Højesteret: Kast med vand på togrevisorer ikke omfattet af straffelovens § 119

Sagen omhandler en tiltalt, T, der var anklaget for flere forhold af forulempelse mod offentligt ansatte. Sagen har været behandlet i Københavns Byret og Østre Landsret, før den blev anket til Højesteret.

Anklager og tidligere afgørelser

T var tiltalt for tre forhold:

• Forhold 1: Overtrædelse af Straffeloven § 121 for at have kaldt en togrevisor for "møgso, sæk og gammel kælling" i et S-tog.
• Forhold 2: Overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 for at have kastet vand på to togrevisorer på Københavns Hovedbanegård, hvor vandet ramte deres overkrop.
• Forhold 3: Principalt overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 og Straffeloven § 121 for verbale udfald og spyt mod en stationsbetjent.

Byretten fandt T skyldig i alle forhold og idømte en betinget fællesstraf på 40 dages fængsel med vilkår om samfundstjeneste, inklusiv en reststraf på 32 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Landsretten stadfæstede skyldigheden i forhold 2 under Straffeloven § 119, stk. 1, men ændrede dommen til ubetinget fængsel i 60 dage, da vold mod offentligt ansatte som udgangspunkt straffes ubetinget.

Anbringender for Højesteret

T ankede dommen til Højesteret med påstand om frifindelse i forhold 2 for overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1, idet hun mente, at forholdet skulle henføres under Straffeloven § 121. Hun påstod desuden formildelse af straffen.

• T's hovedargumenter:
  • Den lille mængde rent vand, der ramte togrevisorerne på kroppen og ikke i ansigtet, kan ikke anses for vold omfattet af Straffeloven § 119, stk. 1.
  • Vold efter Straffeloven § 119, stk. 1 er sammenfaldende med legemsangreb i Straffeloven § 244, stk. 1's forstand.
  • Sprøjt med en mindre mængde rent vand, der kun rammer kroppen, er en ubetydelig forulempelse, der kan sidestilles med små puf og skub, som ikke er omfattet af Straffeloven § 244.
  • Forhold 2 udgør alene en overtrædelse af Straffeloven § 121.
  • Straffen bør være betinget under hensyn til den ringe betydning af angrebet og hendes personlige forhold.

Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen.

• Anklagemyndighedens hovedargumenter:
  • Kast med en betydelig mængde vand mod togrevisorerne må anses for omfattet af Straffeloven § 119, stk. 1 som vold eller trussel om vold.
  • Bestemmelsen har til formål at sikre et strafferetligt værn mod angreb på personer i offentlig tjeneste, uanset om vandet rammer i hovedet eller på kroppen.
  • En legemlig integritetskrænkelse, der svækker den offentligt ansattes autoritet, bør straffes efter Straffeloven § 119, stk. 1.
  • Straffen bør skærpes til fængsel i 80 dage til 3 måneder, da T tidligere er straffet for lignende kriminalitet og forholdene er begået i prøvetiden.

Højesteret skulle primært vurdere, om landsretten med rette havde henført forhold 2 (vandkast) under Straffeloven § 119, stk. 1, samt strafudmålingen.

Højesterets vurdering af voldsbegrebet

Højesteret fastslog, at Straffeloven § 119, stk. 1 giver et særligt strafferetligt værn for personer i offentlig tjeneste. Bestemmelsen omfatter ikke kun vold som defineret i Straffeloven § 244, stk. 1, 1. led, men også "anden form for legemsangreb" som nævnt i stk. 1, 2. led. Dette omfatter legemsangreb, der ligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af "øver vold".

Det skal bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, om kast eller sprøjt med vand på en person i offentlig tjeneste indebærer et legemsangreb omfattet af Straffeloven § 119, stk. 1. I denne vurdering skal indgå:

• Mængden af vand
• Hvor vandet rammer
• Om der er tale om rent vand

Afgørelse i forhold 2

Højesteret lagde til grund, at T kastede vand fra sin vandflaske mod de to togrevisorer, og at vandet ramte deres DSB-uniform på overkroppen, men ikke i ansigtet. På baggrund af den begrænsede mængde rent vand, der kun ramte togrevisorerne på kroppen, fandt Højesteret, at forholdet ikke kunne anses for et legemsangreb omfattet af Straffeloven § 119, stk. 1.

Højesteret fandt heller ikke grundlag for at dømme T for trussel om vold, da dette ikke var omfattet af landsrettens bevisvurdering. Forhold 2 blev derfor henført under Straffeloven § 121, i overensstemmelse med Ts anerkendelse.

Strafudmåling

Højesteret fastsatte straffen, der var en tillægs- og fællesstraf, til fængsel i 40 dage. Dette inkluderede reststraffen på 32 dage fra en tidligere prøveløsladelse, jf. Straffeloven § 40, stk. 1, Straffeloven § 61, stk. 2 og Straffeloven § 89. Retten lagde vægt på karakteren af de forhold, T var dømt for, samt hendes forstraffe vedrørende ligeartet kriminalitet. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Konklusion

Landsrettens dom blev ændret, og T blev straffet med fængsel i 40 dage. Statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.