Højesteret ophæver udleveringsafgørelse grundet risiko for umenneskelig behandling i rumænsk fængsel

Sagens Baggrund

Sagen omhandler en anmodning om udlevering af en person, benævnt "Arrestant", til straffuldbyrdelse i Rumænien i henhold til en europæisk arrestordre. Justitsministeriet havde oprindeligt godkendt udleveringen.

Tidligere Instanser

• Retten i Næstved: Afsagde kendelse den 28. april 2016.
• Østre Landsret: Afsagde kendelser den 9. juni og 30. juni 2016.
• Højesteret: Afsagde kendelse den 24. februar 2017, hvor sagen blev udsat for at indhente yderligere oplysninger.

Arrestantens Påstande

Arrestanten nedlagde påstand om, at Justitsministeriets afgørelse af 5. april 2016 om udlevering skulle tilsidesættes, og at udlevering skulle nægtes. Dette blev begrundet med:

• Den rumænske arrestordre levede ikke op til gældende krav til indhold, herunder beskrivelse af tid og sted for den strafbare handling.
• En engelsk domstols afgørelse af 17. februar 2016, der nægtede at fuldbyrde samme arrestordre, var bindende for danske domstole.
• Udlevering ville være i strid med Udleveringsloven § 10 h, stk. 2 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, da der ikke forelå tilstrækkelige garantier mod umenneskelig og nedværdigende behandling.

Anklagemyndighedens Påstande

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse af Justitsministeriets afgørelse. De anførte, at:

• Den engelske domstols afgørelse ikke var bindende for danske myndigheder.
• Danske myndigheder havde selvstændigt vurderet arrestordrens oplysninger som fyldestgørende.
• Betingelserne for afslag i medfør af Udleveringsloven § 10 h, stk. 2 var ikke opfyldt, da rumænske myndigheder havde forbedret fængselsforholdene og afgivet garantier.
• Danmark var forpligtet til at udlevere i henhold til Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre.

Højesterets Kendelse af 24. februar 2017

Højesteret udsatte sagen og pålagde anklagemyndigheden at indhente en fornyet udtalelse fra de rumænske myndigheder om de forhold, Arrestanten kunne forvente under frihedsberøvelse i Rumænien. Dette skete med henvisning til EU-Domstolens dom af 5. april 2016 (Aranyosi og Căldăraru), som fastslår, at gensidig tillid mellem medlemsstater er grundlæggende, men at der kan anmodes om supplerende oplysninger ved risiko for umenneskelig behandling.

Supplerende Oplysninger fra Rumænien

Justitsministeriet indhentede en ny udtalelse fra de rumænske myndigheder dateret 15. marts 2017. Heraf fremgik:

• Karantæneperiode (21 dage): I București Rahova-fængslet med garanteret 3 m² personligt rum.
• Afsoning i lukket fængsel (Tulcea): Garanteret 3 m² personligt rum (inklusive seng og møbler, eksklusive badeværelse og opbevaringsplads).
• Afsoning i halvåbent fængsel (Tulcea): Muligvis efter en femtedel af straffen, men kun garanteret 2 m² personligt rum (inklusive seng og møbler, eksklusive badeværelse og opbevaringsplads).
• Aktiviteter og bevægelsesfrihed: Indsatte har adgang til gårde, klubber, idrætsbaner, kirke, undervisningslokaler mv. De kan gå ture (min. 3 timer dagligt for ikke-arbejdende, min. 1 time for arbejdende) og tilbringe fritid uden for cellen det meste af dagen.

Højesterets Vurdering af Arrestordrens Indhold

Højesteret fandt, at den engelske domstols afgørelse om at afslå fuldbyrdelse af arrestordren ikke var bindende for danske myndigheder. Højesteret tiltrådte Landsrettens vurdering af, at kravene til arrestordrens indhold var opfyldt, og at udlevering derfor ikke kunne nægtes på formelle grunde.

Vurdering af Fængselsforhold i Rumænien

Højesteret vurderede, om udlevering ville være i strid med Udleveringsloven § 10 h, stk. 2, som skal fortolkes i overensstemmelse med EU-chartrets artikel 4 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Anvendelse af Muršić-dommen

Højesteret lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 20. oktober 2016 i sagen Muršić mod Kroatien (nr. 7334/13). Denne dom fastslår en stærk formodning for krænkelse af artikel 3, hvis en indsat har mindre end 3 m² personligt rum til rådighed i en flerpersoners celle. Denne formodning kan kun afkræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt:

• Reduktionerne i personligt rum er "short, occasional and minor".
• Reduktionerne er ledsaget af tilstrækkelig bevægelsesfrihed uden for cellen og adækvate aktiviteter uden for cellen.
• Fængslet generelt set kan anses for et passende afsoningssted, og der er ingen forværrende omstændigheder.

Højesterets Konkrete Vurdering

• Lukket fængsel: Højesteret fandt, at de rumænske myndigheders oplysninger om garanteret mindst 3 m² personligt rum i lukket fængsel ikke gav grundlag for at fastslå en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling.
• Halvåbent fængsel: Højesteret bemærkede, at Arrestanten muligvis ville afsone en del af straffen i halvåbent fængsel, hvor kun 2 m² personligt rum var garanteret. Højesteret fandt, at denne begrænsning af personligt rum til mindre end 3 m² ikke kunne anses for "short, occasional and minor", da det ville være et permanent vilkår for den del af afsoningen.
• Kumulative betingelser: Selvom de indsatte ville opholde sig uden for cellerne det meste af dagen (opfyldelse af Muršić-dommens 2. betingelse), var dette ikke tilstrækkeligt til at afkræfte den stærke formodning for konventionsstridig behandling. Domstolen har udtrykkeligt anført, at alle kumulative betingelser skal være opfyldt.

Konklusion og Afgørelse

På baggrund af den samlede vurdering fandt Højesteret, at der var en reel risiko for, at afsoning af fængselsstraffen i Rumænien i en del af tiden ville ske under forhold, der var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som fortolket i Muršić-dommen.

Justitsministeriets afgørelse af 5. april 2016 om udlevering af Arrestant til straffuldbyrdelse i Rumænien blev derfor ophævet som værende i strid med Udleveringsloven § 10 h, stk. 2.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.