Prøvelse af Rigsadvokatens afgørelse om udlevering af engelsk statsborger til strafforfølgning i England

Sagen omhandlede en prøvelse af Rigsadvokatens beslutning om at udlevere en engelsk statsborger til strafforfølgning i England for otte forhold af sædelighedsforbrydelser. Den tiltalte, der havde boet i Danmark siden 1986, nægtede sigtelsen og anførte, at forholdene var forældede efter dansk ret, og at hans helbredsmæssige tilstand og alder burde føre til afslag eller udsættelse af udleveringen.

Sagens Baggrund

Den 14. november 2017 udstedte de engelske myndigheder en europæisk arrestordre mod den tiltalte, født i 1948, med anmodning om udlevering til strafforfølgning for otte forhold af sædelighedsforbrydelser. Disse forhold var angiveligt begået mod to søstre, P1 (født 1975) og P2 (født 1971), i perioden fra 1982 til 1985 i Storbritannien. Forholdene omfattede blufærdighedskrænkelse, andet seksuelt forhold end samleje, forsøg på voldtægt og voldtægt. Efter dansk ret kunne forholdene henføres under Straffeloven § 232, Straffeloven § 225 og Straffeloven § 216.

Efterforskningen af sagen blev oprindeligt standset i 1985, da den tiltalte forlod Storbritannien, men blev genoptaget i 2016 efter anmeldelse af voldtægtsforholdene.

Rigsadvokatens Beslutning

Rigsadvokaten traf den 20. juni 2018 beslutning om, at den tiltalte skulle udleveres til strafforfølgning i England i medfør af Udleveringsloven § 18 b, stk. 5. Rigsadvokaten fandt, at betingelserne for udlevering var opfyldt, herunder at to af forholdene var omfattet af Udleveringsloven § 10 a, stk. 1, nr. 28 og kunne straffes med fængsel på livstid efter engelsk ret.

Det blev anerkendt, at forholdene var omfattet af dansk straffemyndighed, jf. Straffeloven § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, og at de var forældede efter danske regler, jf. Straffeloven § 93 og Straffeloven § 94, stk. 1 og stk. 4. Dog bemærkede Rigsadvokaten, at Udleveringsloven § 10 e giver mulighed for at afslå udlevering, men at dette er en fakultativ bestemmelse. På grund af forholdenes alvorlige karakter og det faktum, at de var begået i Storbritannien, fandt Rigsadvokaten ikke grundlag for at afslå udlevering. Den tiltaltes faste bopæl i Danmark siden 1986 og åbne livsførelse ændrede ikke denne vurdering. Udleveringen blev betinget af, at den tiltalte kunne overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf, jf. Udleveringsloven § 10 b, stk. 1.

Tiltaltes Påstande og Argumenter

Den tiltalte anmodede den 21. juni 2018 om, at Rigsadvokatens beslutning blev prøvet i retten. Han påstod, at beslutningen skulle ophæves, subsidiært at udleveringen skulle udsættes. Han anførte:

• De påsigtede forhold var forældede efter dansk ret (for P1 i 2001 og for P2 i 2007).
• Han havde boet åbent i Danmark siden 1986, betalt skat og været folkeregistreret, hvilket burde have gjort det nemt at finde ham tidligere.
• Han frygtede ikke at få en fair retssag i England, da anmeldernes far angiveligt var ansat i politiet.
• Hans alder (født 1948), helbredsmæssige forhold (bronkitis, psoriasisgigt, slidgigt, kræftoperation, nylig blodprop i hjernen) og sociale situation burde begrunde en udsættelse af udleveringen i henhold til Udleveringsloven § 10 i.

Anklagemyndighedens Påstande og Argumenter

Anklagemyndigheden påstod, at Rigsadvokatens beslutning skulle opretholdes. De argumenterede for, at Udleveringsloven § 10 e giver mulighed for et skøn, og at de danske forældelsesregler ikke skulle anvendes for håndfast, især da der var tale om meget grove sædelighedsforbrydelser mod børn. De mente ikke, der var grundlag for at udsætte sagen på grund af helbred, da den tiltalte kunne modtage samme behandling i England.

Retten fandt, at Rigsadvokatens beslutning af 20. juni 2018 om udlevering af tiltalte til de engelske myndigheder til strafforfølgning var lovlig. Retten lagde vægt på, at de påståede forhold var af særdeles alvorlig karakter og begået i Storbritannien, hvor de ikke var forældede. Selvom forholdene var forældede efter dansk ret, fandt retten ikke grundlag for at afslå udlevering i medfør af Udleveringsloven § 10 e, da denne bestemmelse primært sigter mod tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået i Danmark. Tiltaltes alder og helbredsmæssige forhold blev ikke anset for at stride mod humanitære hensyn, og udleveringen skulle derfor ikke udsættes i henhold til Udleveringsloven § 10 i. Statskassen skulle betale sagens omkostninger.