Højesteret stadfæster, at der ikke er hjemmel til at fastsætte frist for Rigsadvokatens udleveringsundersøgelse

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt danske domstole har hjemmel til at fastsætte en frist for Rigsadvokatens afslutning af en undersøgelse om udlevering af en tiltalt til retsforfølgning i udlandet.

Sagens Baggrund

• Første udleveringsbegæring (2002): Tiltalte blev i december 2002 begæret udleveret til retsforfølgning i et andet land ("Land") for deltagelse i en nedkastning af våben. Østre Landsret afgjorde den 30. juni 2011, at Tiltalte ikke kunne udleveres, da det ville være i strid med Udleveringsloven § 6, stk. 2 (risiko for tortur eller umenneskelig behandling).
• Fornyet udleveringsbegæring (2016): I december 2016 fremsatte "Land" en fornyet begæring om udlevering. Dansk politi og anklagemyndighed indledte herefter en undersøgelse for at vurdere, om betingelserne for udlevering nu var opfyldt. Denne undersøgelse pågår fortsat.

Tiltaltes Anmodninger

• Møde med Rigsadvokaten (januar 2021): Tiltalte anmodede om et møde med Rigsadvokaten for at drøfte sagsbehandlingstiden, men anmodningen blev afvist.
• Henvendelse til Justitsministeren (juli 2021): Tiltalte anmodede Justitsministeren om at pålægge Rigsadvokaten at afslutte undersøgelsen inden for en fastsat frist. Ministeren afviste dette den 15. oktober 2021.
• Anmodning til Retten i Hillerød (oktober 2021): Tiltalte anmodede Retten i Hillerød om at fastsætte en frist for Rigsadvokatens afslutning af udleveringsundersøgelsen. Subsidiært anmodede han om, at retten fastsatte en frist for Rigsadvokaten til at træffe afgørelse om, hvorvidt straffesagen mod ham var forældet.

Tidligere Afgørelser

• Retten i Hillerød (8. april 2022): Retten afviste Tiltaltes anmodninger. Retten fandt, at der ikke var hjemmel i Retsplejeloven § 718 b eller andre steder til, at domstolene kunne fastsætte en frist for anklagemyndighedens opgaver i udleveringssager. Anmodningen om forældelse blev også afvist, da de forhold, Tiltalte søges udleveret for, ikke er undergivet dansk straffemyndighed.
• Østre Landsret (31. august 2022): Landsretten stadfæstede byrettens kendelse. Landsretten tiltrådte, at Retsplejeloven § 718 b ikke finder anvendelse på sager behandlet efter udleveringsloven, da bestemmelsen er placeret i retsplejelovens kapitel 65 om påtalen og ikke er tiltænkt udleveringssager. Landsretten fandt heller ikke hjemmel i Retsplejeloven § 846, stk. 1 til at fastsætte en frist for Rigsadvokatens stillingtagen til forældelsesspørgsmålet.

Højesterets Behandling

Sagen er indbragt for Højesteret for at afgøre, om der er hjemmel for domstolene til at fastsætte en frist for Rigsadvokatens afslutning af undersøgelsen om udlevering af Tiltalte. Tiltalte har desuden påberåbt sig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, artikel 6 og artikel 13 som grundlag for sit krav om et effektivt retsmiddel mod den lange sagsbehandlingstid.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og fandt, at der ikke var hjemmel for domstolene til at fastsætte en frist for Rigsadvokatens afslutning af undersøgelsen om udlevering af Tiltalte. Retten lagde vægt på, at Retsplejeloven § 718 b efter sin ordlyd og forarbejder ikke finder anvendelse på udleveringssager, men alene på sager om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning i sager, der strafforfølges i Danmark. Højesteret fandt endvidere, at henvisningen i Udleveringsloven § 32 til retsplejelovens kapitler 66, 67 og 68 ikke gør Retsplejeloven § 718 b anvendelig i udleveringssager. Endelig fandt Højesteret, at Tiltaltes påberåbelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, artikel 6 og artikel 13 ikke førte til et andet resultat, da artikel 6 ikke omfatter udleveringssager, og påberåbelsen af artikel 3 ikke vedrører sagsbehandlingstiden.