Højesterets dom om tillægsbøder for skattesvig

Sagen omhandler spørgsmålet om udmåling af tillægsbøder i en sag om moms- og skattesvig, hvor to tiltalte, Tiltalte 3 og Tiltalte 6, har anket landsrettens dom til Højesteret.

Sagens Baggrund

Tidligere Instanser

Sagen blev oprindeligt behandlet af Retten på Frederiksberg, som afsagde dom den 3. juli 2020. Denne dom blev anket til Østre Landsret, hvis 22. afdeling afsagde dom den 3. maj 2022.

Anke til Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte den 23. februar 2023 Tiltalte 3 og Tiltalte 6 begrænset tilladelse til anke til Højesteret. Anketilladelsen omfatter udelukkende spørgsmålet om tillægsbøder idømt i medfør af Straffeloven § 50, stk. 2.

Parternes Påstande

Tiltaltes Påstand

Tiltalte 3 og Tiltalte 6 påstod formildelse af de idømte tillægsbøder. De ønskede bøderne nedsat til henholdsvis 2.200.000 kr. og 1.625.000 kr., subsidiært til et lavere beløb end fastsat af landsretten. Deres argumentation var, at tillægsbøder skal sanktionere tilsigtet berigelse og derfor bør fordeles forholdsmæssigt mellem de domfældte baseret på individuel økonomisk vinding. I mangel af en sikker fordelingsnøgle burde bøden fordeles ligeligt, da de nuværende bøder samlet set udgør tre gange det unddragne beløb på grund af flere domfældte.

Anklagemyndighedens Påstand

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom. De anførte, at tillægsbøderne er udmålt i overensstemmelse med gældende praksis i skatte- og afgiftsstraffesager. Ifølge denne praksis idømmes der ved forsætlige unddragelser af skatter og afgifter over 250.000 kr. en bøde svarende til det unddragne beløb i tillæg til frihedsstraf. Anklagemyndigheden fremhævede, at formålet med tillægsbøder i skatte- og afgiftsstrafferetten er pønalt og udtryk for en skærpet sanktionering, og at de idømmes uden hensyntagen til, om statskassen har lidt et tab, eller om den dømte samtidig pålægges erstatningsansvar.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt Tiltalte 3 og Tiltalte 6 skyldige i en række forhold vedrørende moms- og skattesvig af særlig grov karakter i medfør af Straffeloven § 289. Forholdene blev begået delvist i forening med hinanden og delvist i forening med andre.

Højesterets Behandling

Sagen for Højesteret angik udelukkende udmålingen af de idømte tillægsbøder. Højesteret skulle tage stilling til, om de tiltalte hver især skulle idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, eller om en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb skulle fordeles forholdsmæssigt mellem de domfældte, så de enkelte tillægsbøders størrelse afspejlede hver af de domfældtes individuelle økonomiske vinding.

Højesterets Begrundelse

Formål med Tillægsbøder

Højesteret henviste til Straffeloven § 50, stk. 2, som fastslår, at bøde kan idømmes som tillægsstraf, når tiltalte har opnået eller tilsigtet økonomisk vinding. Højesteret fandt, at det ud fra forarbejderne til loven fremgår, at tillægsbøder inden for skatte- og afgiftsområdet er et supplement til betalingen af skyldige skatter og afgifter. Formålet er en skærpet sanktionering med et pønalt sigte. Tillægsbøder pålægges derfor uden hensyn til, om der er opnået en berigelse, og uanset om den unddragne skat allerede er efterbetalt.

Forholdsmæssig Fordeling

Højesteret fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at nedsætte tillægsbøderne med henvisning til, at flere personer havde deltaget i skatte- og afgiftsunddragelsen.

Afgørelse

Da der ikke i øvrigt var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at nedsætte de idømte tillægsbøder, stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Landsrettens dom stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.