Sag om tilbagekøb af kapitalforsikring hos Hamburg-Mannheimer

Klageren havde tegnet to kapitalforsikringer i Hamburg-Mannheimer med en samlet månedlig præmie på 3.000 kr. og en udløbsdato i 2031. I september 1998 meddelte klageren selskabet, at han ønskede at opsige forsikringerne på baggrund af negativ omtale i et økonomisk tidsskrift, og krævede de indbetalte 19.000 kr. tilbage med renter.

Selskabet accepterede at opsige forsikringerne pr. 1/9 1998, men anførte, at kun forsikringernes tilbagekøbsværdi kunne udbetales, hvilket beløb var oplyst til 390 kr. Klageren hævdede, at han ved tegningen var blevet oplyst om, at han til enhver tid kunne få sin opsparing udbetalt mod et mindre gebyr, hvilket selskabet bestred.

Klageren havde underskrevet et skema ved tegningen, hvori det fremgik, at han var blevet opfordret til at gennemlæse de afsluttende erklæringer vedrørende livs- og ulykkesforsikring, som udgjorde en vigtig del af aftalegrundlaget. I de afsluttende erklæringer var det beskrevet, at der ved ophævelse af en livsforsikring i de første år kun ville være en lav eller ingen tilbagekøbsværdi til udbetaling. Forsikringsbeviserne angav tilbagekøbsværdien for hvert år, og det fremgik, at disse værdier ikke var garanteret.

I forsikringsbetingelserne var det anført, at forsikringen kunne ophæves skriftligt til næste præmiefaldsdag med den virkning, at tilbagekøbsværdien udbetales, såfremt forsikringen havde opnået en sådan. Det fremgik også, at omkostningerne forbundet med at indgå forsikringen blev udlignet via en tysk tilsynsret fastsat metode i de præmier, som indbetales fra forsikringens begyndelse.

Nævnet fandt, at klageren ved modtagelsen af forsikringsbeviserne med tilhørende forsikringsbetingelser havde fået tilstrækkelige oplysninger om tilbagekøbsværdien, og at klageren havde en lovmæssig fortrydelsesfrist på 14 dage til at annullere aftalen uden omkostninger.

Nævnets afgørelse

Klagen blev ikke taget til følge, idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at klageren mundtligt havde fået oplysninger, der stred mod de skriftlige oplysninger, og nævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at udbetale større beløb end forsikringernes tilbagekøbsværdi. Nævnets afgørelse udelukkede dog ikke, at en domstol kunne komme til et andet resultat efter en egentlig bevisførelse.