Dommer inhabilitet ved behandling af erstatningskrav efter tidligere deltagelse i varetægtsfængsling

Sagen omhandlede spørgsmålet om en dommers inhabilitet i en erstatningssag, der fulgte efter en straffesag, hvor de erstatningssøgende var blevet varetægtsfængslet og efterfølgende frifundet.

Sagens Baggrund

De fire erstatningssøgende blev i februar og marts 2019 sigtet for drabsforsøg efter Straffeloven § 237, jf. Straffeloven § 21, og medvirken til anvendelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder efter Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 192 a, stk. 3. Tre af de erstatningssøgende blev varetægtsfængslet for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1 (legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter), Straffeloven § 192 a, stk. 1, jf. Straffeloven § 192 a, stk. 3, og Straffeloven § 252 (fareforvoldelse) i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2 og Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3. Den fjerde erstatningssøgende blev varetægtsfængslet på lignende grundlag af en anden dommer. Varetægtsfængslingen blev efterfølgende forlænget for alle fire.

Straffesagens Forløb

I juni 2019 blev de erstatningssøgende tiltalt for overtrædelse af bl.a. Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 192 a, stk. 3, og Straffeloven § 252, stk. 1. Ved byrettens dom af 18. december 2019 blev de frikendt for de nævnte forhold. Dommeren, der havde truffet afgørelse om varetægtsfængslingen af tre af de erstatningssøgende, deltog som retsformand i behandlingen af straffesagen.

Erstatningssagens Forløb

Efter frifindelsen krævede de erstatningssøgende erstatning for varetægtsfængslingen, som ophørte den 16. december 2019. Byretten afsagde dom i erstatningssagen den 28. maj 2021, hvor anklagemyndigheden blev frifundet. Flertallet lagde vægt på, at de erstatningssøgende havde udvist egen skyld ved at være til stede på gerningsstedet. Landsretten ophævede byrettens dom med henvisning til, at dommeren var inhabil, jf. Retsplejeloven § 61.

Højesterets Behandling

Sagen for Højesteret angik, hvorvidt dommeren var inhabil efter Retsplejeloven § 61 ved behandlingen af erstatningssagen. Højesteret bemærkede, at Retsplejeloven § 61 har et dobbelt formål: at undgå reel risiko for, at afgørelsen påvirkes af uvedkommende hensyn, og at undgå mistillid til dommerens upartiskhed. Bestemmelsen skal fortolkes i lyset af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret fastslog, at den omstændighed, at en dommer har deltaget i en afgørelse om varetægtsfængsling i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, ikke i sig selv indebærer inhabilitet i en efterfølgende erstatningssag. Dog kan inhabilitet foreligge, hvis karakteren og omfanget af de straffeprocessuelle indgreb, som dommeren har truffet afgørelse om forud for erstatningssagen, er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Det afgørende er, om dommeren reelt har taget stilling til tvistens genstand på et tidligere tidspunkt, eller om der er en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem spørgsmålene.

I den konkrete sag fandt Højesteret, at anklagemyndighedens begrundelser for at nægte erstatning i det væsentlige var de samme som dommerens begrundelser for varetægtsfængslingen. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at der ved erstatningssagens behandling forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, jf. Retsplejeloven § 61.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvilket medførte, at byrettens dom blev ophævet. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.