Erstatning for varetægtsfængsling

Sagens Baggrund

Sagen omhandler et krav om erstatning for uberettiget anholdelse og varetægtsfængsling. Erstatningssøgende var anholdt og varetægtsfængslet i perioden fra den 13. maj 2009 til den 9. oktober 2009.

Sigtelser

• Oprindelig sigtelse: Overtrædelse af Straffeloven § 237 (drab) jf. Straffeloven § 21 (forsøg).
• Senere sigtelser (fra 15. september 2010): Overtrædelse af Straffeloven § 192 a, stk. 1, Straffeloven § 252, Straffeloven § 264, stk. 1, Straffeloven § 266 og Straffeloven § 291, stk. 1.

Påtaleundladelse

Sydsjællands og Lolland-Falster politi besluttede den 3. december 2010 at undlade påtale i sagen.

Erstatningskravets Forløb

Erstatningssøgende fremsatte den 28. december 2010 krav om takstmæssig erstatning med tillæg af 100% i henhold til Retsplejeloven § 1018 a, stk. 1.

Sagen blev efter aftale med Anklagemyndigheden sat i bero, indtil en anden straffesag mod Erstatningssøgende var afgjort. Dette skyldtes Erstatningssøgendes ønske om, at en eventuel erstatning skulle konverteres til en reduktion af straffen i den anden sag.

Under hovedforhandlingen gjorde Anklagemyndigheden opmærksom på, at tillægget på 100% kun kunne gøres gældende for den periode, hvor Erstatningssøgende var sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 237 jf. Straffeloven § 21. Erstatningssøgende accepterede dette synspunkt og beregnede sit endelige erstatningskrav til 191.600 kr.

Statsadvokaten påstod frifindelse for kravet med henvisning til, at Erstatningssøgende havde udvist egen skyld, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Subsidiært blev det påstået, at kravet skulle nedsættes.

Rettens Afgørelse

Retten fandt, at Anklagemyndigheden skulle betale 191.600 kr. til Erstatningssøgende med sædvanlig procesrente fra den 15. februar 2012.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Rettens Begrundelse

Retten lagde til grund, at Erstatningssøgende blev anholdt og varetægtsfængslet på baggrund af en udpegning fra en af de øvrige varetægtsfængslede i sagen. Retten fandt, at Erstatningssøgende ikke selv havde givet anledning til anholdelsen eller varetægtsfængslingen.

Selvom Erstatningssøgende senere udtalte sig og fortalte om sit kendskab til de øvrige implicerede, førte dette ikke til øjeblikkelig løsladelse. Retten havde ikke tilstrækkelig viden om baggrunden for varetægtsfængslingens tidsmæssige udstrækning til med sikkerhed at kunne fastslå, om Erstatningssøgende kunne have forkortet fængslingen ved at handle anderledes.

Derfor fandt retten ikke grundlag for at lade erstatningen bortfalde eller nedsætte kravet, hvis størrelse parterne i princippet var enige om. Erstatningssøgendes påstand blev derfor taget til følge i sin helhed.

Kravet forrentes med sædvanlig procesrente fra tidspunktet for kravets endelige fremsættelse under hovedforhandlingen, da forsinkelsen i behandlingen af kravet var sket efter Erstatningssøgendes eget ønske.