Landsretten stadfæster dom i narkotikasag trods tidligere påtaleopgivelse i Norge

Sagen omhandler en ankesag, hvor Tiltalte 1 appellerede en dom fra Retten i Horsens. Tiltalte 1 var oprindeligt sigtet i Norge for indførsel af en betydelig mængde narkotika i slutningen af 2019. Den norske påtale blev opgivet i juli 2020 på grund af bevisets stilling.

Tiltalte 1 blev efterfølgende sigtet i Danmark i oktober 2021 for lignende forhold (forhold 1 og 2) samt et yderligere forhold (forhold 21) vedrørende hæleri af vin.

Sagens Forløb og Bevisførelse

Under sagens behandling fremkom det, at et centralt vidne, Vidne 2, havde afgivet ny forklaring om Tiltalte 1's rolle, efter den norske sag var opgivet. Denne forklaring blev gentaget over for dansk politi. Forsvaret argumenterede for, at den danske retsforfølgning stred mod princippet om "ne bis in idem" (forbud mod dobbelt strafforfølgning) i henhold til Schengenkonventionen, givet den tidligere norske sag.

Landsretten skulle vurdere, om den norske beslutning om påtaleopgivelse definitivt udelukkede yderligere retsforfølgning i Danmark, især i lyset af de nye beviser. Det blev oplyst, at norske regler for genoptagelse af sager svarede til de danske regler i Retsplejeloven § 724, stk. 2 og Retsplejeloven § 975.

Tiltalte 1 havde desuden afviklet 213 timers samfundstjeneste, der var knyttet til en prøveløsladelse fra 25. april 2018. Under sagen blev der afspillet lydoptagelser af telefonsamtaler, og der blev fremlagt forklaringer fra Tiltalte 1 og flere vidner, herunder Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 7. Tiltalte 1 nægtede at svare på spørgsmål om en krypteret telefon fundet under ransagning og forklarede, at han havde overleveret krypterede telefoner til Vidne 2 og Vidne 3 for en "pakistaner", angiveligt til hashsmugling. Han fastholdt, at pakistaneren ikke var involveret i kokainforholdene.

Vedrørende forhold 21 forklarede Tiltalte 1, at han havde solgt store mængder rødvin, som han havde købt billigere, uden at vide, at vinen var stjålet. Han havde arbejdet som lastbilchauffør for Virksomhed 1 og transporteret møbler til Norge. Vidne 2 var også sigtet for hashsmugling i Norge og forklarede, at Tiltalte 1 ikke stod bag smuglingen til Norge, men var til stede ved et møde med en "bagmand" og håndterede betalingen for hash. Vidne 2 og Tiltalte 1 havde aftalt at opdigte en historie, hvor Tiltalte 1 var bagmanden, for at hjælpe Vidne 2 i hans norske sag, da Tiltalte 1 var frifundet i Norge. Vidne 1 var idømt 13 års fængsel i en tilståelsessag og havde forberedt kokainpakker til levering til en lastbilchauffør.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at retsforfølgningen af Tiltalte 1 i Danmark for forhold 1 og 2 ikke var i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning, herunder Schengenkonventionens artikel 54.

Begrundelse for Dobbelt Strafforfølgning

Landsretten lagde til grund, at den norske sigtelse og tiltalen i Danmark for forhold 1 og 2 angik den samme mængde narkotika og reelt var den samme forbrydelse. Imidlertid fandt retten, at Vidne 2's forklaring om Tiltalte 1's rolle, afgivet efter den norske påtaleopgivelse og gentaget over for dansk politi, udgjorde nye beviser af vægt. Disse nye beviser var tilstrækkelige til at genoptage sagen i medfør af Retsplejeloven § 975 og tilsvarende norske regler.

Retten henviste til EU-Domstolens praksis, herunder EU-domstolens dom i sagen C-491/07 ("Turansky") og EU-Domstolens sag C-398/12 (Procura della Repubblica), som fastslår, at en påtaleopgivelse, der ikke definitivt ophører adgangen til strafforfølgning nationalt, ikke hindrer ny strafforfølgning i en anden kontraherende stat, især hvis der fremkommer nye beviser.

Skyldsspørgsmål

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om, at Tiltalte 1 var skyldig i forhold 1, 2 og 21. De nye oplysninger, der var fremkommet for landsretten, gav ikke anledning til en ændret vurdering af skyldsspørgsmålet.

Straffastsættelse og Konfiskation

Landsretten tiltrådte ligeledes byrettens straffastsættelse, herunder beslutningen om ikke at udløse Tiltalte 1's reststraf fra en prøveløsladelse den 25. april 2018. Dommens bestemmelse om konfiskation blev også stadfæstet.

Afgørelse

Byrettens dom blev stadfæstet. Tiltalte 1 blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.