Afgørelse om handlekommune ved længerevarende ophold i sommerhus grundet sygdom

En mand, der led af ALS og var fuldstændig afhængig af sin hustru, havde siden maj 2004 opholdt sig i familiens sommerhus i B kommune. Dette skyldtes, at han ikke kunne klare trapperne til parrets lejlighed i A kommune. Ægteparret ejede sommerhuset og havde ejet det i 30 år, men bibeholdt lejligheden i A kommune med et ønske om på sigt at vende tilbage.

A kommune havde bevilget hjælpemidler til brug i sommerhuset. Da manden ansøgte om en elkørestol og en bil, opstod der uenighed mellem kommunerne om den stedlige kompetence. A kommune mente, at B kommune skulle behandle ansøgningerne, da manden opholdt sig der permanent. B kommune fastholdt, at A kommune som den faste opholdskommune var forpligtet til at yde hjælpen, med henvisning til Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1 og Retssikkerhedsloven § 9, stk. 2.

Det sociale nævn tiltrådte B kommunes afslag på at realitetsbehandle ansøgningerne. Nævnet lagde vægt på, at ægteparret ikke havde opgivet den hidtidige bolig i A kommune, og at opholdet i sommerhuset, uanset længden, var midlertidigt og alene relateret til mandens helbredsvanskeligheder. A kommune klagede herefter over nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var mandens opholdskommune og dermed forpligtet til at behandle ansøgninger om nødvendige hjælpemidler under hans ophold i sommerhuset. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1, som fastslår opholdskommunens pligt til at yde hjælp, Retssikkerhedsloven § 9, stk. 2, der definerer opholdskommune ud fra bopæl eller sædvanligt ophold, og Retssikkerhedsloven § 9, stk. 3, som angiver, at ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende forhold:

• Ægtefællerne havde forud for mandens længerevarende ophold i sommerhuset hele tiden haft fælles bopæl i A kommune.
• Der var intet ønske om at opgive den fælles bolig i A kommune.
• Det længerevarende ophold i sommerhuset skyldtes udelukkende mandens sygdom og var ikke udtryk for et ønske om at etablere sig i hver sin bolig eller opgive den fælles bopæl.
• Familien havde bevaret folkeregistertilmeldingen i A kommune.

Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for at antage, at ægtefællernes fælles bolig i A kommune var definitivt opgivet. Da manden og hans ægtefælle havde en fælles bopæl i A kommune, lå kompetencen til at yde bistand hos denne kommune. Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.