Højesterets kendelse om fortsat varetægtsfængsling trods formel fejl

Denne sag omhandler en kendelse fra Højesteret vedrørende fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte 2. Sagen blev indbragt for Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, efter at Retten i Viborg og Vestre Landsret tidligere havde afsagt kendelser om varetægtsfængslingen.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

• Retten i Viborg: Afsagde kendelse den 21. august 2008 om fortsat varetægtsfængsling.
• Vestre Landsret: Afsagde kendelse den 28. august 2008, som stadfæstede byrettens afgørelse.
• Procesbevillingsnævnet: Meddelte den 24. oktober 2008 tilladelse til at indbringe kendelsen for Højesteret.

Påstande

• Tiltalte 2's påstand: Anmodede om, at anklagemyndighedens påstand om fortsat varetægtsfængsling af 21. august 2008 ikke burde have været taget til følge.
• Rigsadvokatens påstand: Anmodede om stadfæstelse af de tidligere afgørelser.

Anbringender fra Tiltalte 2

Tiltalte 2 anførte, at anklagemyndighedens manglende overholdelse af kravet om skriftlighed, jf. Retsplejeloven § 764, stk. 1, 2. pkt., burde medføre, at anmodningen om forlængelse af varetægtsfængslingen ikke blev imødekommet. Det blev fremført, at tilsidesættelse af skriftlighedskravet var i strid med lighedsprincippet og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Endvidere blev det anført, at byrettens beslutning om at fortsætte varetægtsfængslingen uden yderligere forlængelser indtil dom, jf. Retsplejeloven § 767, stk. 2, var i strid med proportionalitetsbestemmelsen i Retsplejeloven § 762, stk. 3. Det blev også hævdet, at Retsplejeloven § 767, stk. 2 kun burde anvendes, hvis hovedforhandlingen kunne gennemføres inden rimelig tid, og at bestemmelsen ikke i tilstrækkelig grad sikrede sigtedes retsstilling.

Anbringender fra Rigsadvokaten

Rigsadvokaten argumenterede for, at den manglende skriftlige anmodning ikke burde føre til, at anmodningen om forlængelse blev afvist, da retten havde det fornødne materielle grundlag. Det blev fremhævet, at lighedsprincippet ikke var tilsidesat, da forsvareren havde adgang til alle sagens akter. Rigsadvokaten anførte desuden, at afgørelsen om varetægtsfængsling frem til dom ikke var i strid med proportionalitetsbestemmelsen i Retsplejeloven § 762, stk. 3, og at den samlede varetægtsfængsling ikke blev længere end nødvendigt. Endelig blev det anført, at Retsplejeloven § 767, stk. 2 ikke svækkede tiltaltes retsstilling.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede den påkærede kendelse fra Vestre Landsret, som opretholdt byrettens beslutning om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte 2.

Begrundelse for Afgørelsen

• Opfyldelse af Betingelser for Varetægtsfængsling: Højesteret fandt, at betingelserne for at forlænge varetægtsfængslingen af Tiltalte 2 var opfyldt den 21. august 2008 i henhold til Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1-3.

• Proportionalitetsvurdering: Den fortsatte varetægtsfængsling frem til den 13. november 2008 blev ikke anset for at stå i misforhold til den forventede retsfølge, hvis Tiltalte 2 blev fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1, jf. Straffeloven § 247, stk. 1. Dette var i overensstemmelse med Retsplejeloven § 762, stk. 3.

• Manglende Skriftlig Anmodning: Højesteret anerkendte, at Midt- og Vestjyllands Politi havde begået en fejl ved ikke at udarbejde en skriftlig anmodning om forlængelse af varetægtsfængslingen, jf. Retsplejeloven § 764, stk. 1, 2. pkt.. Dog blev denne tilsidesættelse af skriftlighedskravet vurderet til at have været uden konkret betydning for forsvaret og retten, da grundlaget for fængslingen var kendt fra tidligere retsmøder. Argumentet om strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

• Fængsling indtil Domsafsigelse: Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at beslutningen om fængsling indtil domsafsigelse ikke var i strid med Retsplejeloven § 768a, stk. 1 og Retsplejeloven § 767, stk. 2.