Højesterets dom i sag om groft legemsangreb med døden til følge og udvisning

Sagen omhandler en tiltale mod T for groft legemsangreb med døden til følge, jf. Straffeloven § 246, samt spørgsmålet om udvisning. Forholdet fandt sted den 27. december 2017, hvor F afgik ved døden efter at være blevet påført læsioner.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

Retten i Hillerød frifandt T, idet den fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at døden var en følge af voldsudøvelsen, og at indicierne for T's skyld ikke var tilstrækkeligt tungtvejende. Østre Landsret omgjorde byrettens dom og dømte T for overtrædelse af Straffeloven § 246, jf. Straffeloven § 245, stk. 1, idømte hende fængsel i 3 år og 6 måneder og udviste hende af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Anklagen og Tiltaltes Forklaring

Anklagemyndigheden tiltalte T for at have tildelt F tre slag eller spark i ryggen og adskillige stik i hovedet med en skruetrækker eller lignende, herunder et 5 cm dybt stik ved kæbebenet. Disse handlinger skulle i kombination med F's svære hjerte- og hjertekarforandringer have medført hans død. T nægtede sig skyldig og fastholdt, at hun ikke havde påført F skaderne.

Retsmedicinske Undersøgelser

Obduktionen af F viste, at han havde en svær hjertesygdom. Han havde desuden tre identiske stiklæsioner i ansigtet, hvoraf én ved venstre kæberand var ca. 5 cm dyb og lå tæt på nerver, der påvirker hjertets pulsfrekvens. F havde også tre identiske læsioner på lænderyggen, der kunne være påført med en støvlespids. Retslægerådet vurderede, at dødsårsagen var akut hjertesvigt som følge af F's hjerte- og hjertekarforandringer, men at hjertesvigtet muligt var udløst af de påviste læsioner, særligt stiklæsionen ved kæben. Fysisk vold eller psykisk ophidselse kunne i forbindelse med F's hjertelidelse udløse et hjertestop, og det var sandsynligt, at der var en sammenhæng mellem læsionerne, hjertesygdommen og dødens indtræden.

Bevismæssige Omstændigheder

Landsretten lagde til grund, at F blev påført læsionerne mellem kl. 23.10-23.15 og kl. 23.40, og at T var den sidste person, der så F i live. T's forklaringer om forløbet og fund af beviser var inkonsistente:

• T havde ingen forklaring på F's læsioner.
• Hun huskede ikke fem forgæves telefonopkald til F's telefon mellem kl. 23.24 og 23.32.
• F's briller, bøjet og påført T's blod, blev fundet i T's affaldscontainer. T's forklaring om at have sat sig på dem blev tilsidesat.
• T's blod blev fundet flere steder i F's bil. T's forklaring om, at det skyldtes en håndskade efter at have knust en rude og ledt efter astmaspray, blev fundet utilstrækkelig til at forklare blodets udbredelse.
• Et vidne hørte T's oprørte stemme i T's bolig omkring kl. 23.30, hvilket modsagde T's forklaring om at have været i stalden indtil kl. 02.05.

Landsretten fandt T's forklaring ubetænkeligt at tilsidesætte og anså det for bevist, at T havde påført F læsionerne. Landsretten fandt endvidere, at læsionerne var en medvirkende årsag til dødsfaldet.

Parternes Anbringender for Højesteret

T ankede dommen med påstand om frifindelse for overtrædelse af Straffeloven § 246 og formildelse samt frifindelse for udvisning. Hun anførte, at landsrettens dom var udtryk for forkert retsanvendelse, især vedrørende årsagssammenhæng, påregnelighed og uagtsomhed. T argumenterede for, at der ikke var direkte årsagssammenhæng mellem stikkene og F's død, da hans helbredstilstand var meget dårlig, og døden kunne være indtruffet alene ved fysisk aktivitet eller psykisk ophidselse. Hun var ikke bekendt med F's helbredstilstand, og dødsfaldet var ikke påregneligt eller uagtsomt. Hvis forholdet kun henførtes til Straffeloven § 245, burde straffen nedsættes til ikke over 9 måneders fængsel, da hun ikke tidligere var straffet. T bestred også betingelserne for udvisning, idet hun havde opholdt sig i Danmark i over fire år, var i beskæftigelse og selvforsørgende, og der ikke var holdepunkter for ny kriminalitet.

Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen og i øvrigt stadfæstelse af landsrettens dom. Anklagemyndigheden anførte, at der forelå den nødvendige årsagssammenhæng, påregnelighed og uagtsomhed, og at forholdet med rette var henført til Straffeloven § 246. Straffen på 3 år og 11 måneder var passende, da den var begrænset af sagens behandling som domsmandssag. Anklagemyndigheden fastholdt, at betingelserne for udvisning var opfyldt, og at T's tilknytning til Norge var væsentlig større end til Danmark, hvilket retfærdiggjorde udvisning med indrejseforbud for bestandig.

Højesterets Vurdering af Retsanvendelsen

Højesteret kunne ikke efterprøve landsrettens bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf. Retsplejeloven § 933, stk. 2 sammenholdt med Retsplejeloven § 912, stk. 1. Retten kunne dog vurdere, om landsretten havde anvendt reglerne om årsagssammenhæng korrekt, og om de faktiske omstændigheder kunne begrunde henførelsen til Straffeloven § 246.

Højesteret fastslog, at Straffeloven § 246 finder anvendelse, når et legemsangreb omfattet af Straffeloven § 245 har haft døden til følge under særdeles skærpende omstændigheder, og dødsfaldet kan tilregnes gerningsmanden som uagtsomt, jf. Straffeloven § 20.

Landsretten havde fundet, at de læsioner, T påførte F, især stiklæsionen ved kæben, var en medvirkende årsag til dødsfaldet, hvilket indebar, at F ikke ville være død den pågældende nat uden disse læsioner. Landsretten anså også dødsfaldet for en påregnelig følge af legemsangrebet og tilregneligt T som uagtsomt. Højesteret fandt, at landsrettens dom ikke indebar forkert retsanvendelse, og at forholdet med rette var henført til Straffeloven § 246.

Strafudmåling

Straffen på fængsel i 3 år og 6 måneder blev anset for passende, da sagen var behandlet som domsmandssag i byretten og landsretten, hvilket begrænser strafudmålingen til under 4 år, jf. Retsplejeloven § 686, stk. 4, nr. 1.

Udvisning

Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse om udvisning med indrejseforbud for bestandig. Dette blev begrundet i sagens karakter af groft legemsangreb med døden til følge og en proportionalitetsvurdering, der fandt T's tilknytning til Norge væsentligt større end til Danmark, i overensstemmelse med Udlændingeloven § 24, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 6, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 2, nr. 5, samt principperne i Opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2 og artikel 28, stk. 1.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom.