Landsretten tillader anvendelse af telefonsamtaler som bevis i sag om falsk forklaring for retten

Denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt telefonsamtaler, der er indhentet via aflytning af en advokat, kan anvendes som bevis i en straffesag mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2, når advokaten selv er mistænkt for at have deltaget i den kriminelle handling.

Byrettens Kendelse

Den 20. februar 2019 afsagde byretten en kendelse, der ikke tillod anklagemyndigheden at anvende otte specifikke telefonsamtaler (betegnet a)-h)) som bevis i sagen.

Anklagemyndighedens Kæremål

Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse for så vidt angår Tiltalte 1. Anklagemyndigheden påstod principalt, at alle otte samtaler (a)-h)) måtte anvendes som bevis under hovedforhandlingen. Subsidiært påstod anklagemyndigheden, at samtalerne a)-d) måtte anvendes. Den subsidiære påstand vedrørte samtaler, der fandt sted, før Tiltalte 1's daværende advokat blev beskikket som forsvarer.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at der var begrundet mistanke om, at den pågældende forsvarer selv havde deltaget i den kriminelle handling, og at alle samtalerne var udtryk for en fortsættelse af forbrydelsen, også efter advokatens beskikkelse.

Forsvarerens Påstand og Argumenter

Forsvareren for Tiltalte 1 påstod, at byrettens kendelse skulle stadfæstes. Hovedargumentet var, at Tiltalte 1 har ret til fri og uhindret kommunikation med sin forsvarer, især efter at være blevet standset af politiet og have kontaktet sin advokat. Derfor burde samtalerne ikke tillades som bevis.

For så vidt angår Tiltalte 2, blev byrettens kendelse ikke kæret af ham eller anklagemyndigheden. Forsvareren for Tiltalte 2 anførte, at byrettens kendelse måtte angå begge de tiltalte, og at et eventuelt tilfældighedsfund burde kunne anvendes som bevis mod de tiltalte, da der ikke var fremlagt oplysninger om baggrunden for aflytningen af advokaten.

Baggrund for Telefonsamtalerne

De omhandlede telefonsamtaler (a)-h)) stammede fra telefonaflytninger af en advokat. Advokaten var oprindeligt mistænkt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter Straffeloven § 286, stk. 2, jf. Straffeloven § 279. Det blev oplyst, at advokaten nu var sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed efter Straffeloven § 290, stk. 2, samt for medvirken til falsk forklaring for retten i relation til de forhold, som Tiltalte 1 og Tiltalte 2 var tiltalt for. Advokaten havde tidligere fungeret som forsvarer for Tiltalte 1 i en beslaglæggelsessag, der dannede baggrund for tiltalen mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2 om falsk forklaring for retten og medvirken hertil.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten behandlede kæremålet, da spørgsmålet om anvendelse af telefonaflytninger som bevis i medfør af Retsplejeloven § 789, stk. 3 er af fundamental betydning for sagens videre behandling. Landsretten fandt, at Retsplejeloven § 968, stk. 4 ikke var til hinder for at behandle kæremålet.

Landsrettens Begrundelse for Tilladelse af Beviser

Landsretten lagde til grund, at andre efterforskningsskridt ikke ville være egnede til at sikre bevis i sagen. Sagen angår overtrædelse af Straffeloven § 158, stk. 1 om falsk forklaring for retten, som har en strafferamme på fængsel indtil 4 år. Dette opfyldte betingelserne i Retsplejeloven § 789, stk. 3, nr. 1 og 2.

Landsretten henviste til forarbejderne til Retsplejeloven § 789, stk. 3 (lovforslag nr. L 98 af 28. november 1996, pkt. 4.3), som fastslår, at tilfældighedsfund er lovligt tilvejebragte oplysninger. Det er forudsat, at retten vurderer, om det er ubetænkeligt at anvende oplysningerne som bevis, herunder om det kan anses for urimeligt.

Det fremgår af Retsplejeloven § 791, stk. 3, at materiale fra indgreb i den mistænktes forbindelse med sin forsvarer straks skal tilintetgøres. Dette gælder dog ikke, hvis materialet giver anledning til sigtelse for strafbart forhold mod forsvareren. Landsretten lagde til grund, at dette var tilfældet i den foreliggende sag, da advokaten var sigtet for medvirken til falsk forklaring for retten.

Efter en samlet vurdering, herunder baggrunden for politiets besiddelse af telefonsamtalerne og advokatens sigtelse, fandt Landsretten det ubetænkeligt at anvende tilfældighedsfundene som bevis, jf. Retsplejeloven § 789, stk. 3, nr. 3.

Konklusion

Landsretten tog anklagemyndighedens begæring til følge.

Thi bestemmes: Det tillades anklagemyndigheden at anvende telefonsamtalerne betegnet a)-h) som bevis under hovedforhandlingen.