Frifindelse for underslæb efter fejlagtig bankoverførsel

Denne sag omhandler en tiltale for underslæb mod en direktør og eneanpartshaver i en murer- og tømrerforretning. Anklagemyndigheden påstod straf for overtrædelse af Straffeloven § 278, stk. 1, nr. 3.

Sagens Baggrund

Tiltalen vedrørte en periode fra den 25. april til den 12. juni 1991, hvor tiltalte angiveligt uretmæssigt havde forbrugt 89.631,01 kr. Beløbet stammede fra en fejlagtig overførsel på 100.260,28 kr. fra Den Danske Bank til selskabets konto i Jyske Bank den 25. april 1991. Ifølge anklageskriftet havde tiltalte tilegnet sig og forbrugt pengene, således at kun 10.629,27 kr. var tilbage den 12. juni 1991.

Tiltaltes Forklaring

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han først blev opmærksom på den dobbelte overførsel den 25. maj 1991, da han modtog et anbefalet brev fra Den Danske Bank. Han havde kun modtaget meddelelse om én overførsel. Han følte sig krænket over, at Den Danske Bank havde kontaktet Jyske Bank direkte og bad derfor Jyske Bank om ikke at tilbageføre beløbet. Tiltalte ignorerede efterfølgende rykkerskrivelser og telefonopringninger fra Den Danske Bank. Han forklarede, at pengene var blevet brugt til at betale selskabets gæld og ikke til eget forbrug. Han ønskede ikke at udtale sig om rimeligheden i at bruge de fejlagtigt overførte penge.

Retten frifandt tiltalte for anklagen om underslæb.

Rettens Begrundelse

Retten lagde til grund, at beløbet på 100.260,28 kr. blev overført til kontoen i Jyske Bank den 25. april 1991 ved en fejltagelse. Det blev også fastslået, at tiltalte først fik kendskab til fejlen den 25. maj 1991, da han modtog brevet fra Den Danske Bank.

Retten konkluderede, at da beløbet var overført ved en fejl og tiltalte først fik kendskab til det senere, kunne pengene ikke anses for at have været "betroet" selskabet, som tiltalte var direktør og eneanpartshaver for. Dette er en afgørende betingelse for, at handlingen kan falde ind under Straffeloven § 278, stk. 1, nr. 3 om underslæb.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående blev tiltalte frifundet. Det offentlige blev pålagt at betale sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer.