Højesteret stadfæster afslag på humanitær opholdstilladelse til to kosovoalbanere

Sagen omhandlede en appel fra to personer, Appellant 1 og Appellant 2, mod en dom fra Vestre Landsret. Den underliggende tvist vedrørte et afslag på opholdstilladelse fra Integrationsministeriet den 22. juni 2004. Sagen blev behandlet skriftligt i Højesteret i henhold til Retsplejeloven § 387.

Appellanternes påstande og anbringender

Appellanterne påstod ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse. De anførte, at:

• De var omfattet af persongruppen i den daværende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 5, som gav grundlag for opholdstilladelse.
• Ministeriet var forpligtet til at følge en lempelig praksis over for etniske albanere fra Kosovo, som ministeriet tidligere havde redegjort for.

Ministeriets og Flygtningenævnets argumenter

De indstævnte, Flygtningenævnet og ministeriet, påstod stadfæstelse af landsrettens dom. Deres centrale argumenter var:

• Appellanternes opholdstilladelse efter den såkaldte Kosovonødlov var udløbet på tidspunktet for deres udrejse, og de var derfor ikke omfattet af den relevante bestemmelse i udlændingeloven.
• Den lempelige praksis var blevet reguleret som følge af de forbedrede og ændrede faktiske forhold i Kosovo efter 1999, herunder indsættelsen af internationale styrker og FN's administration (UNMIK).

Processuelle afgørelser i Højesteret

Højesteret afviste at tillade nye anbringender og beviser fremlagt af appellanterne sent i processen. Dette skete med henvisning til Retsplejeloven § 383, stk. 1 og Retsplejeloven § 381. Det blev under sagen oplyst, at appellanterne var blevet udsendt til Kosovoprovinsen den 16. august 2006.

Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom.

Højesterets begrundelse

Højesteret tiltrådte de grunde, som var anført af landsretten og fandt, at Flygtningenævnets afvisningspåstand var taget til følge med rette.

Retten fandt, med samme begrundelse som anført af Integrationsministeriet i den oprindelige afgørelse, at de to appellanter ikke var omfattet af den personkreds, der var beskrevet i den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 5 (nu § 9 e).

Derudover tiltrådte Højesteret landsrettens vurdering af, at der ikke var grundlag for at ophæve Integrationsministeriets afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af Udlændingeloven § 9 b, stk. 1. Højesteret bemærkede, at ministeriet havde været berettiget til at regulere sin praksis over for etniske albanere fra Kosovo som følge af de ændrede faktiske forhold i området.

Domskonklusion

Landsrettens dom blev stadfæstet.

Appellanterne blev dømt til solidarisk at betale sagsomkostninger til Højesteret:

• 25.000 kr. til Flygtningenævnet
• 25.000 kr. til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration