Command Palette

Search for a command to run...

Tandskade efter færdselsuheld: Uenighed om erstatnings størrelse (bro vs. implantat)

Dato

11. juni 2001

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Ulykke

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Alm. Brand

Dokument

Klageren havde en ulykkesforsikring i Alm. Brand af 1792 og klagede over størrelsen af den tilbudte erstatning for en tandskade. Klageren havde ved et færdselsuheld den 10. september 1999 beskadiget tænderne 1+, +1 og 2+.

Selskabet tilbød en erstatning på 20.500 kr., svarende til udgifterne til en 3-leddet bro.

Klageren ønskede en implantatbehandling til en pris af ca. 37.000 kr.

Alm. Brand anførte, at klagerens egen tandlæge havde angivet brobehandlingen som en alternativ løsning, og at denne behandling var rimelig i den foreliggende sag.

Nævnets tandlægesagkyndiges vurdering

Nævnets tandlægesagkyndige redegjorde for fordele og ulemper ved henholdsvis brobehandling og implantatbehandling. Det fremgik, at det som følge af uheldet kunne være nødvendigt at fjerne +2 helt samt rodbehandle +1. Der skulle derfor fremstilles en erstatning for +2 enten i form af en bro eller et implantat, og der skulle desuden foretages en kronebehandling af +1.

Fordele ved brobehandlingen:

  • Det er en enklere behandling, idet der ikke kræves kirurgiske indgreb bortset fra fjernelse af roden på +2.
  • Den er økonomisk mindre udgiftskrævende specielt i dette tilfælde, hvor en af de fremtidige bropiller skal krones pga. anden skade. Pris for bro inklusive genopbygning af +1 kr. 20.500,-.

Ulemper ved brofremstilling:

  • Nødvendig beslibning af bropiller, i dette tilfælde +3 som kun har en større fyldning på tandens distalflade. Dette kan medføre risiko for at tanden skal rodbehandles. Denne risiko er især aktuel på unge individer og derfor ikke aktuel her.
  • Risiko for at tandkødet trækker sig tilbage fra kronekanten, hvilket er kosmetisk uheldigt.
  • Risiko for sekundær karies langs kronekanterne. Både pkt. 2 og 3 er relateret til den tekniske fremstilling af broen og patientens mundhygiejne.
  • Der er som følge af løsning af +1 er en risiko på 1-7% for at denne tand mistes i løbet af en årrække og at der derfor enten må fremstilles en 4-leddet bro fra 1+ til +3, hvorved 1 + må beslibes.

Fordele ved implantatbehandlingen:

  • Der kan fremstilles en erstatning for +2 som ikke er afhængig af prognosen for +1.
  • Der skal ikke foretages en beslibning af +3.

Ulemper ved implantatbehandling:

  • Den nødvendiggør 2 kirurgiske indgreb udover fjernelse af roden på +2.
  • Behandlingstiden fra roden af +2 fjernes til den endelige krone kan sættes på implantatet er 9-12 måneder længere end ved brofremstilling.
  • Risiko for at der med årerne sker et knogletab omkring selve implantatet og nabotænderne specielt når afstanden til nabotænderne er ringe som i dette tilfælde.
  • Risiko for at tandkødet trækker sig tilbage langs overgangen til implantatets metaldele, hvilket er kosmetisk uheldigt.
  • Behandlingen med et implantat regio +2 er mere udgiftskrævende i dette tilfælde kr. 28.240,- hvortil skal lægges udgift til behandling af +1 kr. 8.700,- i alt kr. 36.940,-.

Det blev bemærket, at sandsynligheden for punkterne 2 og 3 angående ulemper ved brobehandling anses for at være af samme størrelse som pkt. 3 og 4 under ulemper ved implantatbehandling. Det blev i øvrigt bemærket, at klagers fremstilling af, at man ved brofremstillingen mister eller beskadiger 1 evt. 2 tænder dækker over, at man ved brofremstillingen udfører en beslibning af én evt. 2 bropiller.

Forsikringsbetingelser

I forsikringsbetingelserne stod der, at forsikringen betaler nødvendige og rimelige udgifter til sikredes tandbehandling efter ulykkestilfælde, i det omfang sikrede ikke har ret til godtgørelse fra anden side.

Nævnet fandt, ud fra den tandlægesagkyndiges vurdering af fordele og ulemper ved brobehandling og implantatbehandling, at Alm. Brand af 1792 havde tilbudt at erstatte nødvendige og rimelige udgifter til dækning af klagerens tandskade. Derfor kunne der ikke gives klageren medhold.

Lignende afgørelser