Højesterets kendelse om præjudiciel forelæggelse vedrørende erstatningsansvar for EU-stridig afgift (ambi)

Denne sag omhandler en anmodning fra appellanterne, Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, Harald Nyborg A/S og KID-Holding A/S, om at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i en sag mod Skatteministeriet. Hovedsagen drejer sig om, hvorvidt den danske stat har handlet ansvarspådragende efter EU-rettens principper ved at have indført og opkrævet en EU-stridig afgift (ambi) og efterfølgende praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis.

Sagens Forløb

Appellanterne havde tidligere anmodet Østre Landsret om præjudiciel forelæggelse, hvilket blev afvist. For Højesteret anmodede appellanterne om forelæggelse af 14 nye spørgsmål vedrørende erstatningsansvar for indførelsen af ambi-afgiften, forløbet under tilbagebetalingssagen og pligten til fuld erstatning af sagsomkostninger.

Den 22. december 2022 besluttede Højesterets ankeudvalg, at der ikke var grundlag for at imødekomme anmodningen. Begrundelsen var, at det var Højesterets foreløbige vurdering, at fortolkningen af den relevante EU-ret ikke gav anledning til tvivl, der nødvendiggjorde forelæggelse for EU-Domstolen.

Appellanterne anmodede den 19. januar 2023 om en uddybende begrundelse, idet de mente, at Højesteret som sidste instans var forpligtet til at begrunde et afslag på præjudiciel forelæggelse nærmere. Højesteret afslog at give en uddybende begrundelse den 25. januar 2023 med henvisning til, at der var tale om en foreløbig afvisning, og at spørgsmålet ville blive genovervejet i forbindelse med hovedforhandlingen.

Appellanternes Anbringender

Appellanterne anmodede herefter om forelæggelse af fire specifikke præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

• Spørgsmål 1: Er en medlemsstats øverste domstol forpligtet til at begrunde et afslag på præjudiciel forelæggelse, der er baseret på en "foreløbig vurdering", i henhold til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde § 267, stk. 3 og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder § 47?
• Spørgsmål 2: Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, er en begrundelse, der angiver, at fortolkningen af EU-retten ikke giver anledning til tvivl, tilstrækkelig til at opfylde begrundelsespligten?
• Spørgsmål 3: Hvis spørgsmål 2 besvares benægtende, hvilke krav skal en begrundelse som nævnt i spørgsmål 1 opfylde?
• Spørgsmål 4: Er det tilstrækkeligt, at en national ret først giver sin begrundelse for et afslag på præjudiciel forelæggelse i den endelige dom, når afslaget er meddelt under sagens forberedelse?

Appellanterne argumenterede for, at besvarelsen af disse spørgsmål var afgørende for at fastslå, om Højesterets afgørelse af 22. december 2022 skulle have været ledsaget af en fyldestgørende og tilstrækkelig begrundelse på tidspunktet for beslutningen. De henviste til EU-Domstolens praksis, herunder sag C-561/19 (Consorzio Italian Management m.fl.), og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder § 47 om retten til en retfærdig rettergang.

Skatteministeriets Anbringender

Skatteministeriet modsatte sig forelæggelsen af de præjudicielle spørgsmål. De anførte, at der hverken var pligt eller behov for en sådan forelæggelse, da det ville være af ren teoretisk interesse, føre til ubegrundet ressourceforbrug og forlænge retssagen. Ministeriet argumenterede for, at EU-Domstolens afgørelse i Consorzio Italian Management m.fl. ikke havde ændret på den nationale retsplejes procesautonomi. De fastholdt, at begrundelseskravet alene gælder for den endelige retsafgørelse, og at Højesterets begrundelse af 22. december 2022 var tilstrækkelig. Endvidere mente Skatteministeriet, at de rejste fortolkningsspørgsmål under ingen omstændigheder kunne påvirke Højesterets afgørelse af appellanternes krav i hovedsagen.

Højesterets Afgørelse

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at imødekomme anmodningen om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Retten henviste til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde § 267, stk. 3 og EU-Domstolens praksis, herunder dommen i sag C-561/19 (Consorzio Italian Management m.fl.). Det blev fastslået, at en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, er pligtig til at indbringe præjudicielle spørgsmål, medmindre:

• Det rejste EU-retlige spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisten.
• Fortolkningen af den pågældende EU-retlige bestemmelse er støttet på Domstolens praksis.
• EU-rettens fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til rimelig tvivl.

Højesteret fastholdt sin foreløbige vurdering fra beslutningen af 22. december 2022 om, at fortolkningen af den relevante EU-ret i sagen ikke gav anledning til tvivl, der nødvendiggjorde forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen. Retten bemærkede, at spørgsmålet om en uddybende begrundelse ville blive genovervejet i forbindelse med hovedforhandlingen.

Samlet set fandt Højesteret, at begrundelsen i rettens beslutning af 22. december 2022 var i overensstemmelse med ordningen efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde § 267, og at der derfor ikke var grundlag for at forelægge de ønskede præjudicielle spørgsmål.

Anmodningen om forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen blev derfor ikke taget til følge.