Fristoverskridelse ved indbringelse af anbringelsessag for landsretten
Dato
11. juli 2013
Eksterne links
Læs hele sagenJuridisk område
Aktivloven
Emner
Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, Landret, Overskridelse af frist
To separate sager om fortsat anbringelse af børn uden for hjemmet blev behandlet. I den første sag traf Børn og unge-udvalget i A kommune beslutning om fortsat anbringelse af et barn i juni 1993. Ankestyrelsen tiltrådte beslutningen i september 1993. Klagerens advokat krævede afgørelsen forelagt landsretten den 13. oktober 1993, men dette var mere end 4 uger efter meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse. Advokaten forklarede, at klageren var påvirket og havde medbragt mange dokumenter, hvilket gjorde det svært at overskue afgørelsen.
I den anden sag traf Børn og unge-udvalget i B kommune beslutning om fortsat anbringelse af 3 børn samt overvågning af samvær og kontrol af brev/telefon i juli 1994. Ankestyrelsen tiltrådte beslutningen i september 1994. Klagerne anmodede deres daværende advokat om at indbringe sagen for landsretten, men dette skete ikke. En ny advokat anmodede Ankestyrelsen den 28. november 1994 om at se bort fra fristoverskridelsen, da klagerne selv havde handlet rettidigt.
Landsretten afviste begge sager på grund af overskridelse af 4-ugers fristen for indbringelse af Ankestyrelsens afgørelse, jf. Lov om social bistand § 129, stk. 1.
Begrundelse for afvisning
I den første sag udtalte Landsretten, at begæringen om sagens indbringelse var foretaget mere end 4 uger efter, at sagsøgeren havde fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse. Landsretten afviste derfor sagen.
I den anden sag udtalte Landsretten ligeledes, at begæringen var afgivet mere end 4 uger efter meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse. Landsretten bemærkede, at der ikke i Lov om social bistand § 129, stk. 1 eller anden lovgivning var hjemmel til i særlige tilfælde at bortse fra den anførte frist. Landsretten fandt heller ikke, at fristbestemmelsen var i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions art. 5, stk. 4, som advokaten havde henvist til.
Lignende afgørelser