Landsretten stadfæster frifindelse i sag om specialkøretøj til tivolibrug

Sagens Baggrund og Forløb

Sagen omhandlede en tivoli-ejer, der var tiltalt for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne. Sagen blev anket til Vestre Landsret efter en frifindende dom i Retten i Kolding.

Anklagemyndighedens Påstand og Begrundelse

Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med tiltalen i første instans og en bøde på 6.000 kr. Oprindeligt var straffehjemlen angivet som Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 14, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, litra c, men blev berigtiget til Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, litra c.

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at udtrykket "specialkøretøj" i Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 2, litra j og Forordning (EF) 561/2006 artikel 13, nr. 1, litra j, skulle forstås som et køretøj, der er specielt indrettet. Dette blev underbygget af, at forordningen havde til formål at begrænse undtagelserne fra køre- og hviletidsreglerne. Anklagemyndigheden fremhævede, at den omhandlede lastbil var en almindelig lastbil, der blot blev anvendt til transport af tivoliudstyr.

Tiltaltes Forklaring og Påstand

Tiltalte, en tivoli-ejer, forklarede, at hans tivoli omfattede traditionelle forlystelser og boder. Han havde omkring 15 lastbiler, som alle var fritaget for vægtafgift og vejbenyttelsesafgift. Lastbilerne blev afmeldt efter sæsonen og genindregistreret før en ny sæson. En af lastbilerne, den omhandlede i sagen, blev i 2007-2008 anvendt til transport af tivolimaterialer, herunder et gulv og et telt til en slikbod. Tiltalte fastholdt, at lastbilen ikke var ændret fra den stand, han købte den i, og at den udelukkende blev anvendt til kørsel i forbindelse med tivoliet. Han afleverede en erklæring ved syn om, at lastbilen alene anvendtes til tivolikørsel, hvilket medførte, at fartskriverne ikke blev kontrolleret.

Tiltalte påstod stadfæstelse af byrettens frifindende dom.

Fortolkningstvist om "Specialkøretøj"

Forsvareren argumenterede for, at udtrykket "specialkøretøj" ikke krævede, at køretøjet var specielt indrettet, men snarere at det alene blev anvendt til transport af udstyr til cirkus og tivolier. Dette synspunkt blev støttet af formuleringen i Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 2, litra k og Forordning (EF) 561/2006 artikel 13, nr. 1, litra k, som omhandler "specialindrettede mobile projektkøretøjer". Forsvareren henviste også til, at transporten var en "bibeskæftigelse" eller "støtteaktivitet", og at synsmyndighedernes praksis med at undlade kontrol af fartskrivere baseret på tiltaltes erklæring understøttede denne fortolkning.

Landsrettens Begrundelse og Afgørelse

Landsretten har ved sin afgørelse lagt vægt på flere forhold, herunder fortolkningen af begrebet "specialkøretøj" i relation til køre- og hviletidsbestemmelserne.

Fortolkning af "Specialkøretøj"

Landsretten tiltrådte, at udtrykket "specialkøretøj" ikke skal forstås som et krav om, at køretøjet skal være specielt indrettet. Det afgørende er derimod, om køretøjet udelukkende anvendes til transport af udstyr til cirkus- og tivolivirksomhed. Denne fortolkning blev understøttet af:

• Færdselsstyrelsen Meddelelse nr. 1852: Denne meddelelse angiver, at fartskrivere ikke kontrolleres ved syn, hvis ejeren erklærer, at fartskriveren ikke er påbudt for den påtænkte kørsel.
• Kommissionens oprindelige forslag til ny køre-hviletidsforordning (KOM (2001) 573): Forslaget fremhæver, at undtagelser for specialkøretøjer, der transporterer cirkus- og forlystelsesudstyr, er begrundet i, at transporten er en bibeskæftigelse, foregår langsomt og ikke udgør en fare for færdselssikkerheden.
• Forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 13, stk. 1, litra k og Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 2, litra k: Disse bestemmelser anvender udtrykket "specialindrettede mobile projektkøretøjer", hvilket Landsretten tolkede som ikke nødvendigvis krævende en fysisk specialindretning, men snarere en specifik anvendelse.
• Synsmyndighedernes praksis: Det blev tillagt vægt, at synsmyndighederne undlader at syne fartskrivere i tiltaltes lastbiler alene på baggrund af en erklæring fra tiltalte om, at lastbilerne udelukkende bruges i hans tivolivirksomhed.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående fandt Landsretten, at den omhandlede lastbil er at betragte som et specialkøretøj som omhandlet i Bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelser i vejtransport § 2, litra j.

Byrettens dom blev stadfæstet, og tiltalte blev frifundet. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.