Kendelse om hjemvisning af sag efter afvisning af stævning grundet manglende angivelse af bopælsadresse

Denne sag omhandler en kære af Frederiksberg Rets kendelse af 5. marts 2009, hvorved byretten havde afvist en stævning. Afvisningen skete på baggrund af, at sagsøgeren (kærende) i stævningen alene havde angivet en postadresse og ikke sin bopæl eller sit opholdssted, hvilket byretten fandt utilstrækkeligt i henhold til retsplejelovens krav til stævningens indhold.

Sagens Baggrund

Kærende, tidligere sagsøger, havde indleveret en stævning til Frederiksberg Ret. Retten afviste stævningen, da sagsøgeren kun havde oplyst en postadresse og under sagen havde bekræftet, at han ikke boede eller opholdt sig på den angivne adresse. Byretten henviste til kravene i retsplejeloven vedrørende stævningens indhold.

Kæremålets Forløb

Kærende nedlagde påstand om, at byrettens sag skulle genoptages, og at de tilkendte omkostninger ved byrettens kendelse skulle bortfalde. Indkærede, tidligere sagsøgte, påstod stadfæstelse af byrettens afgørelse.

Landsretten behandlede kæremålet på baggrund af fremlagte kæreskrift af 13. marts 2009, som inkluderede Frederiksberg Rets kendelse, rettens fremsendelsesbrev og udskrift af retsbogen. Der blev også fremlagt et processkrift af 31. marts 2009 fra indkærede.

Lovgrundlag og Fortolkning

Sagen drejede sig om fortolkningen af kravene til stævningens indhold, specifikt angivelsen af parternes adresse. Før en lovændring i 1979 var kravene fastsat i Retsplejeloven § 337, som krævede angivelse af parternes navn, stilling, bopæl eller opholdssted. Efter lovændringen i 1979 fremgår det af Retsplejeloven § 348, stk. 2, nr. 1, at stævningen skal indeholde "parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske”.

Landsretten bemærkede, at forarbejderne til lovændringen (betænkning nr. 698/1973) indikerer, at ændringen fra "bopæl eller opholdssted" til "adresse" ikke tilsigtede en realitetsændring af bestemmelsens indhold. Formålet med adresseangivelsen er at muliggøre en let og sikker identifikation af sagsøgeren og at lette forkyndelse og fremsendelse af meddelelser.

Landsrettens Afgørelse

Østre Landsret ophævede byrettens kendelse af 5. marts 2009, som havde afvist kærendes stævning. Sagen blev hjemvist til fortsat behandling i byretten.

Begrundelse for Ophævelse

Landsretten fandt, at stævningen ikke var uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, selvom sagsøgeren kun havde angivet en postadresse og ikke sin bopæl eller opholdssted. Begrundelsen var som følger:

• Formål med adresseangivelse: Kravet om angivelse af navn og adresse i stævningen har til formål at muliggøre en let og sikker identifikation af sagsøgeren.
• Identifikation opfyldt: I nærværende sag blev dette formål anset for opfyldt, da indkærede utvivlsomt kendte sagsøgerens identitet, idet sagen vedrørte bodeling efter parternes skilsmisse.
• Advokatens rolle: Det var udtrykkeligt angivet i stævningen, at processuelle meddelelser til sagsøgeren kunne sendes til hans advokat, hvis navn og adresse var anført i stævningen.
• Lovforarbejdernes fortolkning: Landsretten henviste til forarbejderne til Retsplejeloven § 348, stk. 2, nr. 1, som indikerer, at ændringen fra "bopæl eller opholdssted" til "adresse" ikke tilsigtede en realitetsændring af bestemmelsens indhold. Dette understøtter, at en postadresse kan være tilstrækkelig, især når identifikation er sikret.

Spørgsmål om Sikkerhedsstillelse

Landsretten tog ikke stilling til, om sagsøgeren skulle stille sikkerhed efter Retsplejeloven § 321, herunder hvilken betydning det fremsendte spanske registreringsbevis af 5. marts 2009 havde for afgørelsen af dette spørgsmål. Dette spørgsmål skal behandles af byretten ved sagens fortsatte behandling.

Omkostninger

• Kæreafgiften tilbagebetales kærende.
• Ingen af parterne skulle betale kæremålsomkostninger til den anden part.