Kære vedrørende vidneforklaring i straffesag

Sagen omhandlede en kære af en byretskendelse vedrørende en vidneforklaring i en straffesag. Byretten havde den 12. september 2011 afsagt kendelse om, at et vidne ikke på daværende tidspunkt var forpligtet til at afgive forklaring i sagen mod tiltalte.

Anklagemyndighedens Kære

Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse med påstand om, at vidnet skulle pålægges at afgive forklaring. Til støtte for sin påstand gjorde anklagemyndigheden gældende:

• Vidnets egen sag var endeligt afsluttet ved Østre Landsrets ankedom af 1. marts 2010.
• Vidnets anmodning om genoptagelse af sagen ved Den Særlige Klageret medførte ikke udsættelse eller standsning af dommens fuldbyrdelse, hvorfor han kunne føres som vidne.
• Kendelsen angik et principielt spørgsmål, da der ikke forelå retspraksis om spørgsmålet.
• Afgørelsen havde vidererækkende og skadegørende betydning for anklagemyndighedens mulighed for at retsforfølge personer i større sagskomplekser.
• Kæremålet burde tages under påkendelse af landsretten på trods af bestemmelsen i Retsplejeloven § 968, stk. 4.

Landsretten ophævede byrettens kendelse. Landsretten fandt, at spørgsmålet om vidnets pligt til at afgive forklaring havde væsentlig betydning for sagens behandling, og da hovedforhandlingen var udsat, tog landsretten kæremålet under påkendelse.

Landsretten fastslog, at det forhold, at vidnet havde indgivet en anmodning til Den Særlige Klageret om genoptagelse af sin egen sag, der var afsluttet, ikke i sig selv kunne fritage ham for at afgive forklaring i sagen mod tiltalte. Spørgsmålet om, hvorvidt vidnet i øvrigt havde pligt til at afgive forklaring, eller om han i medfør af princippet i Retsplejeloven § 171, stk. 2 kunne nægte at besvare konkrete spørgsmål, skulle afgøres af byretten under den fortsatte hovedforhandling.