Landsretten dømmer mand for overtrædelse af boligforbud pålagt i 2011

Sagen omhandler en tiltale mod T for overtrædelse af et boligforbud, der blev pålagt ham i 2011 i forbindelse med en dom for sædelighedsforbrydelser. Anklagemyndigheden påstod, at T i perioden fra den 23. august 2018 til den 26. februar 2020 havde ladet børn under 18 år tage ophold i sin bolig uden politiets tilladelse, hvilket var i strid med Straffeloven § 236, stk. 1, nr. 2.

Baggrund for Tiltalen

Tiltalen byggede på, at tiltaltes hustrus datter, X1, boede fast på adressen, og at en anden datter, X2, var på besøg en weekend hver måned. Tiltalte var ved Retten i Næstveds dom af 7. januar 2011 idømt fængsel og et boligforbud i medfør af Straffeloven § 236, stk. 2 (dengang gældende bestemmelse), der forbød ham at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig.

Tiltaltes Forklaring og Forsvar

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han ikke var klar over, at boligforbuddet stadig var gældende. Han anførte, at hans daværende forsvarer havde oplyst, at forbuddet ville bortfalde, når han havde afsonet sin straf. Han flyttede omgående, da politiet i februar 2020 gjorde ham opmærksom på overtrædelsen. Han mente at have handlet i god tro, hvilket blev understøttet af, at familiens navne og et klistermærke med en familie med børn var sat på postkassen.

Vidneforklaringer

• V1 (tiltaltes hustru): Bekræftede, at tiltalte havde fortalt hende om sin tidligere dom for sædelighedsforbrydelser, men at hun først hørte om boligforbuddet, da politiet kom på kontrol i februar 2020. Hun var, ligesom tiltalte, meget overrasket over forbuddet.
• Politiassistent V2: Bekræftede, at det kom tydeligt bag på både tiltalte og V1, at boligforbuddet stadig var gældende. Hun forklarede, at et boligforbud gælder indtil videre, men kan indbringes for retten.

Byrettens Afgørelse og Begrundelse

Retten i Roskilde frifandt tiltalte. Flertallet af dommerne fandt det ikke godtgjort, at tiltalte havde det fornødne forsæt til at overtræde boligforbuddet i forhold til X1. For så vidt angår X2, fandt retten det ikke bevist, at hendes ophold var af en sådan karakter, at det var omfattet af boligforbuddet. En mindretalsvoterende fandt, at tiltalte havde forsæt, men at straffen burde bortfalde på grund af undskyldelig misforståelse af retsreglerne og formildende omstændigheder, jf. Straffeloven § 82, nr. 4 og § 83, 2. pkt..

Landsrettens Afgørelse

Østre Landsret ændrede byrettens frifindelse og fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af det meddelte boligforbud. Landsretten lagde til grund, at både X1's ophold og X2's månedlige weekendbesøg i tiltaltes bolig var omfattet af boligforbuddet, der blev pålagt ved dommen af 7. januar 2011 i medfør af Straffeloven § 236.

Landsretten fastslog, at tiltalte var bekendt med boligforbuddet, og at pålægget ikke var tidsbegrænset. Det blev anset for usandsynligt, at tiltalte skulle have fået den opfattelse, at forbuddet bortfaldt efter afsoning af fængselsstraffen, især set i lyset af forbuddet formål. Retten fandt, at der forelå fornøden forsætlig tilregnelse.

Strafudmåling og Vilkår

Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage, jf. Straffeloven § 236, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 2. Ved strafudmålingen blev der lagt vægt på forholdets karakter, herunder længden af den periode, hvor de to mindreårige børn havde ophold i tiltaltes bolig. Der blev også henset til, at en mindre del af gerningsperioden lå efter ikrafttræden af en lov, der skærpede strafniveauet.

Straffen blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år, jf. Straffeloven §§ 56-57 og 62-63, på følgende vilkår:

• Tiltalte må ikke begå strafbart forhold i prøvetiden.
• Tiltalte skal undergive sig tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
• Tiltalte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer inden for en længstetid på 6 måneder.

Tiltalte blev desuden pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.