Gaveafgift af stuehus på landbrugsejendom – Anvendelse af boafgiftslovens § 23 a

Sagens Baggrund

Sagen omhandlede en tvist mellem Sagsøger (datteren) og Skatteministeriet vedrørende gaveafgift af et stuehus på en landbrugsejendom. Sagen blev oprindeligt anlagt ved Retten i Næstved og henvist til Østre Landsret i henhold til Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Overdragelsen og Gaveafgiften

I juni 2018 overdrog Sagsøgers fader en landbrugsejendom til hende som gave. Ejendommen var i ejendomsvurderingen for 2018 registreret som bebygget landbrug og vurderet til 4.200.000 kr., hvoraf stuehusets værdi udgjorde 1.012.400 kr. Faderen havde aldrig boet på ejendommen, og stuehuset samt driftsbygningerne havde været udlejet siden 2009. Ejendommen var anerkendt som erhvervsmæssig virksomhed for faderen og indgik i hans virksomhedsskatteordning.

Sagsøger anmeldte gaveafgiften med en beregningsprocent på 7% af hele afgiftsgrundlaget, hvilket ville resultere i en afgift på 218.155 kr. Skattestyrelsen traf imidlertid afgørelse om, at gaveafgiften af stuehusets værdi skulle beregnes med 15% i stedet for 7%.

Landsskatterettens Afgørelse

Landsskatteretten tiltrådte i sin kendelse af 2. november 2020, at Skattestyrelsen korrekt havde beregnet gaveafgiften med 15% af stuehusets værdi. Dette skyldtes, at reglerne om afgiftsnedsættelse efter Boafgiftsloven § 23a ikke fandt anvendelse på stuehuset.

Sagsøgers Anbringender

Sagsøger nedlagde påstand om, at gaveafgiften skulle nedsættes til det anmeldte beløb på 218.155 kr. Hun gjorde gældende, at Boafgiftsloven § 23a om nedsat gaveafgift for erhvervsvirksomheder, samt Kildeskatteloven § 33 C om skattemæssig succession, omfatter udlejede ejendomme, der er kategoriseret som landbrug efter ejendomsvurderingsloven. Sagsøger mente, at der ikke var hjemmel til at ekskludere en landbrugsejendoms udlejede stuehus fra den nedsatte afgiftssats, da stuehuset var en integreret del af landbrugsejendommen og indgik i faderens virksomhedsskatteordning.

Skatteministeriets Anbringender

Skatteministeriet påstod frifindelse og gjorde gældende, at der ikke var adgang til afgiftsnedsættelse efter Boafgiftsloven § 23a for det udlejede stuehus. Ministeriet henviste til, at afgiftsnedsættelsen er målrettet generationsskifte af reelle erhvervsvirksomheder og ikke overdragelse af formue i almindelighed. Vurderingen af, om et aktiv indgår i virksomheden, skal ske aktiv for aktiv. Da stuehuset var udlejet til privat beboelse, ansås det for et ikke-erhvervsmæssigt aktiv, der ikke var omfattet af afgiftsnedsættelsen. Ministeriet anførte, at stuehuset ikke var en del af den aktive landbrugsvirksomhed, og at udlejning af stuehuset ikke i sig selv kunne anses for erhvervsmæssig virksomhed i bestemmelsens forstand.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten lagde til grund, at den dagældende bestemmelse i Boafgiftsloven § 23a betingede en nedsat gaveafgift af, at virksomheden kunne overdrages med succession efter Kildeskatteloven § 33 C. Formålet med afgiftsnedsættelsen var at styrke generationsskifte af reelle erhvervsvirksomheder og ikke overdragelse af formue i almindelighed.

Landsretten fremhævede, at successionsadgangen og afgiftsnedsættelsen for personligt ejede virksomheder skulle vurderes aktiv for aktiv. Selvom hele ejendommen kunne overdrages med succession, fordi mere end 50 pct. af ejendommen anvendtes erhvervsmæssigt, var det alene den erhvervsmæssigt anvendte del af et aktiv, der kunne medregnes ved afgiftsberegningen.

Det fremgik af den dagældende Kildeskatteloven § 33 C, stk. 1, 6. pkt., at udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom, som benyttes til landbrug, jf. Ejendomsvurderingsloven § 33, stk. 1, ikke skulle anses som erhvervsvirksomhed.

Landsretten fandt, at stuehuset, der var udlejet til beboelse og ikke blev benyttet som en del af landbrugsvirksomheden, ikke i relation til Boafgiftsloven § 23a kunne anses for erhvervsmæssig virksomhed. Stuehuset kunne derfor ikke gaveoverdrages til nedsat afgift. Den omstændighed, at ejendommen efter den dagældende Ejendomsvurderingsloven § 33, stk. 1, var registreret som landbrugsejendom, kunne ikke føre til et andet resultat. Der var således berettiget opkrævet gaveafgift på 15 pct. efter Boafgiftsloven § 23, stk. 1.

Afgørelse

Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, da sagen omhandlede et principielt skattemæssigt spørgsmål.