværk, og sin manglende tilknytning til Polen.

Den russiske stat gjorde gældende, at udvisningen var nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed og orden på grund af den alvorlige kriminalitet, T havde begået. Staten anførte endvidere, at T som polsk statsborger havde en tilknytning til Polen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt med stemmerne 4 mod 3, at der ikke var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 ved at udvise klageren fra Rusland.

Rettens begrundelse

Domstolen lagde afgørende vægt på, at de nationale russiske domstole havde foretaget en grundig og fair afvejning af de involverede interesser. Retten fremhævede følgende punkter:

• Forbrydelsens alvor: Den grove vold, klageren var dømt for, vejede tungt i vurderingen af, om udvisningen var et proportionelt indgreb.
• Klagerens tilknytning: Selvom klageren var født og opvokset i Rusland, havde han polsk statsborgerskab og havde besøgt Polen efter sin dom, hvilket viste en vis tilknytning til landet.
• Fair balance: Afgørelsen om udvisning blev anset for at udgøre en rimelig balance mellem klagerens ret til privatliv og den russiske stats legitime interesse i at beskytte den offentlige orden.

Et mindretal på tre dommere var uenige og fandt, at udvisningen var en krænkelse, idet de tillagde klagerens livslange og stærke bånd til Rusland større vægt.