Dom i erstatningssag vedrørende hestepåkørsel

Denne sag omhandler et regreskrav fra DSB mod Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S, som er ansvarsforsikringsselskaber for en hesteejer. Sagen drejer sig om, hvorvidt hesteejerens erstatningsansvar for en påkørsel af et S-tog er bortfaldet i medfør af Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1 og Erstatningsansvarsloven § 20, idet DSB har en tings- og driftstabsforsikring med en selvrisiko på 25 mio. kr.

Sagens Baggrund

DSB's Status og Forsikringsforhold

DSB blev ved lov nr. 485 af 1. juli 1998 omdannet fra en statsvirksomhed til en selvstændig offentlig virksomhed (SOV). Ved etableringen blev DSB underlagt forsikringspligt i medfør af DSB-loven § 13, hvilket betød, at DSB ikke længere var omfattet af statens selvforsikringsordning, men skulle tegne forsikringer på markedsvilkår. DSB har et omfattende forsikringsprogram, herunder en "All Risks Property Damage incl Machinery Breakdown" og "All Risks Business Interruption incl Machinery Breakdown"-forsikring med en selvrisiko på 25 mio. kr. for "Rolling Stock".

Hændelsen og Skadesopgørelsen

Den 6. april 2013 påkørte et S-tog en hest ved Hareskoven, tilhørende en privatperson. DSB led et tab, som ville have været dækket af tings- og driftstabsforsikringen, hvis ikke forsikringen havde været tegnet med selvrisiko. Den 16. januar 2015 sendte DSB en skadesopgørelse til Tryg Forsikring A/S, der udgjorde 817.930,64 kr. Beløbet dækkede materialer, arbejdsløn, reparation, erstatningsbefordring, passagertab, afsavnserstatning og ikke-afløftningsberettiget moms. Dette beløb lå væsentligt under selvrisikoen på 25 mio. kr.

Korrespondance og Dokumentation

Efter DSB's fremsendelse af skadesopgørelsen fulgte en omfattende korrespondance mellem parterne. Forsikringsselskaberne anmodede om yderligere dokumentation for kravet, herunder specifikation af reparationsudgifter og afsavnserstatning. DSB fremsendte løbende supplerende oplysninger, hvilket forsinkede forsikringsselskabernes endelige vurdering af kravets berettigelse og størrelse.

Parternes Påstande og Anbringender

Appellanternes (Forsikringsselskabernes) Påstande

Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S påstod frifindelse for DSB's krav. De anførte, at spørgsmålet om DSB's regresadgang var principielt, da domstolene ikke tidligere havde taget stilling til en tilsvarende situation. Deres hovedargumenter var:

• Selvforsikring i praksis: DSB's forsikringsordning med en selvrisiko på 25 mio. kr. betød, at DSB i praksis selv bar risikoen for mindre skader, og dermed måtte anses for at være selvforsikrer i relation til skader under selvrisikoen. Dette ville medføre, at hesteejerens ansvar bortfaldt i medfør af Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1 og Erstatningsansvarsloven § 20.
• Lovgivers intention: Lovgivers intention med Erstatningsansvarsloven §§ 19-20 var at beskytte private skadevoldere (forbrugere) mod regreskrav fra offentlige institutioner, der enten var selvforsikrere eller havde valgt en forsikringsordning, der reelt fungerede som selvforsikring for mindre skader. At tillade regres i en sådan situation ville omgå lovgivers intention.

DSB's Påstande

DSB påstod stadfæstelse af byrettens dom, hvilket indebar, at forsikringsselskaberne skulle betale det fulde erstatningsbeløb med procesrente. DSB's hovedargumenter var:

• Ingen bortfald af ansvar: Hesteejerens objektive ansvar i henhold til Hesteloven § 30a, stk. 2 var ikke bortfaldet. Skaden var ikke "dækket" af forsikringen i den forstand, at der skete udbetaling, da den lå under selvrisikoen. Ifølge forarbejderne til Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1 er der erstatningsansvar for det beløb, som selvrisikoen udgør.
• Ikke selvforsikrer: DSB er ikke en selvforsikrer i almindelighed i henhold til Erstatningsansvarsloven § 20. DSB er en selvstændig offentlig virksomhed, der er underlagt forsikringspligt og tegner forsikringer på markedsvilkår. Den høje selvrisiko er et resultat af markedsvilkår og ikke en bevidst beslutning om at selvforsikre sig for mindre skader. DSB har konsekvent tegnet forsikringer for alle relevante risici og har ikke tidligere mødt indsigelser om, at de skulle være selvforsikrere i lignende sager.
• Rentekrav: DSB gjorde gældende, at de havde krav på procesrente fra den 15. februar 2015, da forsikringsselskaberne på dette tidspunkt havde modtaget den oprindelige skadesopgørelse og dermed de nødvendige oplysninger til at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at hesteejerens, og dermed forsikringsselskabernes, erstatningsansvar ikke var bortfaldet i medfør af Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1 eller Erstatningsansvarsloven § 20.

Anvendelse af Erstatningsansvarsloven § 19

Retten henviste til forarbejderne til Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1, som fastslår, at erstatningsansvar består for det beløb, som selvrisikoen udgør, når forsikring er tegnet med selvrisiko. Da skaden lå under DSB's selvrisiko, var den ikke dækket af forsikringen i den forstand, at der skete udbetaling, og ansvaret bortfaldt derfor ikke.

DSB's Status som Selvforsikrer

Landsretten vurderede, om DSB kunne anses for "i almindelighed" at være selvforsikrer i henhold til Erstatningsansvarsloven § 20. Retten lagde vægt på følgende:

• DSB blev ved DSB-loven § 13 (nu ophævet) omdannet til en selvstændig offentlig virksomhed og udtrykkeligt undtaget fra statens selvforsikringsordning. DSB har siden da haft pligt til at tegne nødvendige forsikringer på markedsvilkår.
• Vidneforklaringer bekræftede, at DSB konsekvent tegner omfattende forsikringer for en bred vifte af risici, herunder tingsskade og driftstab, og dermed overholder sin forsikringspligt.
• Udtrykket "mindre skader" i forarbejderne til Erstatningsansvarsloven § 20 henviser til skader under selvrisikobeløbet, men dette betyder ikke, at en institution med en høj selvrisiko automatisk er en "selvforsikrer i almindelighed". Selvrisikoens størrelse er et kommercielt og kontraktuelt anliggende, fastsat af forsikringsmarkedet, og ikke et udtryk for, at DSB bevidst selvforsikrer sig for mindre skader.

På denne baggrund fandt landsretten, at DSB ikke kan anses for at være en offentlig institution, der "i almindelighed" er selvforsikrer i Erstatningsansvarsloven § 20's forstand. Derfor kunne Erstatningsansvarsloven § 20 ikke føre til, at DSB skulle stilles, som om forsikring var tegnet for den risiko, DSB havde påtaget sig med selvrisikoen.

Rentekrav

Landsretten fastsatte procesrenten i henhold til Renteloven § 3, stk. 3 med forskellige startdatoer for de enkelte dele af erstatningskravet, baseret på hvornår forsikringsselskaberne havde modtaget tilstrækkelig dokumentation:

Landsretten fandt, at forsikringsselskaberne havde de nødvendige oplysninger til at vurdere størrelsen og berettigelsen af den øvrige del af DSB's krav allerede den 16. januar 2015. Spørgsmål om det retlige grundlag (erstatningsansvarsloven §§ 19-20) og andre forhold kunne afklares ud fra den oprindelige skadesopgørelse.

Konklusion

Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S blev dømt til solidarisk at betale 817.930,64 kr. til DSB med procesrente som specificeret. Derudover blev de dømt til at betale 129.940 kr. i sagsomkostninger for begge retter, forrentet efter Renteloven § 8a.