Dom om betaling for udbedringsarbejde: Afgørelse vedrørende køretid og udgifter til materiel

Sagen omhandlede en tvist mellem et murerfirma (Appelindstævnte) og ejerne af en ejendom (Appellanterne) vedrørende betaling for udbedringsarbejde. Arbejdet var aftalt som regningsarbejde med en timepris på 350 kr. plus moms og betaling for materialer. Efter byrettens dom, som gav murerfirmaet et større tilgodehavende, ankede ejendomsejerne sagen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, mens murerfirmaet påstod stadfæstelse.

Sagens Baggrund

• Murerfirmaet havde udført udbedringsarbejde på ejendommen, og tvisten opstod omkring fakturering af køretid og visse materialer/redskaber.
• Murerfirmaet opgjorde den kørte distance til 3.725 km fordelt over 13 dage, hvoraf de første 3 dage involverede én mand, og de resterende 10 dage involverede to mand på byggepladsen.
• Ejendomsejerne bestred kravet om betaling for køretid og visse materialer, idet de anførte, at der ikke var indgået en aftale herom, og at murerfirmaet ikke havde godtgjort en branchekutyme for sådanne opkrævninger.

Parternes Anbringender

Ejendomsejernes Argumenter

• Der var ikke aftalt betaling for køretid.
• Den dagældende bekendtgørelse om fakturering vedrørte alene faktureringskrav og var ikke udtryk for en kutyme.
• Der kunne ikke faktureres særskilt for indlejning af materiel til arbejdets udførelse.
• Specifikke beløb for støvmasker, containerleje, affaldshåndtering og hammerleje skulle fradrages i opgørelsen.

Murerfirmaets Argumenter

• Kravet om betaling for køretid var berettiget i henhold til Bekendtgørelse nr. 780 af 11. november 1990 om fakturering af bl.a. murerarbejde § 5 og Monopoltilsynets vejledning, som udtrykte en branchekutyme.
• Det resterende beløb, efter fradrag af kørselsgodtgørelse, var rimeligt.
• Murerfirmaet havde krav på betaling for leje af containere mv., da det var sædvane at kræve betalt for sådanne udgifter ved regningsarbejder, jf. Bekendtgørelse nr. 780 af 11. november 1990 om fakturering af bl.a. murerarbejde § 5, stk. 6.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten ændrede byrettens dom og traf følgende afgørelse:

Betaling for Køretid

• Landsretten lagde til grund, at der ikke var indgået en specifik aftale om betaling for køretid mellem parterne.
• Murerfirmaet havde bevisbyrden for, at kravet om betaling for køretid havde støtte i en branchekutyme, men løftede ikke denne bevisbyrde.
• Den dagældende bekendtgørelse om fakturering af murerarbejde, udstedt i medfør af Konkurrenceloven § 7, regulerer ikke aftaler om betaling for køretid og kan ikke anses for at udtrykke en branchekutyme.
• Murerfirmaet fik derfor ikke medhold i kravet om betaling for køretid, selvom landsretten skønsmæssigt anslog køretiden til 100 timer, svarende til 43.750 kr. inkl. moms.

Betaling for Materialer og Redskaber

• Container til ophugget beton: Udgiften til levering og tømning af den container, der blev anvendt til ophugget beton, blev anset for omfattet af parternes aftale og skulle betales af appellanterne. Dette beløb udgjorde 5.514,56 kr.
• Støvmasker, hammerleje og anden container: Disse udgifter blev anset for arbejdsredskaber. Det blev ikke godtgjort, at der var indgået aftale om særskilt betaling herfor, eller at det var en kutyme i murerfaget, at forbrugeren skulle betale for sådanne udgifter uden nærmere aftale. Disse krav, opgjort til 10.870 kr. inkl. moms, blev derfor afvist.

Endelig Dom

• Appellant 1 og Appellant 2 (ejendomsejerne) blev dømt til in solidum at betale 5.514,56 kr. med procesrente fra den 5. september 2007 til Appelindstævnte (murerfirmaet).

Sagsomkostninger

• Appelindstævnte (murerfirmaet) blev dømt til at betale 26.120 kr. i sagsomkostninger for begge retter til Appellant 1 og Appellant 2. Beløbet dækker 25.000 kr. til advokatbistand og 2.120 kr. til retsafgift (fratrukket 500 kr. for murerfirmaets retsafgift i byretten).
• Landsretten fandt ikke grundlag for at pålægge murerfirmaet at afholde udgiften til skønserklæringen, da den ikke havde betydning for sagens afgørelse.
• De idømte beløb skulle betales inden 14 dage efter domsafsigelsen, og sagsomkostningsbeløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.