Ret til opsat folkepension ved bopæl i udlandet og opfyldelse af bopælskrav

Sagen omhandler en borgers ret til at opsætte udbetalingen af folkepension ved bopæl i udlandet. Borgeren havde tidligere fået tilbagekaldt en tilladelse til opsat pension af kommunen, da borgeren boede i et land uden for EØS-området, og Danmark ikke havde indgået en konvention om social sikring med dette land. Denne afgørelse var offentliggjort som Principafgørelse P-146-10.

Ankestyrelsen genoptog sagen efter en klage til Folketingets Ombudsmand. Det blev undersøgt, om borgeren havde ret til pension i udlandet på baggrund af mindst 30 års bopælstid i Danmark mellem det fyldte 15. og 65. år, hvilket borgerens advokat bekræftede.

En yderligere problemstilling i sagen var spørgsmålet om kompetence, da kommunen oprindeligt havde truffet afgørelse om opsat pension, selvom Pensionsstyrelsen (tidligere Den Sociale Sikringsstyrelse) er den kompetente myndighed for personer med bopæl uden for Danmark.

Ankestyrelsen ændrede kommunens og nævnets afgørelser og fandt, at der var grundlag for at meddele borgeren ret til at opsætte udbetalingen af pension fra 1. august 2006. Den tidligere tilbagekaldelse af tilladelsen blev ophævet, og Principafgørelse P-146-10 blev samtidig ophævet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at retten til opsat pension er betinget af, at betingelserne for folkepension er opfyldt, jf. Pensionsloven § 15a. Dette inkluderer reglen om, at personer med dansk indfødsret, der er fyldt 65 år og har haft fast bopæl i Danmark i mindst 30 år mellem det fyldte 15. og 65. år, kan modtage folkepension overalt i udlandet, jf. Pensionsloven § 3, stk. 2.

Bekendtgørelsens regler om medregning af arbejde i EØS-lande eller konventionslande blev ikke anset for udtømmende. Adgangen til opsat pension omfatter også tilfælde, hvor personer har ret til folkepension i udlandet efter de særlige regler i Pensionsloven.

Vedrørende kompetence fandt Ankestyrelsen, at selvom kommunen og ikke Pensionsstyrelsen havde truffet afgørelsen, havde dette ikke betydning for afgørelsens gyldighed. Dette skyldes, at der er tale om en arbejdsfordeling mellem myndighederne, og den stedlige kompetenceordning ikke kan opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed.