Sag om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling

Sagen omhandler en erstatningssøgende, der blev anholdt og varetægtsfængslet den 13. maj 2009, efter at en medsigtede havde udpeget ham som medgerningsmand i en sag. Den erstatningssøgende anmodede om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.

Erstatningssøgendes Anbringender

Den erstatningssøgende anførte, at han ikke havde udvist egen skyld i forbindelse med sin varetægtsfængsling. Han forklarede, at han allerede i grundlovsforhøret havde redegjort for et muligt motiv for den medsigtedes udpegning af ham, og at den efterfølgende efterforskning, herunder teleoplysninger, bekræftede hans forklaringer om sin færden på gerningstidspunktet. Han benægtede ikke at kende de medsigtede.

Det blev fremført, at han ikke ville være blevet løsladt tidligere, uanset hvad han havde forklaret, og at der ikke var en årsagsforbindelse mellem hans adfærd og varetægtsfængslingen. Fængslingen blev heller ikke anset for en påregnelig følge af hans adfærd.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af de tidligere domme og anførte, at den erstatningssøgende under strafforfølgningen havde udvist culpøs adfærd. Dette skyldtes, at han afgav skiftende og urigtige forklaringer og undlod at rense sig for en konkret og begrundet mistanke i relation til alvorlig, personfarlig kriminalitet.

Det blev fremhævet, at den erstatningssøgende undlod at give fyldestgørende oplysninger om sin færden og sit bekendtskab med de medsigtede. Han gav urigtige oplysninger om sin mobiltelefon, hvilket forsinkede politiets efterforskning. Selvom teleoplysninger senere viste, at han havde ringet til en medsigtede syv gange forud for gerningstidspunktet, ville han først ikke udtale sig og forklarede først halvanden måned senere baggrunden for opkaldene. Han undlod også at oplyse nærmere om en fest, han angiveligt deltog i på gerningstidspunktet, hvilket forhindrede politiet i at efterprøve hans alibi.

Anklagemyndigheden mente, at den erstatningssøgende under disse omstændigheder havde en særlig anledning til at rense sig for mistanken ved at fremkomme med de oplysninger, han var i besiddelse af. Ved at undlade dette og afgive skiftende og urigtige oplysninger havde han skabt tvivl om sin troværdighed og deltagelse i hændelsesforløbet, og han måtte derfor regne med risikoen for varetægtsfængsling.

Højesterets Afgørelse

Højesteret fandt, at den erstatningssøgendes adfærd under strafforfølgningen, herunder afgivelse af urigtige og skiftende forklaringer samt tilbageholdelse af oplysninger, havde bidraget til, at frihedsberøvelsen blev opretholdt i længere tid. Denne adfærd gav anledning til, at frihedsberøvelsen blev forlænget.

Det blev dog også antaget, at en væsentlig del af frihedsberøvelsen var begrundet i forhold, der ikke direkte vedrørte den erstatningssøgendes konkrete adfærd under sagen.

På baggrund heraf besluttede Højesteret, at erstatningen i medfør af Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3 skulle nedsættes skønsmæssigt til halvdelen af det oprindeligt påståede beløb.

Byrettens dom blev stadfæstet med den ændring, at:

• Statskassen skal betale 101.400 kr. til den erstatningssøgende med rente fra den 29. december 2010.
• Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.