Sag om udlån i forbindelse med generationsskifte og virksomhedsskatteordningen

Sagen omhandler, hvorvidt udlån og mellemregninger, der opstod i forbindelse med glidende generationsskifter af landbrugsvirksomheder, kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, og i givet fald de skattemæssige konsekvenser af en fejlagtig placering.

Sagens Baggrund

Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Afdøde drev selvstændig erhvervsvirksomhed med pelsdyravl og landbrug, hvor de anvendte virksomhedsordningen på indkomst fra virksomheden. Sagen blev anlagt ved Retten i Odense og henvist til Østre Landsret som 1. instans efter Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Generationsskifter og Udlån

Sagen involverede flere generationsskifter og tilhørende finansieringsarrangementer:

• Sagsøger 1 og Sagsøger 2 (ægtefæller):

  • Overdrog i 2012 halvdelen af landbrugsejendommen til deres søn, Person 1, for 12.665.000 kr. Dette inkluderede et lån på 2,5 mio. kr. og en mellemregning på 833.693 kr., begge rente- og afdragsfrie på anfordringsvilkår.
  • Overdrog samtidig halvdelen af mink og skind til Person 1 for 5.728.716 kr., berigtiget ved en uforrentet mellemregning på 2.788.802 kr. (ultimo 2013).
  • Disse udlån blev medtaget som aktiver i virksomhedsordningen.

• Afdøde:

  • Overdrog i 2001 20% af en landbrugsejendom til sin datter, Vidne. En uforrentet mellemregning på 1.340.892 kr. (745.363 kr. ultimo 2012) opstod og blev aktiveret i virksomheden.
  • Overdrog i 2008 80% af en anden landbrugsejendom til sin søn, Person 3, for 12.852.000 kr. En del blev berigtiget med tre gældsbreve på i alt 6.938.539 kr., aktiveret som fordringer i virksomheden.
  • Overdrog i 2013 de resterende 20% af samme ejendom til Person 3 for 4.590.000 kr. En del blev berigtiget med to gældsbreve på i alt 1.621.860 kr., også aktiveret i virksomheden.

SKATs Afgørelse

SKAT traf afgørelse om forhøjelse af sagsøgernes personlige indkomst for 2012 og 2013. SKAT anså de nævnte tilgodehavender for at være private aktiver, da de var båret af private hensyn og ikke var ydet på sædvanlige markedsvilkår. Som konsekvens heraf blev lånene anset for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomstårene 2012 (for Afdøde) og 2013 (for Afdøde, Sagsøger 1 og Sagsøger 2).

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelser.

Sagsøgernes Påstande og Argumenter

Sagsøgerne nedlagde påstand om, at SKATs afgørelser var ugyldige og anførte:

• Erhvervsmæssig karakter: Udlånene opstod i forbindelse med delvis overdragelse af erhvervsvirksomhed og burde derfor anses for erhvervsmæssige aktiver, der kan indgå i virksomhedsordningen i henhold til Virksomhedsskatteloven § 1 og Virksomhedsskatteloven § 15, stk. 3.
• Tidspunkt for hævning: En tvangshævning af opsparet overskud for indkomståret 2013 burde ikke ske, da hævningerne rettelig skulle placeres i de indkomstår, hvor forholdene opstod (2001, 2008, 2011, 2012). De argumenterede for, at indkomståret er "ukrænkeligt", og at fejl skal rettes i det år, hvor de er opstået, selvom det er uden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.
• Administrativ praksis og lighedsgrundsætning: SKATs fremgangsmåde var i strid med en fast administrativ praksis og lighedsgrundsætningen, da lignende forhold tidligere var blevet behandlet anderledes.

Skatteministeriets Argumenter

Skatteministeriet påstod frifindelse og anførte:

• Privat karakter: Udlånene var af privat karakter og ikke erhvervsmæssigt begrundet, da de ikke var ydet på markedsvilkår og primært var båret af private interesser. Derfor kunne de ikke indgå i virksomhedsordningen i henhold til Virksomhedsskatteloven § 1 og Virksomhedsskatteloven § 5.
• Tidspunkt for hævning: Hævningerne var korrekt foretaget i indkomstårene 2012 og 2013, da disse år lå inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Det forhold, at SKAT ikke tidligere havde grebet korrigerende ind, kunne ikke sidestilles med en positiv afgørelse eller fast administrativ praksis.
• Bevisbyrde: Det påhvilede sagsøgerne at godtgøre, at lånene opfyldte betingelserne for at indgå i virksomhedsordningen, herunder at de var på armslængdevilkår.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten lagde vægt på, at ingen af de ydede lån kunne anses for at have erhvervsmæssig karakter. Pengeudlånene havde ikke med landbrugsvirksomhedernes drift at gøre, og etablering af fælles drift med køberne (børnene) indebar ikke sådanne positive effekter, at lånene af den grund fik erhvervsmæssig karakter. Lånene måtte tværtimod anses for at være ydet som udslag af virksomhedsejernes personlige interesse i at finansiere generationsskifte, og det var ikke godtgjort, at vilkårene for de enkelte lån havde været markedsmæssige.

Landsretten fandt, at skattemyndighederne var berettigede til at anse lånene for hævet ud af virksomhedsordningerne i indkomstårene 2012 og 2013, da ændringerne skete inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Det forhold, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind, kunne ikke sidestilles med en positiv afgørelse om spørgsmålet. Betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 var ikke opfyldt.

Skatteministeriet blev frifundet. Landsretten fandt, at de omhandlede udlån ikke havde erhvervsmæssig karakter og derfor ikke kunne indgå i virksomhedsordningerne. Konsekvensen heraf var, at udlånene skulle anses for hævet ud af virksomhedsordningerne i indkomstårene 2012 og 2013 i henhold til Virksomhedsskatteloven § 5. Retten fandt, at skattemyndighederne var berettigede til at anse lånene for hævet i disse indkomstår, da ændringerne skete inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Der blev ikke tilkendt sagsomkostninger, da sagen var af principiel karakter og havde vidererækkende betydning.