Dom om bedrageri ved leasing af biler

Sagen omhandler en tiltalt, født i januar 1989, der var anklaget for tre forhold af bedrageri efter Straffeloven § 279 i september 2018. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, mens tiltalte påstod frifindelse i forhold 2 og 3 og i øvrigt rettens mildeste dom i forhold 1.

Anklagepunkter

• Forhold 1: Bedrageri den 27. september 2018 i forbindelse med leasing af en Skoda Octavia hos Forurettede1. Tiltalte fremkaldte vildfarelse om betalingsevne, hvilket resulterede i et formuetab på 109.016,06 kr. for selskabet.
• Forhold 2: Bedrageri den 29. september 2018 i forbindelse med leasing af en Mercedes Benz C 220 hos Forurettede2 på vegne af Selskab1, hvor tiltalte var direktør. Tiltalte fremkaldte vildfarelse om betalingsevne, hvilket medførte et formuetab på 238.862,74 kr. for Selskab1.
• Forhold 3: Bedrageri den 29. september 2018 i forbindelse med leasing af endnu en Mercedes Benz C 220 hos Forurettede2 på vegne af Selskab1. Tiltalte fremkaldte vildfarelse om betalingsevne, hvilket resulterede i et formuetab på 250.891,27 kr. for Selskab1.

Parternes Påstande og Forklaringer

Anklagemyndigheden krævede fængselsstraf. Forurettede1 og Forurettede2 fremsatte erstatningskrav på henholdsvis 109.016,06 kr., 189.303,23 kr. og 169.552 kr. Tiltalte anerkendte erstatningspligten i forhold 1, men bestred kravets størrelse. I forhold 2 og 3 bestred han erstatningspligten, men ikke kravenes størrelse.

Tiltalte forklarede, at han i 2018 var økonomisk presset og under indflydelse af andre, samt at han havde et kokainmisbrug. Han erkendte at have leaset Skoda'en i forhold 1, men nægtede at have underskrevet leasingaftalerne for de to Mercedes'er i forhold 2 og 3. Han hævdede, at hans underskrift var forfalsket, og at han var blevet udnyttet af andre, der indsatte ham som direktør i Selskab1. Han havde ikke anmeldt det til politiet og havde efterfølgende været på afvænning.

Byrettens Begrundelse

Retten i Glostrup fandt tiltalte skyldig i alle tre forhold. I forhold 1 erkendte tiltalte sig skyldig, og tilståelsen blev støttet af sagens øvrige oplysninger. Retten skønnede dog formuetabet for Forurettede1 til 80.000 kr.

I forhold 2 og 3 tilsidesatte retten tiltaltes forklaring som utroværdig. Dette skyldtes, at leasingaftalerne var underskrevet med tiltaltes CPR-nummer, og at han var registreret som direktør for Selskab1 i CVR-registret på gerningstidspunktet. Retten lagde vægt på tiltaltes indtægts- og formueforhold i 2018, misligholdelsen af aftalerne og at bilerne ikke var leveret tilbage. Retten fandt, at tiltalte havde forsæt til bedrageri, og skønnede formuetabene for Forurettede2 til ca. 190.000 kr. i forhold 2 og ca. 170.000 kr. i forhold 3.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, jf. Straffeloven § 279 og Straffeloven § 285, stk. 1. Retten lagde vægt på antallet, karakteren og omfanget af bedragerierne, samt at to af forholdene var begået i egenskab af direktør. Straffen blev ikke gjort betinget, heller ikke med samfundstjeneste, henset til Kriminalforsorgens udtalelse og tiltaltes manglende reaktion på henvendelser. Erstatningskravene blev udskudt til civilt søgsmål, da de forurettede ikke havde dokumenteret deres tab tilstrækkeligt.

Ankesagen

Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse i forhold 2 og 3 og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse. I landsretten afgav tiltalte supplerende forklaring, og et vidne fra Selskab2 forklarede om leasingprocedurer. En udtalelse fra Kriminalforsorgen i medfør af Retsplejeloven § 808 blev indhentet, som udtrykte tvivl om tiltaltes evne til at gennemføre samfundstjeneste, men var indforstået med at forsøge.

Landsrettens Afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens bevisresultat og fandt tiltalte skyldig i bedrageri i forhold 2 og 3. Landsretten lagde vægt på de samme grunde som byretten, bestyrket af den supplerende bevisførelse.

Straffen blev fastsat til fængsel i 10 måneder. Fem dommere stemte for denne nedsættelse fra byrettens 1 år, mens én dommer stemte for at stadfæste byrettens strafudmåling. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.

Landsretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med samfundstjeneste. Dette skyldtes tiltaltes talrige forstraffe og tidligere manglende evne til at udføre samfundstjeneste. Fem dommere stemte for dette, mens én dommer stemte for en betinget dom med samfundstjeneste, henset til tiltaltes forbedrede personlige forhold.

Spørgsmålet om erstatning til de forurettede blev henvist til civilt søgsmål, da tabene ikke var tilstrækkeligt dokumenteret.