Højesteretsdom om grov vold og vidnepligt for nærtstående

Sagen omhandler T, der blev tiltalt for grov vold mod sin halvbror, F, begået med en hammer den 1. maj 2019. Forholdet fandt sted, mens T var prøveløsladt fra en tidligere dom afsagt i 2015 for grov vold og drabsforsøg.

Anklage og Baggrund

T blev tiltalt for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1, jf. Straffeloven § 247, stk. 1, for at have slået sin halvbror F gentagne gange med en hammer. Forholdet fandt sted, mens T var prøveløsladt fra en tidligere dom afsagt i 2015 for overtrædelse af Straffeloven § 244 (vold) og Straffeloven § 237, jf. § 21 (drabsforsøg).

Vidneafhøring af Forurettede

F, som er Ts halvbror og forurettet i sagen, nægtede at afgive forklaring i byretten. Han henviste til sin ret til vidnefritagelse som parts nærmeste i henhold til Retsplejeloven § 171, stk. 1 og risikoen for selvinkriminering efter Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1. Byretten pålagde dog F at afgive forklaring i medfør af Retsplejeloven § 171, stk. 3, idet sagens alvor og F's forklaring ansås for afgørende. F blev vejledt om retten til at undlade at besvare selvinkriminerende spørgsmål.

Tiltaltes Anbringender

T ankede dommen med påstand om ophævelse og hjemvisning af sagen til byretten, subsidiært formildelse. Hans hovedargumenter var:

• Rettergangsfejl ved vidneafhøring:
  • F burde have været fritaget for vidnepligt grundet risiko for selvinkriminering (Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1).
  • Den delvise fritagelse skabte en skæv afhøring, der forhindrede et effektivt forsvar og en fair rettergang.
  • F var ikke vejledt om sin vidnefritagelsesret som parts nærmeste (Retsplejeloven § 171, stk. 1) før sin politiforklaring, hvorfor denne ikke burde være foreholdt ham i retten.
  • Betingelserne for at pålægge F at afgive forklaring (Retsplejeloven § 171, stk. 3) var ikke opfyldt, da forklaringen ikke var af afgørende betydning, og samfundets interesse ikke oversteg hensynet til familierelationen.
• Strafudmåling:
  • Straffen på 2 år og 6 måneders fængsel var for streng, især udløsningen af den fulde reststraf på 2 år.
  • Volden var tilfældighedspræget og udsprang af, at F opsøgte T.
  • Der var ikke tale om hurtigt recidiv, da volden skete 1 år og 2 måneder efter prøveløsladelsen.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte:

• Vidneafhøring:
  • Ingen fejl ved afhøringen af F. F anmeldte selv forholdet og afgav uopfordret forklaring, hvilket gjorde manglende forudgående vejledning om Retsplejeloven § 171, stk. 1 irrelevant.
  • F's forklaring var af afgørende betydning, og sagens grovhed (grov vold med hammer i prøvetiden efter drabsforsøg) berettigede pålægget om at afgive forklaring (Retsplejeloven § 171, stk. 3).
  • Det var korrekt at tillade F at undlade selvinkriminerende svar (Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1) uden at krænke retten til en fair rettergang (Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6).
• Strafudmåling:
  • Fællesstraffen var korrekt fastsat i henhold til Straffeloven § 40, stk. 1, jf. Straffeloven § 61, stk. 2, da T begik nyt strafbart forhold i prøvetiden.
  • Kriminaliteten var grov og ligeartet, og der var tale om hurtigt tilbagefald, hvilket retfærdiggjorde udløsning af reststraffen.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, der havde dømt T for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1, jf. Straffeloven § 247, stk. 1, for at have tildelt sin halvbror F to slag med en hammer.

Vidneafhøringen af F

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens vurdering af, at F's vidneforklaring var af afgørende betydning for sagens oplysning. Retten tiltrådte, at betingelserne for at pålægge F at afgive forklaring i medfør af Retsplejeloven § 171, stk. 3 var opfyldt. Dette skyldtes sagens karakter af grov vold med en hammer, begået i prøvetiden efter en dom for vold og drabsforsøg. Hensynet til sagens oplysning vejede tungere end hensynet til F's ønske om vidnefritagelse som følge af familierelationen.

Højesteret fastslog, at det ikke var en fejl, at politiet undlod at orientere F om vidnefritagelsesreglerne for en parts nærmeste (Retsplejeloven § 171, stk. 1, jf. Retsplejeloven § 753 og Retsplejeloven § 173, stk. 1), da F selv havde anmeldt forholdet og uopfordret afgivet forklaring.

Det blev også tiltrådt, at Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1 ikke er til hinder for at gennemføre en vidneafhøring, hvor vidnet er berettiget til at undlade at svare på selvinkriminerende spørgsmål, men har pligt til at svare på andre. Højesteret fandt, at dette ikke indebar en krænkelse af Ts rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, da spørgsmålet om nødværge alene beroede på Ts egen forklaring.

På denne baggrund afviste Højesteret Ts påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen.

Straffastsættelsen

Højesteret tiltrådte, at der skulle fastsættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfattede reststraffen, i henhold til Straffeloven § 40, stk. 1, jf. Straffeloven § 61, stk. 2. Retten lagde vægt på, at der var tale om grov, ligeartet kriminalitet (grov vold med hammer efter drabsforsøg med skruetrækker), begået i prøvetiden. Hverken Ts personlige forhold eller proportionaliteten mellem reststraffen og straffen for det nye forhold kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt.

Fællesstraffen på fængsel i 2 år og 6 måneder blev fundet passende.