Højesteret: Domsmandsmedvirken i sag om spirituskørsel og udvisning

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en straffesag mod en tiltalt, der er anklaget for flere overtrædelser af færdselsloven og andre love, skal behandles med eller uden medvirken af domsmænd, især når anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning.

Sagens forløb og anklager

Tiltalte blev ved anklageskrift af 30. september 2021 og tillægsanklageskrift af 13. juli 2022 tiltalt i syv forhold. Anklagerne omfattede overtrædelser af [Færdselsloven § 117, stk. 1], [Færdselsloven § 53, stk. 1], [Færdselsloven § 117d, stk. 2], [Færdselsloven § 56, stk. 1], [Færdselsloven § 118, stk. 1], [Færdselsloven § 26, stk. 2], [Retsplejeloven § 750] og [Registreringsbekendtgørelse § 15, stk. 1] jf. [Registreringsbekendtgørelse § 114, stk. 3]. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, ubetinget frakendelse af førerretten og udvisning i medfør af [Udlændingeloven § 24, nr. 2] med indrejseforbud jf. [Udlændingeloven § 32, stk. 4]. Anklagemyndigheden tilkendegav, at der ikke skulle medvirke domsmænd.

Byrettens og Landsrettens afgørelser

Ved hovedforhandlingen i Københavns Byret den 8. juni 2023 udeblev tiltalte, men hendes forsvarer begærede, at sagen skulle behandles med domsmænd, da den havde særlig indgribende betydning for tiltalte. Byretten afgjorde dog, at sagen skulle behandles uden domsmænd. Byretten henviste til [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 2] og [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 4], som undtager sager om spirituskørsel og kørsel uden førerret fra domsmænds medvirken, uanset andre forhold.

Østre Landsret ændrede ved kendelse af 29. juni 2023 byrettens afgørelse og bestemte, at der skulle medvirke domsmænd. Landsretten bemærkede, at der var divergerende retspraksis om domsmænds medvirken i sager om spirituskørsel med udvisningspåstand. Landsretten fandt, at udvisning ikke er en lovbestemt følge af spirituskørsel og beror på andre vurderinger end selve færdselslovsovertrædelsen. Da en udvisning kunne have væsentlige konsekvenser for tiltalte, der var EU-borger med dansk bopæl og indkomst, skønnede landsretten, at sagen var af særlig indgribende betydning for tiltalte, og at undtagelsen i [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 2] ikke fandt anvendelse i en sag med udvisningspåstand.

Parternes anbringender for Højesteret

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens kendelse og anførte, at kæremålet kunne tages under påkendelse, da det rejste principielle spørgsmål om domsmænds medvirken i sager med udvisningspåstand. Anklagemyndigheden fremhævede, at [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 2] og [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 4] klart undtager sager om spirituskørsel og kørsel uden førerret fra domsmænds medvirken, og at lovens forarbejder understøtter dette, uanset ressourcemæssige hensyn.

Tiltalte påstod afvisning af kæremålet, subsidiært stadfæstelse af landsrettens kendelse. Forsvaret argumenterede for, at [Retsplejeloven § 691, stk. 2] kun giver hjemmel til at kære afgørelser, der afslår domsmænds medvirken, ikke afgørelser, der tillader det. Subsidiært anførte tiltalte, at sagen var af særlig indgribende betydning på grund af udvisningspåstanden, og at [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 2] skulle fortolkes indskrænkende, da udvisningsspørgsmålet indebærer andre vurderinger end de standardiserede færdselslovssager, som undtagelsen oprindeligt var tiltænkt.

Højesterets afgørelse

Højesteret fandt, at kæremålet kunne tages under påkendelse, da spørgsmålet om domsmænds medvirken havde fundamental betydning for sagens videre behandling og var af vidtrækkende principiel betydning. Dette var i overensstemmelse med retspraksis for [Retsplejeloven § 968, stk. 4], selvom kendelsen ikke faldt inden for de specifikke undtagelser i bestemmelsen.

Vedrørende spørgsmålet om domsmænds medvirken stadfæstede Højesteret byrettens kendelse, hvilket betød, at sagen skulle behandles uden domsmænd. Flertallet af dommerne lagde vægt på den klare ordlyd af [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 2] og [Færdselsloven § 119, stk. 3, nr. 4] samt lovens forarbejder, som fastslår, at domsmænd ikke medvirker i sager om spirituskørsel eller kørsel uden førerret. Flertallet mente, at det var lovgivningsmagtens opgave at ændre disse undtagelser, hvis der var behov for det, selvom udvisningspåstanden kunne give anledning til et anderledes behov for domsmænds medvirken.

Et mindretal af dommerne tiltrådte landsrettens begrundelse om, at udvisningspåstanden gjorde sagen af særlig indgribende betydning for tiltalte, og at domsmænd derfor burde medvirke.