Sag om enrumsanbringelse under afsoning

Sagsøgeren, der var idømt livsvarigt fængsel i Finland, anmodede om overførsel til afsoning i Danmark. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, godkendte overførslen og besluttede, at sagsøgeren skulle anbringes i enrum i Anstalten ved Herstedvester. Denne beslutning blev truffet med henvisning til Justitsministeriets cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum, med den begrundelse at forebygge undvigelse. Begrundelsen for undvigelsesrisikoen var sagsøgerens tidligere udeblivelse fra uledsaget udgang under afsoning af en tidligere straf, hvorunder han begik groft røveri og to manddrab i Finland. Enrumsanbringelsen varede indtil den 3. august 2000.

Sagsøgerens Påstand og Argumenter

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at enrumsanbringelsen var uberettiget og krævede, at Justitsministeriet anerkendte dette. Sagsøgeren argumenterede for, at afgørelsen var baseret på usaglige, potentielt politiske, hensyn og derfor skulle underkastes domstolsprøvelse i henhold til Grundloven § 63. Han anførte, at udeblivelse fra udgang ikke kan sidestilles med flugt, og at en livstidsstraf i sig selv ikke berettiger en antagelse om særlig flugtrisiko. Sagsøgeren henviste desuden til Fuldbyrdelsesloven § 112, nr. 3 som støtte for en udvidet domstolsprøvelse af en så indgribende afgørelse.

Justitsministeriets Påstand og Argumenter

Justitsministeriet påstod sagen afvist og gjorde gældende, at afgørelsen om enrumsanbringelse var en skønsmæssig afgørelse, der kun kan underkastes domstolsprøvelse, hvis den er båret af usaglige hensyn, hvilket ministeriet bestred. Ministeriet fastholdt, at afgørelsen var velbegrundet i den konkrete undvigelsesrisiko baseret på sagsøgerens historik og kriminalitet. Ministeriet fremhævede, at den nye fuldbyrdelseslovs regler om kvalificeret domstolsprøvelse ikke omfatter afgørelser begrundet i opretholdelse af orden og sikkerhed i fængslerne.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at Justitsministeriets afgørelse om enrumsanbringelse af sagsøgeren var en skønsmæssig afgørelse. En sådan afgørelse kan som udgangspunkt ikke underkastes domstolsprøvelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, såsom varetagelse af usaglige formål.

Begrundelse for Afgørelsen

Retten vurderede, at afgørelsen om enrumsanbringelse lå inden for rammerne af de bestemmelser, som Justitsministeriet havde fastsat i medfør af Straffeloven § 49. Landsretten fandt, at afgørelsen var konkret og sagligt begrundet i den vurderede undvigelsesrisiko.

Sagsøgerens synspunkt om, at afgørelsen var baseret på usaglige eller politiske hensyn, blev afvist af retten. Dette synspunkt hvilede på formodninger og var ikke underbygget af konkrete holdepunkter.

Konklusion

På baggrund af disse omstændigheder tog Landsretten Justitsministeriets afvisningspåstand til følge. Sagen blev derfor afvist, og sagens omkostninger blev ophævet.