Højesteretsdom om betinget frakendelse af førerret efter klipkortordningen

Sagen omhandler spørgsmålet om betinget frakendelse af førerret under klippekortordningen, efter at anklagemyndigheden ved en fejl ikke havde påstået frakendelse i forbindelse med en tidligere klipudløsende overtrædelse. Sagen blev behandlet i Retten i Odense og Østre Landsret, før den blev anket til Højesteret.

Sagens baggrund

Tiltalte T havde tidligere vedtaget bøder for tre klipudløsende overtrædelser af færdselsloven, begået den 18. april 2017, 1. september 2018 og 30. december 2018. I forbindelse med den tredje overtrædelse (30. december 2018), som blev vedtaget den 12. februar 2019, undlod anklagemyndigheden at påstå betinget frakendelse af førerretten, selvom dette normalt er en obligatorisk konsekvens efter Færdselsloven § 125, stk. 2.

Den 15. februar 2019 blev T sigtet for en ny overtrædelse af Færdselsloven § 4, stk. 1 for at have kørt frem mod rødt lys og gentagne gange trillet over stoplinjen i et lyskryds i Odense. T nægtede sig skyldig i denne overtrædelse og forklarede, at han kun kørte 40-50 cm over stoplinjen for gult lys og derefter holdt stille. Politibetjente vidnede dog, at T's bil trillede frem flere gange, og at baghjulene endte 1-2 meter over stoplinjen, mens lyset stadig var rødt. Vidnet A's forklaring blev ikke tillagt betydning af byretten.

Parternes påstande og anbringender

T ankede sagen med påstand om frifindelse for den betingede frakendelse af førerretten. Han argumenterede for, at anklagemyndighedens fejl i bødeforelægget fra 12. februar 2019 måtte sidestilles med en bindende påtaleopgivelse, hvilket skulle medføre, at de tidligere klip var bortfaldet. Han mente, at det stemte overens med klippekortordningens formål om en enkel ordning baseret på objektive kriterier, og at den manglende frakendelse alene skyldtes anklagemyndighedens manglende rettidige omhu.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom. De anførte, at principperne om bindende påtalebegrænsning ikke var til hinder for betinget frakendelse, da påstanden byggede på et nyt grundlag (overtrædelsen af 15. februar 2019 samt to af de foregående tre overtrædelser). De fremhævede, at klippekortordningen bygger på objektive kriterier, og frakendelse er obligatorisk. T kunne derfor ikke have haft en berettiget forventning om, at de tre klip var endeligt afgjort.

Højesteret behandlede sagen, der alene angik spørgsmålet om frakendelse af førerret.

Højesterets begrundelse

Højesteret fastslog, at betinget frakendelse af førerretten efter klippekortordningen i Færdselsloven § 125, stk. 2 er en obligatorisk retsfølge. Selvom en sag ved en fejl afgøres endeligt uden frakendelse, og denne afgørelse har retskraft og ikke kan ændres, fører dette ikke til, at de klip, der burde have udløst frakendelse, bortfalder. Højesteret fandt, at klippene fortsat består og skal medtages som grundlag for betinget frakendelse i tilfælde af nye overtrædelser, såfremt de tidsmæssige betingelser er opfyldt.

Retten bemærkede, at en fejl af denne karakter fra anklagemyndighedens side ikke kan give føreren en berettiget forventning om, at de tidligere klip ikke vil indgå ved sanktionsfastsættelsen i anledning af nye overtrædelser.

Resultat

På baggrund af ovenstående tiltrådte Højesteret, at T skulle frakendes førerretten betinget. Det blev anset for bedst stemmende med færdselslovens forarbejder, at frakendelsen skete på grundlag af overtrædelserne den 18. april 2017, 1. september 2018 og 15. februar 2019. Overtrædelsen den 30. december 2018 skulle dermed indgå som det første klip i en ny 3-års periode efter Færdselsloven § 125, stk. 2.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom. Statskassen skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.