Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Relaterede love
Sagen omhandlede den skattemæssige behandling af en appellants investeringer i amerikanske olie- og gasindvindingsprojekter, specifikt om erhvervelsen af såkaldte "working interests" skulle anses som udbytteretter med afskrivningsret eller som indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed.
Sagen var tidligere behandlet af Vestre Landsrets 4. afdeling, som afsagde dom den 8. december 2011.
Appellanten havde for Højesteret frafaldet sine oprindelige anbringender om, at de omhandlede olie- og gasrettigheder havde karakter af udbytteretter, der var afskrivningsberettigede efter Afskrivningsloven § 40, stk. 2, og som ikke var omfattet af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10. Appellanten anerkendte således, at indkomsten var omfattet af sidstnævnte bestemmelse.
Det centrale spørgsmål for Højesteret var derfor alene, om Landsskatterettens kendelse af 22. december 2009 udgjorde en praksisskærpelse, som ikke kunne gennemføres med tilbagevirkende kraft. Dette krævede en vurdering af, om der forud for Landsskatterettens afgørelse eksisterede en bindende administrativ praksis, der behandlede erhvervelse af tilsvarende rettigheder som udbytteretter og ikke som selvstændig erhvervsvirksomhed.
Skatteministeriet anførte, at afgørelser baseret på en urigtig beskrivelse af faktum ikke kunne danne grundlag for en fast og bindende administrativ praksis. Det samme gjaldt afgørelser, der ikke beroede på en egentlig stillingtagen til det afgørende tema i den nye sag.
Landsskatteretten havde i sin kendelse af 22. december 2009 fundet, at der ikke var grundlag for at anse appellantens erhvervelse af "working interests" som køb af en eksisterende udbytteret med afskrivningsadgang. Landsskatteretten lagde til grund, at appellanten havde fået overdraget immaterielle og materielle aktiver og hæftede for driften. Udbetalingerne blev anset som kapitalindkomst i medfør af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10, da der var tale om indkomst fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.
Landsretten havde tiltrådt Landsskatterettens afgørelse om, at de erhvervede rettigheder ikke havde karakter af en eksisterende udbytteret, og at indkomsten var omfattet af .
Højesteret gennemgik tidligere afgørelser og vejledninger for at vurdere, om der forelå en bindende administrativ praksis:
Højesteret tiltrådte, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forud for Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2009 eksisterede en bindende administrativ praksis. Denne praksis skulle have forpligtet skattemyndighederne til for indkomstårene 2002-2004 at anse de erhvervede rettigheder som udbyttekontrakter med afskrivningsret efter Afskrivningsloven § 40, stk. 2.
Retten bemærkede, at de utrykte afgørelser, som appellanten havde henvist til, ikke støttede et andet resultat. Appellanten havde anført, at skattemyndighederne ved en grundigere gennemgang af materiale fra tidligere sager kunne have udledt, at investorerne fik overdraget andre aktiver og hæftede for driftsudgifter. Højesteret fandt dog, at dette ikke kunne føre til, at der havde eksisteret en administrativ praksis som hævdet.
Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.
Appellanten blev pålagt at betale 35.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Beløbet skulle betales inden 14 dage efter domsafsigelsen og forrentes efter Renteloven § 8 a.

Satser i lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven)

Sagen omhandler en klager, der har drevet revisionsvirksomhed og investeret i olie- og gasrettigheder i USA. Klageren gik på efterløn i 2008 og solgte sine kunder i revisionsvirksomheden. I perioden 2009-2011 modtog hun honorarer fra andre revisionsvirksomheder for at betjene nogle af sine gamle kunder, hvilket blev modregnet i hendes efterløn. Klageren fratrak underskud fra sin revisionsvirksomhed og fra olie- og gasrettighederne i USA.
SKAT godkendte ikke fradrag for underskud af revisionsvirksomheden, da de vurderede, at klageren ikke længere drev erhvervsmæssig virksomhed. Dette blev begrundet med manglende indtægter, salg af kunder, manglende momsregistrering og at klageren ikke bar den fulde risiko. SKAT anså de afholdte udgifter som private udgifter, der ikke kunne fratrækkes som lønmodtagerudgifter.
Mens Nordsøfonden har været udfordret af faldende oliepriser i 2014, vidner en rekordstor 7. udbudsrunde om fortsat interesse for efterforskning på dansk område.
Nordsøfonden leverer et overskud på 466 mio. kr. i 2017 og sikrer statskassen 1,6 mia. kr. efter et år præget af stigende oliepriser og historiske investeringsbeslutninger.
Vedrørende olie- og gasrettighederne vurderede SKAT, at investeringerne var omfattet af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10, og at de enkelte projekter skulle anses for separate virksomheder. Da antallet af ejere var større end 10, og klageren ikke deltog i driften i væsentlig omfang, kunne underskud ikke fratrækkes i den skattepligtige indkomst, men skulle fremføres til modregning i fremtidigt overskud inden for det enkelte projekt.
Klageren fastholdt oprindeligt, at hun drev selvstændig erhvervsvirksomhed, men frafaldt senere klagen over ikke-godkendt fradrag for underskud i virksomhed og efterbeskatning af opsparet overskud, idet hun anerkendte sin lønmodtagerstatus i de pågældende år. Hun påstod herefter, at udgifterne skulle godkendes som lønmodtagerfradrag. Vedrørende olie- og gasrettighederne fastholdt klageren, at de skulle behandles under virksomhedsordningen, og at hun havde fulgt gældende regler på tidspunktet for opgørelsen, selvom der var kommet en ny afgørelse i 2012, som hun mente ikke havde tilbagevirkende kraft.

Sagen omhandler en klage over Skatterådets bindende svar vedrørende skattemæssig behandling af en såkaldt "udbyttekontra...
Læs mere
Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et selskab eller dets ejer og bestyrelsesformand er rette indkomstmodtager til ...
Læs mereLov om indførelse af begrænset skattepligt i Danmarks eksklusive økonomiske zone, skatteregler for CO2-lagring og opdatering af listen over skattely