Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Relaterede love
Sagen omhandler en udlænding ("Tiltalte"), som i december 2007 af Integrationsministeriet blev anset for en fare for statens sikkerhed og efterfølgende udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig. Da der var risiko for tortur eller dødsstraf ved udsendelse til Irak, kunne udvisningen ikke effektueres. Tiltalte blev derfor sat på tålt ophold fra den 1. april 2008, oprindeligt med ugentlig meldepligt på Center Sandholm.
Som følge af en lovændring i december 2008 pålagde Rigspolitiet Tiltalte daglig meldepligt fra den 18. februar 2009. Denne afgørelse blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Tiltalte overholdt sin meldepligt de første fire år, frem til marts 2012, men undlod herefter konsekvent at efterkomme den daglige meldepligt.
Den foreliggende sag vedrører Tiltaltes overtrædelse af den daglige meldepligt i perioden fra juli 2015 til december 2016.
Tiltalte anførte, at den daglige meldepligt udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i hans ret til privatliv, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Han argumenterede for, at der ikke var konkret risiko for, at han ville skjule sig for politiet, og at der ikke var udsigt til, at udvisningen kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid. Endvidere påberåbte han sig diskrimination i strid med artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet han mente, at meldepligten var begrundet i, at han ansås for at være til fare for statens sikkerhed, hvilket en dansk statsborger i en lignende situation ikke ville blive pålagt.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af dommen og anførte, at meldepligten var proportional, da Tiltalte blev anset for en fare for statens sikkerhed og var uønsket i Danmark. De fremhævede, at meldepligten udgjorde et beskedent indgreb, da Tiltalte boede på det sted, hvor han skulle melde sig. Anklagemyndigheden bemærkede desuden, at Tiltaltes egen begrundelse for ikke at overholde meldepligten var, at han fandt den overflødig.
Højesteret skulle i sagen tage stilling til, om den daglige meldepligt, pålagt Tiltalte, udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og om påbuddet var i strid med hans ret til privatliv, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt diskriminationsforbuddet i artikel 14.
Højesteret fastslog, med henvisning til tidligere domme (UfR 2017.1228 og UfR 2012.2878), at hensynet til at sikre en udvist udlændings tilstedeværelse med henblik på udsendelse generelt vejer tungere end den pågældendes bevægelsesfrihed. Retten fandt, at den daglige meldepligt på det sted, hvor Tiltalte boede, udgjorde et forholdsvis beskedent indgreb i hans bevægelsesfrihed. Det blev bemærket, at Tiltaltes egen begrundelse for ikke at overholde meldepligten var, at han fandt den overflødig.
På trods af, at Tiltalte havde været underlagt opholds- og meldepligt i over syv år ved tiltaleperiodens udløb, og at det med tiden kan blive vanskeligere at begrunde indgreb i retten til at færdes frit, fandt Højesteret efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at meldepligten i den omhandlede periode udgjorde et uproportionalt indgreb i Tiltaltes bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Hvad angår retten til privatliv, tiltrådte Højesteret, at meldepligten ikke udgjorde en krænkelse af Tiltaltes ret til privatliv, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev lagt til grund, at Tiltalte hverken havde ægtefælle eller børn, og at indgrebet var beskedent.
Højesteret fastslog, at Tiltaltes meldepligt ikke var begrundet i, at han blev anset for at være til fare for statens sikkerhed, men derimod i muligheden for at kunne udsende ham. Retten fandt, at Tiltaltes situation ikke kunne sammenlignes med en dansk statsborgers situation, der anses for at være til fare for statens sikkerhed, men som ikke kan udvises. Derfor rejste meldepligten ikke spørgsmål om overtrædelse af artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sammenholdt med artikel 2 i Tillægsprotokol 4.
Tiltalte havde overtrådt sin meldepligt mere end 1000 gange. Højesteret tiltrådte Landsrettens afgørelse om, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 30 dage. Straffen blev til dels fastsat som en tillægsstraf, jf. Straffeloven § 89.
Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.
Danmark fik medhold i udvisningssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kriminalitetens alvor og klagers tilknytning til Danmark og oprindelsesland blev tillagt vægt i dommen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
T, en afghansk statsborger, blev i 2005 udvist for bestandig efter en dom på 7 års fængsel for grov vold. På grund af risiko for refoulement har T imidlertid siden 2007 haft "tålt ophold" i Danmark. Sagen omhandlede 165 overtrædelser af den meldepligt, som Rigspolitiet pålagde ham i perioden august 2018 til august 2019, hvor han skulle møde tre gange ugentligt hos politiet på Københavns Hovedbanegård i henhold til Udlændingeloven § 60, stk. 2, jf. § 34, stk. 4.
Byretten frifandt T, idet retten fandt meldepligten ugyldig og uproportional, særligt i lyset af, at T i årevis havde overholdt sine forpligtelser, og risikoen for, at han ville skjule sig, var minimal. Østre Landsret omgjorde dommen og fandt T skyldig, idømte ham 6 måneders fængsel og udvisning i 6 år efter .
Regeringen lancerer en udvisningsreform, som strammer udvisningsreglerne og grebet om udlændinge uden lovligt ophold.
FE og PET har under sagen i Højesteret argumenteret for, at Østre Landsrets dom om afvisning skulle stadfæstes, og argumenteret for, at vi som efterretningstjenester ikke har pligt til offentligt at be- eller afkræfte vores kapaciteter og kilder.
T påstod frifindelse, subsidiært formildelse, og argumenterede primært for, at den pålagte meldepligt var et uproportionalt indgreb i hans rettigheder, især i lyset af den lange periode (siden 2008), hvor han har været underlagt restriktioner.
Anklagemyndigheden påstod strafskærpelse og stadfæstelse af udvisningen. De anførte, at meldepligten var et begrænset og proportionalt indgreb, da T boede tæt på meldestedet, og udsigten til udsendelse til Afghanistan stadig eksisterede. Desuden argumenterede de for, at T ikke var beskyttet af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol, da en person på tålt ophold ikke har lovligt ophold i Danmark.
T, der kom til Danmark i 2010 og fik afslag på asyl i 2011, var tiltalt for omfattende overtrædelse af sine pligter som ...
Læs mereTiltalte, T, var tiltalt for en lang række overtrædelser af sin pålagte opholds-, underretnings- og meldepligt i periode...
Læs mere
