Dom om prøvelse af afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter Kosovonødloven

Sagen omhandler en prøvelse af Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001, der afslog sagsøgernes ansøgning om opholdstilladelse, samt Rigspolitichefens tvangsudsendelse af sagsøgerne til Kosovo i oktober 2001. Sagsøgerne, et ægtepar med tre børn, indrejste i Danmark i foråret 1999 efter at have fået opholdstilladelse i henhold til Kosovo-nødloven. Efter udløbet af denne tilladelse ansøgte de om fornyet opholdstilladelse som flygtninge.

Sagsøgeres Baggrund og Flygtningeforløb

Sagsøgerne og deres tre børn flygtede fra Kosovo i april 1999 under krigen. De beskrev en farefuld flugt, hvor de måtte betale bevæbnede serbiske betjente for passage, og hvor sagsøger 1's jakke blev antændt af et projektil. Efter en periode i Makedonien blev de evakueret til Danmark. Sagsøger 1 vendte kortvarigt tilbage til Kosovo i oktober 1999, men fandt huset ubeboeligt og levevilkårene dårlige, hvorefter familien vendte tilbage til Danmark i december 1999.

Helbredsmæssige Forhold

Sagsøgernes søn, Person 1, havde en bygningsfejl i hornhinderne, som krævede briller og kontrol hos en øjenlæge. Selvom sagsøgerne i et boligplaceringsskema fra december 2000 havde angivet, at der ikke var særlige helbredsforhold, blev sønnens øjenproblem fremhævet som et behov for lægehjælp, der ikke var tilgængelig i Kosovo.

Begrundelse for Asylansøgning

Sagsøgerne begrundede deres ansøgning om opholdstilladelse med:

• Børnenes integration i det danske samfund (skolegang, dansksproget).
• Økonomiske årsager og ønsket om at spare penge til et fremtidigt hus i hjemlandet.
• Frygt for egen og ægtefællens sikkerhed i Kosovo på grund af medlemskab af et politisk parti og uroligheder i området.
• Manglende bolig i Kosovo.

Ministeriets Afgørelse og Begrundelse

Indenrigsministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse af 15. juni 2000. Afgørelsen var baseret på Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 5, som giver mulighed for opholdstilladelse til kosovoflygtninge, der har behov for midlertidig beskyttelse. Ministeriet vurderede, at sagsøgerne ikke tilhørte de af UNHCR nævnte særligt sårbare persongrupper, som f.eks. kronisk syge, hvis tilstand kræver særlig behandling, der ikke er tilgængelig i Kosovo.

Rigspolitiets Rolle i Udsendelsen

Rigspolitiet stod for den tvangsmæssige udsendelse af sagsøgerne den 3. oktober 2001. Dette skete i overensstemmelse med Integrationsministeriets afgørelse. Rigspolitiet informerede UNMIK og Interpol om udsendelsen og tilbød frivillig helbredsundersøgelse til de udsendte, hvis resultater kunne videregives til UNMIK.

Parternes Påstande

Sagsøgernes påstande:

• Ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001.
• Anerkendelse af, at tvangsudsendelsen var retsstridig, og at helbredsoplysninger blev undertrykt med det formål at tvangsudsende sagsøgerne.
• Fremlæggelse af delegaters notater fra et møde den 22. januar 2003, subsidiært udarbejdelse af notater, jf. Offentlighedsloven § 6.

Sagsøgerne argumenterede, at ministeriet havde tilsidesat officialmaksimen, begået sagsbehandlingsfejl og spillet en kritisk rolle i den ulovlige udsendelse. De mente, at Rigspolitiet forsætligt havde undertrykt helbredsoplysninger.

De sagsøgtes påstande:

• Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: Frifindelse for påstand 1. De fastholdt, at deres afgørelse var lovlig og korrekt, og at sagsøgerne ikke opfyldte betingelserne for opholdstilladelse som sårbare personer.
• Rigspolitichefen: Principalt afvisning, subsidiært frifindelse for påstand 2 og 3. Rigspolitichefen argumenterede, at politiets rolle alene var at udføre faktisk forvaltningsvirksomhed ved at fuldbyrde udlændingemyndighedernes afgørelser, jf. Udlændingeloven § 30 og Udlændingeloven § 32 a. De bestred, at der var indgået en folkeretlig aftale om ikke at returnere syge kosovarer, og at sagsøgerne ikke havde dokumenteret, at politiet havde truffet en forvaltningsretlig afgørelse, der kunne prøves af domstolene, jf. Grundloven § 63.

Landsrettens Vurdering af Ministeriets Afgørelse

Landsretten tog Integrationsministeriets frifindelsespåstand til følge. Afgørelsen af 30. maj 2001 blev anset for gyldig, og efterfølgende omstændigheder blev fundet irrelevante for vurderingen af afgørelsens lovlighed.

• Skønsmæssig Afgørelse: Afgørelser om opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 5 træffes efter et skøn af udlændingemyndighederne. Ministeriet havde lagt vægt på de foreliggende helbredsoplysninger, men fandt ikke, at sagsøgerne var omfattet af de af UNHCR nævnte særligt sårbare grupper.
• Ingen Grund til Tilsidesættelse: Sagsøgerne havde ikke påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte ministeriets skønsmæssige afslag på opholdstilladelse.
• Kosovo-nødloven: Det forhold, at sagsøgerne tidligere havde opholdstilladelse efter Kosovo-nødloven, medførte ikke i sig selv et krav på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 5.

Landsrettens Vurdering af Rigspolitiets Rolle

Landsretten tog Rigspolitichefens påstand om frifindelse til følge.

• Faktisk Forvaltningsvirksomhed: Politiet havde den 3. oktober 2001 tvangsmæssigt udsendt sagsøgerne i overensstemmelse med Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001, som var en gyldig afgørelse. Politiet drager omsorg for udrejsen, såfremt en udlænding ikke udrejser frivilligt, jf. Udlændingeloven § 30, stk. 2.
• Ingen Retsstridig Handling: Det blev ikke godtgjort, at politiet havde handlet retsstridigt i forbindelse med den tvangsmæssige udsendelse af sagsøgerne.

Landsrettens Afgørelse vedrørende Påstand 3

Påstand 3, om fremlæggelse af delegaters notater, blev ikke tilladt fremsat.

• For sen Fremsættelse: Påstanden blev fremsat for sent i sagens forberedelse, efter de sagsøgtes påstandsdokument var indsendt. Da det ikke var undskyldeligt, og en nægtelse ikke ville medføre et uforholdsmæssigt tab for sagsøgerne, fandt landsretten ikke grundlag for at tillade påstanden fremsat, jf. Retsplejeloven § 357, stk. 1 og Retsplejeloven § 363, stk. 1.

Sagsomkostninger

Sagsøgerne blev pålagt at betale sagsomkostninger til de sagsøgte.

Beløbet dækkede udgifter til materialesamling (2.393,75 kr.) og advokatsalær. Omkostningerne blev delt ligeligt mellem de sagsøgte, da de var repræsenteret af samme advokat.