Sag om skattemæssig behandling af investering i amerikanske olie- og gasprojekter

Sagen omhandlede den skattemæssige behandling af en appellants investeringer i amerikanske olie- og gasindvindingsprojekter, specifikt om erhvervelsen af såkaldte "working interests" skulle anses som udbytteretter med afskrivningsret eller som indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Sagens Parter og Tidligere Instans

• Appellant: (repræsenteret af advokat Bent Ramskov)
• Modpart: Skatteministeriet (repræsenteret af kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Sagen var tidligere behandlet af Vestre Landsrets 4. afdeling, som afsagde dom den 8. december 2011.

Sagens Kernespørgsmål for Højesteret

Appellanten havde for Højesteret frafaldet sine oprindelige anbringender om, at de omhandlede olie- og gasrettigheder havde karakter af udbytteretter, der var afskrivningsberettigede efter Afskrivningsloven § 40, stk. 2, og som ikke var omfattet af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10. Appellanten anerkendte således, at indkomsten var omfattet af sidstnævnte bestemmelse.

Det centrale spørgsmål for Højesteret var derfor alene, om Landsskatterettens kendelse af 22. december 2009 udgjorde en praksisskærpelse, som ikke kunne gennemføres med tilbagevirkende kraft. Dette krævede en vurdering af, om der forud for Landsskatterettens afgørelse eksisterede en bindende administrativ praksis, der behandlede erhvervelse af tilsvarende rettigheder som udbytteretter og ikke som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skattemyndighedernes Synspunkt

Skatteministeriet anførte, at afgørelser baseret på en urigtig beskrivelse af faktum ikke kunne danne grundlag for en fast og bindende administrativ praksis. Det samme gjaldt afgørelser, der ikke beroede på en egentlig stillingtagen til det afgørende tema i den nye sag.

Landsskatterettens og Landsrettens Afgørelser

Landsskatteretten havde i sin kendelse af 22. december 2009 fundet, at der ikke var grundlag for at anse appellantens erhvervelse af "working interests" som køb af en eksisterende udbytteret med afskrivningsadgang. Landsskatteretten lagde til grund, at appellanten havde fået overdraget immaterielle og materielle aktiver og hæftede for driften. Udbetalingerne blev anset som kapitalindkomst i medfør af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10, da der var tale om indkomst fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Landsretten havde tiltrådt Landsskatterettens afgørelse om, at de erhvervede rettigheder ikke havde karakter af en eksisterende udbytteret, og at indkomsten var omfattet af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10.

Højesterets Gennemgang af Praksis

Højesteret gennemgik tidligere afgørelser og vejledninger for at vurdere, om der forelå en bindende administrativ praksis:

• Landsskatterettens kendelser fra 2001 (SKM 2002.131 LSR og SKM 2002.132 LSR): Disse sager angik primært, om rettighederne faktisk var erhvervet. Landsskatteretten havde i den forbindelse lagt til grund, at der i givet fald var tale om erhvervelse af en eksisterende udbytteret. Der var dog ikke belæg for at antage, at investorerne fik ejendomsret til andre aktiver eller hæftede for driftsudgifter.
• Skatterådets svar fra 2007 (SKM 2007.351 SR): Her blev de erhvervede rettigheder anset som erhvervelse af en eksisterende udbytteret. SKAT lagde vægt på, at "working interest" ikke gav ejer en ideel ejerandel i aktiver, men alene var en udbyttekontrakt, og at spørgeren ikke drev selvstændig erhvervsvirksomhed, da han ikke var medejer af aktiver eller forpligtet til at dække underskud.
• Ligningsvejledningerne for 2002-2004 og 2008: Disse refererede de nævnte afgørelser, men indeholdt ikke en klar stillingtagen til, om rettigheder, der indebar overdragelse af aktiver og hæftelse for drift, skulle anses som udbyttekontrakter. Ligningsvejledningen for 2008 refererede både 2001-afgørelserne og Skatterådets svar fra 2007, og anførte, at Skatterådet ikke anså indehaveren for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Højesterets Afgørelse og Begrundelse

Højesteret tiltrådte, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forud for Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2009 eksisterede en bindende administrativ praksis. Denne praksis skulle have forpligtet skattemyndighederne til for indkomstårene 2002-2004 at anse de erhvervede rettigheder som udbyttekontrakter med afskrivningsret efter Afskrivningsloven § 40, stk. 2.

Retten bemærkede, at de utrykte afgørelser, som appellanten havde henvist til, ikke støttede et andet resultat. Appellanten havde anført, at skattemyndighederne ved en grundigere gennemgang af materiale fra tidligere sager kunne have udledt, at investorerne fik overdraget andre aktiver og hæftede for driftsudgifter. Højesteret fandt dog, at dette ikke kunne føre til, at der havde eksisteret en administrativ praksis som hævdet.

Domskonklusion

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.

Sagsomkostninger

Appellanten blev pålagt at betale 35.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Beløbet skulle betales inden 14 dage efter domsafsigelsen og forrentes efter Renteloven § 8 a.