Sag om afvist erstatningskrav efter hunds bedækning af tæve i løbetid

Sagen drejer sig om en forsikringstagers hanhund, der stak af og bedækkede en hunhund i løbetid. Forsikringstageren havde en hundeansvarsforsikring i Alm. Brand af 1792. Selskabet afviste at udbetale erstatning for de udgifter, der var forbundet med den uønskede parring.

Parternes påstande

• Forsikringstageren klagede over selskabets afvisning og krævede dækning for dyrlægeudgifter.
• Alm. Brand af 1792 anførte, at de ikke var erstatningsansvarlige, da tævehunden ikke var forsvarligt lukket inde. Selskabet henviste til, at retspraksis kræver en indhegning på minimum 1,80 meter, hvis en tævehund i løbetid går ude.

Sagens omstændigheder

• Hanhunden stak af fra et uaflåst hus og bedækkede en hunhund i løbetid.
• Der forelå ingen oplysninger om, hvilken form for indhegning, der var omkring skadelidtes hund, eller hvor skadelidte befandt sig på skadetidspunktet.

Nævnets vurdering

Ankenævnet bemærkede, at Alm. Brand som ansvarsforsikrer havde pligt til at varetage klagerens interesser og betale erstatning for krav, der kunne gennemføres mod sikrede, jf. Hundeloven § 8. Nævnet fandt, at selskabet ikke havde fremlagt tilstrækkelige oplysninger til at antage, at skadelidte havde handlet på en måde, der berettigede en hel eller delvis afvisning af erstatningspligten.

Ankenævnet bestemte, at Alm. Brand af 1792 var uberettiget til at afvise erstatningspligten for de udgifter, der er en følge af den uønskede parring. Nævnet lagde vægt på, at selskabet ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en antagelse om, at skadelidte havde handlet på en måde, der helt eller delvist fortabte retten til erstatning. Nævnet fandt selskabets påstand om, at tævehunden skulle befinde sig bag et 1,80 m højt hegn, før skadelidte kunne kræve erstatning, for urigtig.