Genoptagelse af sagsbehandling i familieretlig tvist

Sagen omhandler en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, som blev afvist af Udlændingestyrelsen og stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 anlagde sag mod ministeriet med påstand om ophævelse af afgørelsen og hjemvisning til fornyet behandling.

Sagens Baggrund

Sagsøger 2, en tyrkisk statsborger, fik opholdstilladelse i Danmark i 1998 baseret på ægteskab med en dansk statsborger og tidsubegrænset opholdstilladelse i 2001. Efter skilsmisse i 2002 giftede Sagsøger 2 sig i 2003 i Tyrkiet med Sagsøger 1, der ligeledes er tyrkisk statsborger. Parret har et fællesbarn, født i Danmark i 1995, fra et tidligere ægteskab med hinanden i Tyrkiet (1994-1996).

Sagsøger 1 og barnet indrejste i Danmark på turistvisum og søgte opholdstilladelse. Barnet fik opholdstilladelse, men Sagsøger 1 fik afslag og er siden rejst tilbage til Tyrkiet. Sagsøger 2 har siden 1998 været ansat som sanitør i Danmark, og hans forældre og fire søskende bor i Danmark. Sagsøger 1's forældre og tre søskende bor i Tyrkiet. Parret har kendt hinanden siden barndommen, kommer fra samme landsby og kommunikerer på tyrkisk.

Ministeriets Vurdering

Ministeriet vurderede, at ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end til Tyrkiet, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 7. Ministeriet lagde vægt på, at begge ægtefæller er født og opvokset i Tyrkiet, har mødt hinanden der, og at deres ægteskaber er indgået i Tyrkiet. Sagsøger 1's tilknytning til Danmark blev anset for kortvarig og uden selvstændig karakter udover ægteskabet. Sagsøger 2's arbejdsmarkedstilknytning blev ikke anset for tilstrækkelig til at opveje den stærke tilknytning til Tyrkiet. Ministeriet fandt heller ikke, at der forelå særlige personlige grunde, herunder fællesbarnets forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse.

Sagsøgernes Anbringender

Sagsøgerne påstod, at ministeriets afgørelse var ugyldig på grund af mangler ved skønsudøvelsen. De anførte, at afgørelsen var i strid med interne afvejningsregler, der nedsætter krav til opholdstid ved langvarig arbejdsmarkedstilknytning. De fremhævede Sagsøger 2's 8 års faste ansættelse og gode integration i Danmark. Desuden gjorde de gældende, at ministeriet urigtigt antog, at fællesbarnet ikke var underlagt fælles forældremyndighed, hvilket følger af Forældremyndighedsloven § 4 ved ægteskab. De argumenterede for, at hensynet til familiens enhed burde føre til opholdstilladelse, da en genbosættelse i Tyrkiet ville volde betydelige vanskeligheder for familien, herunder for barnets skolegang i Danmark. De påpegede også, at Sagsøger 1 snart ville opfylde betingelserne for opholdstilladelse som ægtefælle, da Sagsøger 2 da ville have boet i Danmark i ca. 12 år.

Ministeriets Anbringender

Ministeriet fastholdt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. De anførte, at bedømmelsen af "samlet tilknytning" og "ganske særlige grunde" er skønsmæssig og kun kan tilsidesættes, hvis afgørelsen er truffet på et ufuldstændigt grundlag eller ved overskridelse af skønsbeføjelsen. Ministeriet mente, at alle relevante oplysninger var inddraget, og at parrets samlede tilknytning ikke var større til Danmark end til Tyrkiet. De afviste, at Sagsøger 2's arbejdsmarkedstilknytning eller familiemæssige bånd i Danmark alene kunne føre til en anden vurdering. Endelig fastholdt de, at der ikke forelå særlige personlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, der talte for opholdstilladelse, og at afgørelsen ikke beroede på faktiske vildfarelser. Sagsøgerne frafaldt desuden anbringendet om, at afslaget var i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Østre Landsret frifandt Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets afgørelse af 2. november 2005, da den var baseret på en samlet vurdering og afvejning af ægtefællernes tilknytning til Danmark og Tyrkiet. Landsretten vurderede, at ministeriet havde udøvet sit skøn korrekt og ikke havde undladt at inddrage relevante forhold eller baseret afgørelsen på ulovlige kriterier. De fremlagte oplysninger om praksis i andre sager gav ikke grundlag for at statuere, at afgørelsen var i strid med en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev pålagt at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.