Selskab fik ikke fradrag for "termination fee" betalt til interesseforbundet part

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Dan-Foam ApS har fradragsret for en udgift på 15 mio. kr., betegnet som et "termination fee", der blev betalt i forbindelse med en ekstraordinær opsigelse af en licens- og distributionsaftale.

Sagens Baggrund

Dan-Foam ApS producerer puder og madrasser baseret på det trykaflastende Tempur-skum, oprindeligt udviklet af NASA. I 1989 blev selskabet opkøbt af den svenske koncern Fagerdala. I 1991 indgik Dan-Foam ApS en 10-årig distributionsaftale med Fagerdala World Foams AB, et interesseforbundet selskab, der gav Fagerdala eksklusiv forhandlingsret til Tempur-produkter uden for Danmark mod en salgsprovision.

I årene 1999-2001 blev Tempur-produktionen udskilt i en særskilt koncerngren med henblik på børsnotering i USA. Som led i denne omstrukturering blev Dan-Foam ApS i marts 2000 overtaget af det amerikanske holdingselskab Tempur World Inc. I forbindelse hermed blev den oprindelige distributionsaftale med Fagerdala World Foams AB opsagt pr. 30. september 2000, et år før dens planlagte udløb. Som kompensation for den førtidige opsigelse blev der aftalt et "termination fee" på 15 mio. DKK, som Dan-Foam ApS betalte.

Skattemæssig Tvist

Dan-Foam ApS fratrak skattemæssigt udgiften til "termination fee" som afskrivninger i indkomstårene 2000, 2002-2003 og 2005-2006. Skattecenter Odense og senere Landsskatteretten afviste imidlertid fradragsretten. Landsskatteretten lagde til grund, at det ikke var dokumenteret, at udgiften var en driftsudgift omfattet af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Parternes Påstande og Argumenter

Dan-Foam ApS' påstand: Dan-Foam ApS nedlagde påstand om, at selskabet havde fradragsret for afskrivninger på "termination fee" på 10.714.286 kr. i de nævnte indkomstår.

Dan-Foam ApS' argumenter:

• Udgiften var en fradragsberettiget driftsudgift, da den blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, og der var en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen.
• Dan-Foam ApS var den rette omkostningsbærer, da selskabet var part i den oprindelige distributionsaftale og forpligtet til at betale for dens førtidige ophævelse.
• Ophævelsen af distributionsaftalen var kommercielt begrundet i etableringen af Dan-Foams eget distributionsnet inden for Tempur-Pedic-koncernen, hvilket var til Dan-Foams fordel og førte til stor succes.
• Betalingen af "termination fee" i DKK bekræftede, at Dan-Foam ApS var den forpligtede part.
• Skatteministeriets påstand om dobbeltbetaling var uden belæg, da "termination fee" var en erstatning for den førtidige opsigelse, og den oprindelige eneforhandlerkommission ville have været højere.
• Bevisbyrden for, at værdiansættelsen af "termination fee" var for høj, påhvilede Skatteministeriet, især da der ikke var tale om en kontraktretlig forpligtelse for selskabet til at betale udgiften.

Skatteministeriets påstand: Skatteministeriet påstod frifindelse.

Skatteministeriets argumenter:

• Dan-Foam ApS havde ikke løftet bevisbyrden for, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning. Sagens omstændigheder indikerede, at betalingen varetog andre koncernforbundne selskabers interesser.
• Transaktionen var ikke foretaget på armslængdevilkår, jf. Ligningsloven § 2, stk. 1, da Dan-Foam ApS ikke opnåede en fordel ved afholdelsen af udgiften, og en uafhængig part ikke ville have afholdt udgifter for tredjemand.
• Dan-Foam ApS havde ikke udarbejdet den lovpligtige TP-dokumentation, jf. Skattekontrolloven § 3b, hvilket gav Skattemyndighederne ret til at foretage et skøn over indkomsten.
• Distributørskiftet skete i et miljø, hvor interessefællesskabet mellem parterne var bestemmende, og det var koncernens interesse at samle aktiviteterne, ikke primært Dan-Foam ApS' egen driftsmæssige interesse.
• Dan-Foam ApS fortsatte med de samme underdistributører efter opsigelsen, og der var ingen dokumentation for, at den nye distributør leverede en bedre eller billigere indsats.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Landsretten har vurderet sagen med udgangspunkt i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at udgifter afholdt til erhvervelse, sikring og vedligeholdelse af indkomsten kan fradrages. Det er en grundlæggende betingelse for fradragsret, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen. Bevisbyrden for fradragsretten påhviler skatteyderen, og denne bevisbyrde er skærpet i sager, der involverer interesseforbundne parter.

Landsretten bemærker, at Dan-Foam ApS i 1991 indgik en 10-årig distributionsaftale med det interesseforbundne selskab Fagerdala World Foams AB. I 2000 blev denne aftale opsagt et år før tid, idet distributionsaktiviteterne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab, Tempur World Incorporated. Som kompensation for den førtidige opsigelse påtog Tempur World Incorporated sig at betale 15 mio. kr. til Fagerdala World Foams AB, et beløb som dog blev betalt af Dan-Foam ApS.

Det er oplyst, at distributionsaktiviteterne efter opsigelsesaftalen i 2000 fortsat blev varetaget af de samme underdistributører, som Fagerdala World Foams AB's underdistributører blev overtaget af Tempur World Incorporated. Dan-Foam ApS har ikke fremlagt oplysninger, der belyser, om den modtagne distributionsydelse var den samme før og efter opsigelsesaftalen, eller om prisen for distributionsaftalen var uændret.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder landsretten, at Dan-Foam ApS ikke har godtgjort, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem betalingen af det omhandlede "termination fee" og selskabets indkomsterhvervelse. Derfor har selskabet ikke ret til fradrag i medfør af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten har på denne baggrund taget Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Afgørelse

Skatteministeriet frifindes.

Dan-Foam ApS skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 125.000 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til advokatbistand. Beløbet er fastsat under hensyn til sagens værdi, omfang og varighed. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse.