Højesteret ændrer kendelse om frihedsberøvelse af udlænding og tilkender erstatning

Sagen omhandler en kærende, der blev anholdt og frihedsberøvet i forbindelse med en udvisningssag. Kærende påstod frihedsberøvelsen ulovlig og krævede erstatning, mens Rigspolitiet påstod stadfæstelse af de tidligere instansers afgørelser.

Sagens Baggrund

Den 25. juli 2013 kl. 07.06 blev kærende, en nigeriansk statsborger med spansk opholdstilladelse, anholdt i Folkets Park på Nørrebro, København, hvor han sov. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af 0,72 gram cannabis og vedtog en udenretlig bøde på 400 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Kærende identificerede sig med et nigeriansk kørekort og en spansk opholdstilladelse. Han oplyste, at hans pas lå hos en ven, som politiet forgæves forsøgte at kontakte. Kærende var desuden i besiddelse af 440 kr. og en mobiltelefon med en bookingbekræftelse på en flybillet fra Kastrup til Alicante den 10. august 2013.

Udvisningsafgørelse og Frihedsberøvelse

Samme dag, den 25. juli 2013, besluttede Udlændingestyrelsen at udvise kærende af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. Udlændingeloven § 25 a, stk. 1, nr. 2 og Udlændingeloven § 32, stk. 4, 2. pkt.. Begrundelsen var besiddelse af cannabis, som kærende havde erkendt og modtaget en bøde for.

Den 26. juli 2013 blev kærende fremstillet i Københavns Byret. Anklageren påstod frihedsberøvelsen kendt lovlig og opretholdt indtil den 6. august 2013. Byretten besluttede, at frihedsberøvelsen var lovlig og forlængede den med frist til den 6. august 2013, jf. Udlændingeloven § 37, jf. Udlændingeloven § 36. Kærende kærede kendelsen til Østre Landsret, som tiltrådte byrettens afgørelse, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke blev anset for tilstrækkelige til at sikre gennemførelsen af udvisningen. Kærende blev udsendt til Spanien den 6. august 2013.

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning den 29. oktober 2013.

Kærendes Påstande og Anbringender

Kærende nedlagde påstand om, at Københavns Byrets kendelse om opretholdelse af frihedsberøvelsen skulle kendes ulovlig, og at han skulle tilkendes 18.000 kr. i erstatning. Subsidiært påstod han, at sagen skulle hjemvises til Østre Landsret.

Kærende anførte, at det efter vidneforklaringer måtte lægges til grund, at han havde tilstrækkelige midler til sit ophold i landet og fast gæstebopæl hos en ven. Han mente, at politiet ikke havde udvist interesse i at undersøge eller bekræfte disse forhold. Han argumenterede for, at frihedsberøvelsen var i strid med Udlændingeloven § 36, stk. 1, 3. pkt. og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, da mindre indgribende foranstaltninger efter Udlændingeloven § 34 ikke var iagttaget, og frihedsberøvelsen var unødvendig og uproportional.

Rigspolitiets Anbringender

Rigspolitiet påstod stadfæstelse og anførte, at kærende var omfattet af den persongruppe, der kunne frihedsberøves i medfør af Udlændingeloven § 36, stk. 1. De fremhævede, at kærende ikke havde oplyst om overnatningsmulighed i København under afhøring eller retsmøde, og at oplysningerne om fast bopæl og tilstrækkelige midler først var fremkommet senere i sagen. Rigspolitiet mente, at Rådets direktiv 2003/109/EF og Rådets direktiv 2004/38/EF ikke var bindende for eller fandt anvendelse i Danmark i denne sag, da kærende ikke var EU-borger og ikke havde relevant familiemæssig relation til en EU-borger i Danmark.

Højesterets Afgørelse

Højesteret ændrede landsrettens kendelse og fandt, at frihedsberøvelsen af kærende var ulovlig. Retten tilkendte kærende erstatning for den ulovlige frihedsberøvelse.

Begrundelse for Ulovlig Frihedsberøvelse

Kontrol af frihedsberøvelse efter Udlændingeloven § 37 skal indebære en prøvelse af grundlaget for udvisningen, herunder om udvisningen er proportional. Højesteret fandt det rimeligt sandsynliggjort, at det faktum, der lå til grund for udvisningsafgørelsen, var fastslået korrekt.

Det blev dog lagt til grund, at kærende under sit ophold i Danmark havde logi hos en ven, hvor hans pas, en kontantbeholdning på 3-4.000 kr. samt øvrige personlige ejendele befandt sig. Desuden havde kærende en bookingbekræftelse på en flybillet fra Kastrup til Alicante den 10. august 2013.

Højesteret konkluderede, at det under disse omstændigheder ikke var nødvendigt at frihedsberøve kærende for at sikre muligheden for udvisning. Mindre indgribende foranstaltninger efter Udlændingeloven § 34 ville have været tilstrækkelige. Derfor burde der ved den retlige prøvelse efter Udlændingeloven § 37, jf. Udlændingeloven § 36, ikke være truffet afgørelse om godkendelse af frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse.

Erstatning

Kærende blev tilkendt erstatning for den ulovlige frihedsberøvelse. Med udgangspunkt i frihedsberøvelsens længde og niveauet for erstatning efter Retsplejeloven § 469, stk. 6, 1. pkt. om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, fastsattes erstatningen til 14.350 kr.

Krav om erstatning for mistet flybillet, vekselgebyrer og unødvendige udgifter under tilbageholdelsen blev afvist, da disse krav var udokumenterede.